Kristen Bjørnkjær: Stoffers skruetrækker

Kristen Bjørnkjær:

Stoffers skruetrækker

Erindringer om kunst, knæk og kærestesorg.

272 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Ekstra Bladets spydige side 2 omtalte en gang Kristen Bjørnkjær som ”vindmøllen uden vinger”.

Men noget bliver der nu basket i hans erindringer om en alsidig karriere som kunstner, filmarbejder og journalist, der kulminerede i 1976 med ”Kærestesorger”.

Den blev en af de mest udbredte digtsamlinger i moderne dansk litteratur, pensum for utallige gymnasieelever - jeg taler af erfaring - og sammen med Vita Andersens et år yngre ”Tryghedsnarkomaner” indbegrebet af den forkætrede genre knækprosa.

Bjørnkjærs egen professionelle karriere, de seneste par årtier navnlig som skribent og redaktør på Information, fylder dog ikke alverden i erindringsbogen. Faktisk fylder hans vej til kunsten og medierne nok så meget, som et ganske fint billede på, hvor hurtigt det kunne gå i 1960'erne, da bondedrenge pludselig kunne blive både studenter fra Århus Katedralskole og avantgardister på byens småscener.

Det skildres med lige dele klædelig selvironi og portrætter af såvel ukendte som kendte skikkelser fra miljøet, ikke mindst senere berømtheder som Jørgen Leth og Christian Braad Thomsen. Også da den unge Bjørnkjær senere kommer til København, er det nok så meget igennem spejlinger i langtidsholdbare kæmper som Dan Turèll og Klaus Rifbjerg, at fortællingen bevæger sig fremad.

De sortes oprør

Så langt er det i al sin rolige underfundighed et godt lille tidsdokument, hvis man interesserer sig for perioden og de pågældende miljøer. Egentligt bid får erindringerne først, da han møder modstand, nemlig i en ny, sortklædt og aggressiv digtergenerations hånlige afvisning af ham og hans følsomt-folkelige måde at skrive på.

Ikke mindst bruger han en del plads på den berømteste litteraturudsendelse i dansk tv's historie, hvor den yngre kollega Michael Strunge med veloplagt blodtørst karaktermyrdede både Bjørnkjær og den åndsbeslægtede Lola Baidel. Bitterheden over i dén grad at være blevet kørt over af ungdommen - og dens mentor Poul Borum - er i erindringernes sidste afsnit stadig mærkbar, selv 25 år efter.

For så vidt får Bjørnkjær her fat i en væsentlig debat, der stadig lever: skyttegravskrigen mellem litteratur, der skrives for sin egen (og litteraternes) skyld, og litteratur, der skrives til og optager store læserskarer. Blot fremstår han selv som på den ene side for personligt såret - hans seneste digtsamling er fra 1987 - og på den anden side for nedladende ironisk over for de selvhøjtidelige efterkommere til rigtigt at komme på vingerne med de principielle spørgsmål.