Anmeldelse: Knud Holmboe: Ørkenen brænder

KNUD HOLMBOE:

ØRKENEN BRÆNDER

352 sider, fotoillustreret, 249,95 kr.

Forlaget Vandkunsten

Er udkommet

En kultbog og klassiker, som over et tidsspand på 80 år er blevet lynende aktuel for dem, som vil vide mere, må som genudgivelse være en ekspeditionssag for en forlagsredaktør. Vandkunsten så potentialet anno 2011 i Knud Holmboes rejseskildring fra Nordafrika i 1930 og kan ikke takkes nok herfor. Lad så være, at med produktionstiderne i branchen in mente er aktualiteten med interventionen i Libyen nok kommet som en tillægsbonus.

Under alle omstændigheder besidder bogen en friskhed og litterær tyngde, som i sig selv kan berettige genudgivelsen.

Knud Holmboe levede kort, men han nåede at sætte et fornemt bogmærke i dansk litteratur med ”Ørkenen brænder”, inden han under mystiske omstændigheder blev myrdet i Mellemøsten i 1931.

Han var journalist og bror til komponisten Vagn Holmboe. Han var en rastløs og søgende sjæl, der fandt, at danskerne havde mistet troen på Gud. Derfor blev han katolik og gik i kloster i Frankrig for i 1924 at konvertere til islam, hvilket gav ham sjælero og førte ham til det muslimske Nordafrika. Så var scenen sat til den rejse, der skulle sikre ham litterær udødelighed.

En anelse om vanviddet

”Ørkenen brænder” er en hybridbog i slægt med datidens ”Willy på eventyr” som elementært spændende drengebog og nutidens norske tv-dokudrama ”Bersærk”, hvor en knøs frygtløst uden nævneværdig sejlererfaring klarer at sejle fra Norge til Antarktis i en slidt sejlbåd og mod alle odds slipper fra det med livet i behold. Men det er tillige en på en gang skarp og følsom litterær tour de force med stænk af Hemingway og Johs. V. Jensen.

Holmboe ville som den første krydse Nordafrika i ”automobil” (Chevrolet årgang 1928) fra Spansk Marokko til Egypten, men det, der var tænkt som en eventyrlig (og livsfarlig) ekspedition, endte med at blive en af de første afsløringer af fascismens sande væsen.

Skæbnen ville, at han rejste gennem de italienske kolonier Kyrenaika og Tripolitanien (vore dages Libyen), netop som de italienske fascister under den senere så berygtede marskal Graziani forsøgte at realisere deres afsindige ideer om at være Romerrigets arvtager. Dermed transformerede hans eventyrrejse sig til en afslørende tur gennem det fascistiske laboratorium i den afrikanske ørken.

Bogen står så uafrystelig i dag, fordi Knud Holmboe undervejs erkender, at han bliver historiens øjenvidne, da den fascistiske verdensanskuelse betræder den forbrydelsens vej, der skulle ende i folkemord og barbari. Han forstår, hvad han ser, og aner, hvad der kan blive følgen af det fascistiske storhedsvanvid. Han kan læse eksperimentet og regner ud, at italienerne foretager ca. 30 henrettelser om dagen, ganger op og indser rystet, at han må hjem for at berette for verden.

Holmboe talte arabisk, rejste som udøvende muslim i arabisk tøj. Det gav ham en enestående lejlighed til at rapportere fra indfødt øjenhøjde om en kolonimagts brutalitet og et folks desperation og afmagt. Det reddede tillige hans liv flere gange på kort sigt - længe nok til, at han kunne få skrevet sin bog - at han kunne kommunikere med oprørske beduiner.

I italiensk fangenskab

I stedet for at blive slået ihjel efter et beduinangreb bliver Holmboe gæst i deres lejr, får deres historie og bliver sat til at lede bønnen.

Holmboe får af en italiensk kommandant forevist en koncentrationslejr med hele beduinstammer dømt til undergang, og han oplever sluttelig at blive smidt i italiensk fangenskab og sendt med fangeskib til Tripoli, inden han bliver sendt ud af landet. Han rejser hjem til Danmark, skriver bogen, der bliver en verdenssucces og omgående forbudt i Italien. Her blev den udgivet så sent som i 2004.

Person-introduktion savnes

Knud Holmboes bog er en af de tidligste, der dokumenterede for dem, der ville høre og se, hvor fascismen og senere nazismen førte hen. Derfor fortjener den at blive læst af nye generationer. Behovet sættes unægteligt i relief af den undersøgelse, der for nylig afslørede, at datoen den 9. april ikke siger store dele af ungdommen noget. Her er optakten til ragnarok, og der er noget at lære om Libyens historie, der giver indsigt i den aktuelle situation.

Eneste anke mod denne 2011-udgave er, at den savner en introduktion til personen Knud Holmboe. En indledende tekst til forklaring af mandens veje i tilværelsen, og hvorfor han befandt sig i Spansk Marokko, da historien tager sin begyndelse, ville have givet bedre afsæt til den mageløse beretning. Det historiske efterskrift ved historikeren Mogens Peit rækker ikke i denne sammenhæng.

Efter bogudgivelsen rejste Knud Holmboe tilbage til Mellemøsten, hvor han blev dræbt. Rygter ville vide, at det var italienernes værk. Det ville i givet fald have været en dramatisk og symbolsk livsafslutning, men det har ikke kunnet dokumenteres. Sandsynligheden, for at han blev slået ihjel af beduiner, er lige så stor.

Under alle omstændigheder endte hans liv i den ørken, som han besynger i en optegnelse i sin bog:

»Under stjernehimlen, på havet eller i ørknen eksisterer det 20. århundrede ikke. Her hersker kun evigheden, der hverken kender tid eller rum, og menneskene kommer på forunderlig måde her i pagt med denne evighed.«