Kathrine Læsøe Engberg: Modstandskvinder

KATHRINE LÆSØE ENGBERG: MODSTANDSKVINDER

Kvinder i den danske modstandsbevægelse fortæller

274 sider, ill., 249 kr.

People's Press

Er udkommet

Der var ikke ret mange, der deltog i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt og dens håndlangere, og af de få, der deltog, var de fleste naturligt nok mænd. Men der var også kvinder, og otte af dem kommer til orde i denne sympatiske lille bog.

Bogens forfatter er en ung journalist. Hun har opsøgt de otte kvinder, som hun beundrer, og hvis indsats efter hendes mening er overset. Derpå har hun nedskrevet og redigeret deres fortællinger.

Der er altså tale om otte meget personlige beretninger med en kort indledning af Sven Ove Gade, der omtaler andre modstandskvinder. Gade gengiver det trodsige brev til Werner Best, som Kirstine Fiil Sørensen skrev lige efter tyskernes henrettelse af den såkaldte Hvidsten-gruppe, herunder hendes mand, bror og far. Hendes egen dødsdom

blev omgjort til tugthus i Tyskland.

Ingen fortryder

De otte kvinder har forskellig baggrund og har siden fået vidt forskellige skæbner, men ingen fortryder den beslutning, de dengang traf. Flere af dem var tilknyttet den legendariske modstandsmand Jens Toldstrup.

Alle gik ind i modstandsbevægelsen, fordi de ikke kunne lade være, og fordi de mente, at det var det rigtige. Banalt? Ja, men mange vigtige ting er faktisk meget banale. Kvinderne kunne jo bare have ladet være og dukket sig, som de fleste danskere gjorde. Det gjorde de ikke, og deri ligger deres storhed.

Følelsesladet brev

Gertrud fra Randers citerer et fantastisk stærkt brev, som den 18-årige jyske apotekersøn Karl skrev, lige før han enten blev dræbt ildkamp eller skød sig selv for ikke at røbe sine kammerater i Aalborg:

»Kære mor og far! Nu skal jeg dø. Jeg er lidt bange, men jeg tror, Gud giver mig styrke til at dø som kristen og dansk i kamp for Danmark. Jeg vil bede Ham velsigne jer og styrke jer. Jeg gjorde mit bedste, tror jeg, og jeg vil hellere dø end fanges. Nu er de udenfor, og jeg vil sætte mig til modværge. Gud i vold. Karl.«

En af kvinderne mødte sin tilkommende i Frøslevlejren. De blev gift i 1945 og lever stadig. En anden, der blev gift i 1943, lever også forsat sammen med sin mand. De er åbenbart gjort af godt stof.

Fascismen i Fredericia

En af de otte kvinder var og er kommunist. Det blev hun, fordi hun var og er imod krig. Man fristes til at sige, at hun måske så skulle have valgt sig et andet parti. Hun siger, at hun var med til at bekæmpe »fascismen i Fredericia«, men det var vel den tyske besættelsesmagt, de bekæmpede.

Det er lykkedes forfatteren at gengive nogle modige kvinders mundtlige beretninger på en letlæselig måde. Bogen kan måske virke som appetitvækker for dem, der ikke ved så meget eller måske slet intet om disse mærkelige år.

Men hvorfor er fotos, der begynder og afslutter bogen om de otte modstandskvinder, i den grad domineret af mænd?