Dossier K

Imre Kertész:

(K. dosszié).

Oversat fra ungarsk

af Peter Eszerhás

224 sider, 248 kr.

Batzer og co.

Er udkommet


Der er jo det besynderlige ved kunsten, f.eks. den der handler om Holocaust, at den ikke kan lykkes som kunst uden samtidig på en eller anden måde at gøre det, den skriver om, skønt. Kunsten sætter monumenter over det forfærdeligste, men det bliver dermed samtidig netop monumentalt, til at gå rundt om og beundre. Tænk blot på Paul Celans forfærdelige, men skønne ”Dødsfuga”.

Denne problemstilling har den ungarske nobelpristager Imre Kertész altid levet og arbejdet i.

Som Auschwitz-overlever, og som undersåt i det påfølgende kommunistiske diktatur blev han forfatter. Idet han mejslede grusomheden, fordummelsen og ufriheden i litteratur, fik det form og kom på afstand af ham selv, ligesom han hjalp andre til at forstå - men prisen for, så at sige, at kunne rime på Holocaust er tilsvarende høj.

En moralsk stinkbombe

Den store tyske filosof med meget mere Theodor W Adorno hævdede da også: »At skrive et digt efter Auschwitz er barbari.« Et velkendt diktum, som Kertész i sit dialogiske selvbiografi "Dossier K" blankt afviser som en »moralsk stinkbombe, der ganske unødvendigt forpester den i forvejen dårlige luft.« Han siger tværtimod: »Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så betragter kunsten altid livet som en fest.«

Versioner af Kertész

”Dossier K” er ingen almindelig selvbiografi, men en dialog mellem to stemmer der begge må opfattes som versioner af Imre Kertész: En interviewer, velforberedt og velbevandret i forfatterskabet, prøver at fastholde forfatteren på forholdet mellem liv og værk og på en klar skelnen mellem fiktion og digtning, mens denne bestandigt producerer finurlige paradokser og undviger entydige forklaringer.

Sammen vandrer de to gennem forfatterskabet og den forgangne tid, mens de hvirvler store og hårde spørgsmål op. Intervieweren vil bestandigt have uddybet sammenhængen mellem det, den anden skrev, og det han levede. Derfor kommer læseren godt rundt både i forfatterens biografi, hans forfatterskab og i ungarsk og europæisk efterkrigshistorie.

Nogen læse-let-forfatter er Kertész ikke, hverken hvad angår form eller indhold. Ikke fordi han er akademisk eller teoretisk, tværtimod. Han er blot mere belæst og mere erfaren, end de fleste bryder sig om at være.

Der går en måske nok livsbekræftende, men også frygtindgydende munterhed igennem hele bogen, som både udspringer af og helt grundliggende problematiserer en europæisk dannelse med tilhørende verdensanskuelser. Det er stort.