Jørgen Leth: GULDET PÅ HAVETS BUND

Jørgen Leth:

GULDET PÅ HAVETS BUND

(Det uperfekte menneske 2)

424 sider, 299 kr. (vejl.)

Gyldendal

UDKOMMER I DAG


I midten af 1990'erne afleverede Jørgen Leth et åbenbart temmelig ustruktureret manuskript til, hvad der endte som Tour de France-bogen ”Den gule trøje i de høje bjerge”. Den flinke forlagsredaktør erklærede så, at nu skulle de jo også til at redigere det.

»Jeg blev meget aggressiv og tænkte, at nu skal de fandme passe på. Bogen er skrevet lige nøjagtigt, som den skal være.«

Leth refererer selv episoden i efterfølgeren til erindringsbestselleren ”Det uperfekte menneske” fra 2005. Om forløbet med ”Guldet på havets bund” har været lige sådan, fremgår dog ikke.

For omstændeligt
Men det er i hvert fald i høj grad netop fraværet af en fast redaktørhånd, der afholder den fra at nå forgængerens niveau af erindringskunst. Og ikke kun fordi Leth oven i købet staver den arme redaktør fra dengang forkert og et andet sted ligefrem giver sin egen cd ”Han er nu malet blå” en gal titel.

Der er helt enkelt dels for meget genbrug af små eller større tekster fra andre sammenhænge, dels, og navnlig i begyndelsen, for mange og for omstændelige beretninger fra hjemøen Haiti.

De kan nok kan være interessante som oplevelsesjournalistik. Men det er stadig langt fra det niveau kunstneren og livskunstneren Leth har, når han virkelig sætter sig selv på og i spil.

Oven i købet springer bogen frem og tilbage i tid over mere end 30 år. Så man skal være mere end almindeligt godt hjemme i såvel Leths kunstneriske virke som Haitis nyere historie for at bevare overblikket og vide, hvor man er henne i det enkelte afsnit.

Æsteten bider fra sig
Selv om man således godt kan få fornemmelsen af en overordnet set lidt for pligtpræget efterfølger, der næsten kunne have genbrugt C.V. Jørgensen-pladetitlen ”Fraklip fra det fjerne”, så er der også stadig guld at hente. Ikke som i titlen på havets bund - den refererer til mytiske sunkne guldskatte ud for Haiti - men navnlig i bogens sidste to tredjedele.

Der er inspirerende skildringer af det frie liv i 1960'erne og dele af 1970'erne, og endda bider skønhedsdyrkeren og sansemennesket Leth et par gange ikke så lidt fra sig i forhold til den litterære vadmelsmodernisme, han i sine unge år gjorde op med. Det klæder ham.

Balladen
Balladen i kølvandet på ”Det uperfekte menneske” med dens kontroversielle skildringer af hans smag for unge sorte kvinder og erkendelse af, at sex også kan være en handelsvare, beskriver han derimod relativt nøgternt. Hovedvægten ligger på hans overraskelse ikke mindst over Politikens bornerthed og frygten for, at forfølgelsen herhjemme kunne få konsekvenser for ham på Haiti.

Der er dog også et spidst lille dobbelt karaktermord, hvor Ekstra Bladets sensationsjag og Kvinfo-lederen Elisabeth Møller Jensens femi-puritanisme afskrives som to sider af samme forglemmelige sag. Men derudover retter Leth i denne forbindelse navnlig skytset mod Udenrigsministeriet.

Her nåede man nemlig at få lagt et løgnagtigt Ritzau-telegram om sagen ud på sin internationale hjemmeside, og først efter hårdt pres fjernede man det igen. Til gengæld holdt ministeriet, noterer Leth med det tætteste, dette generøse menneske formentlig kommer skadefryd, derefter op med at bruge Ritzau.

Portrætter med tænder
Men igen: Han er ikke bedst, når han med sin særegne sensibilitet skriver, om hvordan andre reagerer på ham, men når han skriver om, hvordan han selv reagerer sammen med andre - det være sig mennesker, steder eller ting. Lige fra den korte, men dybtgående skitse af hans forældre (svag far, terroristisk mor), en kostelig skildring af skønånden Søren Ulrik Thomsen ude på det vilde Haiti eller et kærligt, men bestemt ikke brodløst portræt af den gamle Tour de France-makker Jørn Mader og deres indbyrdes rivalisering.

Bedst af alt er dog skildringen af samarbejdet, eller hvad man nu skal kalde det, med Lars von Trier om filmen ”De fem benspænd”. På den ene side ved den renfærdige æstet Leth ikke altid helt, hvor hans tvetydige yngre kollega vil hen.

På den anden side kan han godt mærke, hvor meget det flytter ham. Og på den tredje side er der, som man ved, hvis man har set filmen, heller ikke meget tvivl om, hvem der får det sidste ord.

Alder ingen hindring
Det er der heller ikke her. Ved bogens slutning føler den netop 70-årige sig nok lidt slidt og skrøbelig, han gør sig ikke yngre, end han er, men han er altså samtidig nyforelsket - endnu engang.

Derfor ramte Ekstra Bladets forsidehistorie om ham i sidste uge også helt ved siden af. Den var baseret på, at Leth ifølge bogen er begyndt at bruge Viagra.

Pointen er jo bare præcis ikke, at han er kommet i en alder, hvor præstationsfremmende medicin kan være nødvendig. Men derimod, at livsnyderen og libertineren i al sin uperfektion fortsat kommer i situationer, hvor der er brug for den.

jakob.levinsen@jp.dk