Den afrikanske far

J.-M.G. Le Clézio:

Afrikaneren

Oversat fra fransk af Lars Bonnevie

120 sider, 149 kr.

UDKOMMER I DAG

»Opbruddets, det poetiske eventyrs og den sanselige ekstases forfatter, udforsker af en menneskelighed hinsides og under den herskende civilisation.«

Sådan lød begrundelsen, da Le Clézio i 2008 blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Men hvordan blev Le Clézio denne forfatter? Hvorfor bliver man i det hele taget kunstner? Meget forenklet sagt, fordi man har et grundlæggende inkongruent forhold til tilværelsen. I mange tilfælde - måske i alle? - handler det dybest set om mangel på kærlighed og anerkendelse.

Tilfældet Le Clézio

I tilfældet Le Clézio synes den manglende kærlighed fra en fraværende far at rumme nøglen til forståelsen af hans drivkraft som forfatter.

Fraværende i bogstaveligste forstand. Først som otteårig ser Le Clézio sin far. Under hele Anden Verdenskrig har faderen arbejdet som tropelæge i Vestafrika, mens moderen har været alene med sine to drenge i Nice. Da familien omsider genforenes i 1948 i Afrika, er alt ikke bare fryd og gammen. Jo, Le Clézio forbinder erindringen om den afrikanske natur med en berusende følelse af frihed.

Denne natur, som har leveret stof til mange af Le Clézios værker, fylder det meste i bogens første kapitler. Men det er faderen, der for alvor gør sin entré i slutkapitlet, der står stærkest. Det er også ham, bogens titel hentyder til.

Ingen hulkende Hultberg

En lille smagsprøve på samlivet mellem fader og sønner:

»Børn måtte aldrig tale ved bordet uden at have fået lov, de måtte hverken løbe eller lege eller dovne i sengen. De måtte ikke spise uden for måltiderne og aldrig slik. De skulle spise uden at lægge hænderne på bordet, måtte ikke levne noget på deres tallerken og skulle passe på aldrig at tygge med åben mund.«

De to brødre får - naturligvis - også klø. Massevis af klø.

Men Le Clézio er ingen hulkende Peer Hultberg. Her er ingen hadefulde regnskaber, der omsider skal gøres op. Le Clézio er helt bevidst om, at han selv er et produkt af sin far. Faktisk skal ”Afrikaneren” læses som en slags kærlighedserklæring til den mand, der måtte se sig afskåret fra sin familie gennem flere år, men som alligevel formåede at bevare sin selvrespekt gennem hårdt arbejde og en livslang loyalitet over for sit elskede Afrika. Selv da familien flyttede tilbage til Europa, forblev faderen i bund og grund afrikaner.