Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op

Ingrid Betancourt:

SELV STILHED HØRER OP

Mine seks år som gidsel

”Même le silence a une fin” (2010)

Oversat fra fransk af Lærke Pade

624 sider, 299 kr.

Gads Forlag

UDKOMMER I DAG

Jeg ville have forsvoret det. At 624 sider ville holde mig i en skruestik, så jeg nødtvungent måtte slukke sengelampen klokken halv fire om morgen for så at kaste mig over de sidste 150 sider efter fem timers søvn.

Men Ingrid Betancourts fremstilling af sit fangenskab under forfærdelige lidelser er en så bevægende kraftpræstation, at hendes erindringer i min kikkert ryger helt til tops på stjernehimlen.

Ingrid Betancourt (født i 1961) var colombiansk politiker og præsidentkandidat for miljøpartiet Oxígeno Verde under valget i 2002. Partiet blev dannet i 1998 og forenede en gruppe af ildsjæle, som ville bekæmpe den politiske og militære korruption i Columbia.

Imidlertid blev hun den 23. februar 2002 bortført af den venstreekstremistiske terrororganisation FARC under en kampagnetur og holdt som gidsel i junglen. Først den 2. juli 2008 lykkedes det colombianske sikkerhedsstyrker at befri hende sammen med 14 andre gidsler.

Et liv i lænker

Hvorfor er denne bog eminent? Af flere grunde.

For det første kan jeg slet ikke lade være med at identificere mig med hende. Hvordan ville jeg selv klare at gå fra en super-privilegeret tilværelse som højtuddannet på livets solside til et liv i lænker med daglige fornedrelser, sult, sygdomme, evindelige strabadserende marcher, vold og mishandling?

For det andet fordi Betancourt er tæt på at være indbegrebet af den vestlige civilisations dannelsesideal:

»Jeg havde mistet hele min frihed og dermed alt, hvad der betød noget for mig - mine børn, min mor, mit liv og mine drømme. Lænket til et træ, ude af stand til at bevæge mig, tale, spise og drikke, opfylde de mest fundamentale, fysiske behov og underlagt konstant ydmygelse, havde jeg stadig den vigtigste frihed af dem alle, som ingen kunne tage fra mig: Friheden til at vælge, hvilken slags menneske jeg gerne ville være (?) Jeg var en overlevende.«

Ja, det tør siges. Hun kaster sig ud i ikke mindre end fire flugtforsøg i den uforudsigeligt farlige regnskov og udviser et mod, der er ganske enestående på baggrund af den tiltagende fysiske og psykiske svækkelse. Også hendes evne til at skabe indhold og relationer i en totalt meningsløs tilværelse er bemærkelsesværdig og minder mig om Leonoras Christinas livsstrategier i Blåtårn.

Thrillerens virkemidler

For det tredje rager denne bog op på grund af sine litterære kvaliteter. Begivenhedsforløbet er ikke skildret kronologisk, men opbygget dramatisk. 1. kapitel begynder således in medias res med Betancourts fjerde flugtforsøg, hvorpå følger en række flashbacks, der skildrer hendes familiebaggrund og optakten til bortførelsen.

Hun betjener sig af thrillerens virkemidler - vil flugten lykkes denne gang? (gys) - og hun skriver en klar prosa med mange korte hovedsætninger garneret med billedsprog, ikke mindst sammenligninger: »En enkelt pære hang og dinglede i loftet som en hængt mand (?) for sorgen sænkede sig over os som en solformørkelse (?) Vi var ved at blive lige så sleske som hofsnoge.«

Har jeg ingen forbehold? Jo. Jeg har svært ved at tro på, at så mange dage, hændelser og mennesker kan erindres så knivskarpt og detaljeret. Noget må være (om)digtet til i bakspejlet. Eller måske er Betancourt ved siden af alle sine mange andre fremragende talenter også udstyret med klæbehjerne?