Jurij Moskvitin: DU MÅ IKKE SJUSKE MED DIT LIV
Erindringer om Henrik Stangerup 223 sider, 279 kr. Forlaget Bianco Luno Er udkommet
Han var en farlig mand. Jeg kan huske, at redaktøren, som ellers er en både hærdet og bynær natur, og som nu har erobret den store verden, advarede mig mod Jurij Moskvitin, da jeg i sin tid skulle interviewe ham; nu skulle jeg ikke rode mig ud i noget med frokost eller noget. Det kunne ende galt.
Jeg holdt skansen og overlod det til Moskvitin selv at bælle den hampre flaske rødvin, som forlaget havde stillet frem til os den formiddag i Købmagergade.
Det klarede han fint, for Jurij drak hårdt både af livet og af flaskerne, men han nåede ikke at leve så meget længere, han havde brugt sig selv for meget.
Og andre. Det var med Jurij Moskvitin, Ekstra Bladets daværende chefredaktør Claes Kastholm Hansen spiste frokost, hvorefter han opsøgte redaktionen, foretog sig unævnelige ting i en tilstand af absolut selvforglemmelse og med Moskvitins røverhistorier om døde russiske generaler i baghovedet.
Ingen faste terminer
De havde siddet i restaurant Tivolihallen og talt om gamle dage, og Moskvitin havde noget at bidrage med. Han var af russisk slægt, højt begavet, koncertpianist, filosofisk og kunstnerisk anlagt og lediggænger par excellence. En årrække skrev han anmeldelser på Politiken, og der var selvfølgelig også andre ting, men faste job, terminer, børn og parcelhuse, det var ikke noget, han brugte.
Han turede, og det fortalte han om i første bind af sine erindringer (læs dem, de er fremragende) betitlet ”Den Døve Øgle”, og den bog skulle have været fulgt op af den foreliggende, men Lindhardt & Ringhof trak stikket i sidste øjeblik.
Ifølge efterskriften fra den aktuelle forlægger var det grundet protester fra Henrik Stangerups arvinger, som ikke brød sig om at læse det portræt, Jurij Moskvitin tegner af den store, afdøde forfatter.
Passager slettet
Det kan man både forstå og ikke forstå, for vel er Jurij Moskvitins hudløs og uden filter i sine beskrivelser, men det er også et smukt, indfølt og sine steder ligefrem gribende portræt af Henrik Stangerup, der toner frem mellem alle drukturene på Drop Inn, al uansvarligheden, alt det fatale forfald, de dyrkede sammen.
Og det kan da godt være, at noget af det er løgn (forlaget har måttet slette visse passager for ikke at komme i konflikt med injurielovgivningen), men det virker ægte på sin egen måde. Ikke kun beskrivelserne fra de vilde ture, men også de små glimtvise portrætter af tidens skikkelser, som får en hilsen med.
Der er vrede passager om Stangerups anden hustru, malerinden Susanne Krage, som får én på godda'en i det, der vel er bogens svageste afsnit om end tydeligvis lige så dybfølt som resten.
Folk, der kan skrive
Men der er også noget litteraturhistorie at hente her, Elsa Gress og hendes kunstnerkoloni, Suzanne Brøgger, Hans Hertel, Rifbjerg, alle dem, Henrik Stangerup elskede og hadede og elskede at hade, mens han gik indestængt rundt i den andedam, som han ikke vil være en del af, men dog alligevel tilhørte.
Det hele er pakket ned på de 223 sider, som er værd at læse, også fordi Jurij Moskvitin skriver så edderspændt godt, ikke bare sådan næsten-godt, journalist-godt, men intenst og dybt, så man gennem ham får et indblik ikke bare i manden Henrik Stangerup, men også i kunstneren.
Dette om folk kan skrive (når de forsøger på det) synes at påkalde sig mindre og mindre interesse i boganmeldelser i almindelighed, så det må være på sin plads at nævne det.
