Anmeldelse: Livet på Mors og en digter i udkanten

Knud Sørensen:

KUN SLUTNINGEN MANGLER

Erindringer

Gyldendal

160 sider

179 kr.

Udkommer i dag.



Jens Smærup Sørensen, Klaus Rifbjerg, Johannes Nørregaard Frandsen, Aage Jørgensen, Bjarne Nielsen Brovst, Erik Helmer Pedersen, Bent Windfeld, Martin Zerlang; og Ove Korsgaard:

LANDMÅLEREN. En bog om Knud Sørensens forfatterskab;

Gyldendal

288 sider

250 kr.

Udkommer i dag.



”Et stykke af min tid” kaldte Knud Sørensen sin forrige bog (2006) - erindringer fra barndommen og krigens tid i Hjørring.

Han er født i 1928 og fylder 80 i dag. Titlens stykke af hans tid dækker også hans ungdomsår i København, hans forelskelse og giftermål, hans første ansættelser som landmåler og hans kunstneriske opvågnen.

Bogen slutter med hans ankomst til Nykøbing Mors den 1. april 1958.

De nye erindringer dækker de forløbne 50 år og Knud Sørensens fulde tid. Tilbage er kun den sidste tid, som indledes med hans kone, Anne Maries død i oktober 2005 - efter ca. 60 år i kærlighed. Om hendes sidste måneder og om tiden, der fulgte, fortæller han ordknapt og lavmælt til slut i bogen.

Memoirer?
Af og til har man skelnet mellem erindringer og memoirer. Knud Sørensen kalder sine to bøger ”erindringer”, hvad jeg godt kan forstå, for jeg bryder mig ikke om ordet memoirer.

Der er noget bredbaget og selvbehageligt over det, en em af cigarrøg og herreværelse.

På den anden side har Kierkegaard en pointe, når han siger, at »Glemsel er den Sax, med hvilken man klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel at mærke under Erindringens allerhøjeste Opsyn.«

Erindringer er den organisering af den forløbne tids begivenhed og erfaringer, som former et menneske til akkurat den, det er, mens alt det andet, som er hændt og oplevet nok kan have betydning, men ikke spiller nogen væsentlig rolle i tilblivelsen af en individualitet.

I Knud Sørensens to bøger er der unægtelig mange overraskende begivenheder og spændende tildragelser, som dels har stor underholdningsværdi, dels tjener som anledning til mere generelle overvejelser over samfund, landskab og kunst.

Men de arrangeres så at sige på en lige linje, som jævnbyrdige.

Nogle kunne udelades, andre sikkert tilføjes, uden at han af den grund ændrede sig i læserens optik. Om sit privatliv er han fåmælt, kun er den indbyrdes kærlighed mellem ham og Anne Marie åbenlys.

Heller ikke om indre kampe og afklarede eller uafklarede eksistentielle kriser beretter han. Han må være et meget ukompliceret menneske, men til gengæld udstyret med lune og humor og en sjælden evne til iagttagelse og til mentalt at stille ind på andre.

Årene på Mors
Som landmåler kom han tæt på bønderne på Mors og lærte at indrette sig - ikke efter deres vilje, men aldeles urethaverisk efter deres temperament, hvad der har skaffet ham både psykologisk indsigt og forståelse for landbokulturens egenart og forfald.

Samtidig har han med utrættelig kreativt engagement levet med i egnens kulturelle liv og historiske udvikling.

Han har skrevet en smuk bog om digterne omkring Limfjorden og søgt at forklare, hvorfor akkurat den egen kunne frembringe så mange betydelige forfattere.

Og i bogen her er der en vidunderligt nærværende, næsten sanset skildring af Aksels Sandemoses første besøg i Nykøbing/ Jante efter en menneskealder og efter hævngerrige skildringer af byen og dens mennesker.

En periode sad Knud Sørensen i byrådet og fortæller livligt og vittigt om sin karriere som rottefænger. I den anekdotiske genre er han suveræn.

