Johannes Møllehave: Det er (ikke) lige mig

Johannes Møllehave:

DET ER (IKKE) LIGE MIG

240 sider, 249 kr. E-bog: 129 kr.

Lindhardt og Ringhof

Johannes Møllehave har skrevet bøger i 35 år. Bøger, som er blevet solgt i tusindvis af eksemplarer; bøger, som er blevet citeret her og der og alle vegne; bøger, som er blevet rost og berømmet; bøger, som er blevet læst igen og igen.

Han har formidlet Shakespeare, Dostojevskij og Kierkegaard med lidenskab, vid og bred folkelig appel.

Han har gendigtet de bibelske historier med humor og ynde og sat juleevangeliet på rim, så selv de voksne må overgive sig.

Kort sagt: Den mand har nået overvældende meget mere end de fleste og har helt klart sikret sig en plads, ikke bare i Kraks Blå Bog, men også i danskernes kollektive, taknemmelige erindring.

Velkommen på forsiden

Det turde være svært at sætte et så flot renommé over styr, men Johannes Møllehave gør desværre, hvad han kan. Ikke bare ved at havne på forsiden af Ekstra Bladet, men også ved at blive ved med at udgive bøger, som slet, slet ikke står mål med hans tidligere udgivelser.

Erindringsbogen ”Det er (ikke) lige mig” er rodet og konturløs.

Den flyver frem og tilbage mellem spredte erindringer fra hele hans 75-årige liv, teater- og bogoplevelser, møder med diverse kendte personer og småsludrende kommentarer til dette og hint.

Den ene association tager den anden med sig, og det er ikke altid lige logisk, hvorfor tanken hvirvler i lige netop den ene og ikke den anden retning.

De nære venner

Kapitlet om perioden fra 1937 - 1947, som vist oprindelig er tænkt som en beskrivelse af forfatterens personlige oplevelse af Besættelsen, består eksempelvis først og fremmest af lange citater fra og grundige referater af allerede eksisterende besættelseslitteratur, som han har været optaget af.

Den slags litteratur er lige Møllehave, ligesom Sokrates og H.C. Andersen er det. Og så er det i øvrigt også lige ham at kunne kalde nu afdøde Svend Auken, Gösta Petterson og Georg Metz for sine nære venner.

Ynkeligt forsvar

Det værste i bogen er og bliver dog hele det ynkelige forsvarsskrift omkring den navnkundige episode på københavnerhotellet d'Angleterre i april 2011, hvor han blev lagt i håndjern på grund af sin højrøstede opførsel.

Det eneste læseværdige i det afsnit er Niels Birger Wambergs vitser i anledning af al balladen:

»Nå, Møllehave, fik De slet ikke noget at spise på d'Angleterre? Jo, jeg gik direkte fra forretten og hovedretten til byretten.«

Bortvisningen

Også det bitre, selvudleverende kapitel om Kristeligt Dagblads nødvendige bortvisning af den forstyrrende Møllehave er decideret uklædeligt.

Der er en tid til at tie og en tid til at tale.

Selv en berømthed som Møllehave bør lære sig kunsten at vide, hvornår man skal gøre hvad.