»Du må ikke sjuske med dit liv var en sætning, Henrik ofte gentog formanende over for mig, når han kunne se, at jeg var nede i en af mine bølgedale, som ganske rigtigt kostede mig uorden og stor forsinkelse i alt, hvad jeg foretog mig,« skriver Jurij Moskvitin og fortæller så om Stangerup, der levede et liv i tilsyneladende opløsning i en uge:
Ny garderobe
»Efter en sådan uge ville Henrik tage en vældig beslutning: Nu skulle det være! Det betød, at han ville begive sig hen til Brødrene Andersen på Strøget, som kendte ham godt og havde tillid til hans betalingsevne, og købe ind, fra yderst til inderst, ofte suppleret med en dyr regnfrakke.
Med denne bagage ville han med skridt, spændstiggjorte af beslutsomhedens energi, marchere op ad Strøget, så, uden at se til højre eller venstre, skrå over Rådhuspladsen og uden hensyn til trafik og stoplys styre direkte mod målet, Københavns Bad. Alt det ugegamle tøj, som måske endda havde været butiksnyt for en uge siden, blev afleveret til den uformeligt tykke bademester med den lakoniske ordre: ”Til Auschwitz”.
Efter badet, isbad, dampbad, cyklonbad og adskillige kølende snapse, ville han iføre sig sin ny garderobe, se sig stolt i spejlet, ranke sig, og i tankerne gennemgå, med hvem det ville være morsomst at begynde næste runde.«
Manglende korrektur
Runde følger på runde, så man som læser næsten har tømmermænd bagefter, så meget er man med, at man knap nok bemærker, at forlaget burde have ofret en ekstra korrekturgang, trykfejlene kommer som små hårde haglslag midt i den dobbelte kunstneriske rus.
For en rus er det, eller var det, for beskrivelsen er også et billede af en tid, der ikke er mere, det er et andet København, et andet litterært miljø, de vandrer rundt i de to, Jurij og Henrik, på jagt efter det næste legat og det næste klimaks, på en sær måde flydende oven på tilværelsen, samtidig med at de dykkede dybere i den end de fleste.
Det var godt, vi fik bogen, hvad værre er: Henrik Stangerup er ikke mere, og med ham mistede dansk åndsliv en stemme, som den egentlig aldrig ville høre på, måske fordi de andre mærkede en desperat alvor bag provokationen, en alvor, som står i så skarp kontrast til fætter Rifbjergs og hans mange konsorter.
Stangerup blev vasket, hyldet og besunget med jævne mellemrum, men tog man ham ind? Har Moskvitin ikke en pointe, når han skriver: »De roste ham ihjel.«
Jurij Moskvitin
Jurij Moskvitin (1938-2005) var magister i filosofi, komponist, klassisk pianist og selvdestruktiv boheme.
Henrik Stangerup
Forfatteren og filmskaberen Henrik Stangerup (1937-1998)
var søn af professor Hakon Stangerup og skuespillerinde
Betty Söderberg, bror til forfatterinden Helle Stangerup og halvfætter til forfatteren Klaus Rifbjerg.
Henrik Stangerup var gift med skuespillerinde Lotte Tarp 1967-76 og giftede sig i 1982 med kunstmaler Susanne Krage.
Blandt flere udmærkelser modtog han
De Gyldne Laurbær (1972),
Amalienborg-Prisen (1982),
Det Danske Akademis Store Pris (1986) og
Chévalier dans l'Ordre des Arts et des Lettres (1986)
Han skrev bl.a.
”Slangen i brystet” (1969),
”Løgn over løgn” (1971),
”Manden der ville være skyldig” (1973),
”Fjenden i forkøbet” (1978),
”Vejen til Lagoa Santa” (1981),
”Det er svært at dø i Dieppe” (1985),
”Broder Jacob” (1991) og
”Datter af. Scener om en mor” (1995).
Bogen på 223 sider er værd at læse, også fordi Jurij Moskvitin skriver så edderspændt godt.
Man får et indblik ikke bare i manden Henrik Stangerup, men også i kunstneren.
Moskvitin skrev i en årrække anmeldelser på Politiken, men faste job, terminer, børn og parcelhuse, det var ikke noget, han brugte.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