At han skildrer - ikke sin udvikling, men sin karriere som digter (der anføres ca. fyrre titler) er forståeligt, for han har vitterligt præsteret et alsidigt forfatterskab af høj kvalitet. Selv har jeg i særlig grad haft glæde af hans noveller og hans biografier - om Limfjords-forfatterne, om Blicher - hans hjertes digter, og af den seneste om ”Severin Weiersøe. En landsbydegns historie” (2005).

Bogen rummer dog også passager, jeg har svært ved at samle mig om. Knud Sørensens fortjenstfulde organisationsarbejde f. eks. Faktisk er jeg ret ligeglad med stridigheder og fraktionsdannelser i Forfatterforening og Forfatterforbund. Bare de skriver gode bøger, må de for min skyld slås, som de vil.

Det hindrer dog ikke, at man også denne gang er både tryg, underholdt og oplyst i Knud Sørensens selskab, så alle hjertelige lykønskninger med både den runde dag og forfatterskabet, der vel nok kan give os et par bøger mere - der er jo endnu et stykke af hans tid.

Sørensen hyldes
Alsidigheden i Knud Sørensen virksomhed fremgår af den bog, en række venner, forfattere og forskere har samledes om i anledning af hans runde dag.

Nu pensioneret lektor gennem mere end en menneskealder i Thisted, Bent Windfeld skriver indsigtsfuldt og klart om den lyriske produktion, de tolv digtsamlinger, som han bevæger sig frit og ubesværet rundt i og tolker pointeret og med overblik.

Med vanlig sikker, kontant sproglig fremdrift kommenterer Klaus Rifbjerg medvidende de to romaner, ”En tid” og ”En befrielse”, der ligger sent i produktionen, men blev noget af et gennembrud for forfatteren, formodentlig blandt hans mest læste bøger.

Bidragyderne kommer godt rundt i Knud Sørensens mangeartede aktiviteter, og det er jo også usædvanligt, at en forfatter af så tung en kaliber samtidig yder en opsigtvækkende indsats på den kulturelle front og er så aktiv en deltager i sin egns lokale sociale, politiske og topografiske anliggender. Samtlige indlæg fortjener at læses grundigt, velskrevne og indsigtsfulde som de er. Johs. Nørgaard Frandsen skriver om novellerne, Aage Jørgensen om biografierne, Bjarne Nielsen Brovst om essaystikken.

Ude på landet
Om landbo-udvikling og -problemer skriver Erik Helmer Petersen; Martin Zerlang om spændingen mellem land og by i historisk perspektiv - helt tilbage til oldtiden over til Claude Lorrains arkadiske billeder fra 1600-tallet, hvor bystrukturer på svævende vis smelter med et arkaisk landskab i samme drømmeagtige, gyldne belysning.

Mest vedkommende og autentisk er dog Ove Korsgaards kloge og erfarne essay om ”Landbokulturen”, som han analyserer mentalitetshistorisk, det vil sige ud fra så bredt et kendskab som muligt til befolkningens mere anonyme tanker og anskuelser.

Det sker med udviklingen fra ”almue” til ”folk” og spændingen mellem folk og elite som overordnet tema. Nås hans tekst får så uafviselig en substans skyldes det hans egne, hans forældres og bedsteforældres konkrete erfaringer, for han er selv vokset op på en gård på Mors.

Man fornemmer, at teksten kan være skrevet i en art valgslægtskab med Knud Sørensen, skønt der intet privateri er i teksten.

Nej, slutningen mangler ikke! Der er længe, til det er slut - både med Knud Sørensen, hans digtning, som er langtidsholdbar, og hans virkninger. Fremtiden kan høste rigeligt, hvor han har sået.

Det hindrer dog ikke, at man også denne gang er både tryg, underholdt og oplyst i Knud Sørensens selskab.

Heller ikke om indre kampe og afklarede eller uafklarede eksistentielle kriser beretter han. Han må være et meget ukompliceret menneske, men til gengæld udstyret med lune og humor og en sjælden evne til iagttagelse og til mentalt at stille ind på andre.