æselig og dog problematisk Ib Michael-bog

Ib Michael:

Sorte huller

308 sider, 299 kr.

Gyldendal

Udkommer i dag

På flappen til den nye Ib Michael lovsynges den forrige af anmelderne: »Elegant«, »overflødighedshorn« og »lækker stemmeføring« (nemlig). Jeg kan af gode grunde ikke finde mig selv i jubelkoret, jeg kunne nemlig ikke døje ”Blå Bror”. Om nedenstående anmeldelse kommer i koret næste gang, får vi se. Gyldendal sætter vel næppe en anprisning på med ordlyden: »Ikke nær så slem som "Blå Bror".«

Vi er i Michaels fermt fortalte erindringsføljeton nået til midttresserne, sådan der, hvor den glade pop slår over i det seriøse og det syrede. Vor helt bor med sin Regina i et anneks til en enorm Hellerup-villa. Regina er designerspire med stigende succes udi trompetbukser og deslige, mens han selv skriver på en kosmisk kvanteteoretisk afhandling, vel hjulpet af villaens enorme og mystiske bibliotek, hvor den afdøde bogsamler tydeligvis går igen.

En kanyle i armen

Hos det lækre, unge par kommer en blandet skare af kunstnere, modeller, musikere m.m. Energierne er astrologiske, kreative, liderlige, jaloux, eksplosivt søgende. Alle de kække unge mennesker gør gode tide federe, et projekt, der hjælpes på vej af et ekspanderende sortiment af rusmidler, først bare hash, siden det første designerdrug, lsd, indtil vi står med den nye tids første døde: Supertalentet Mark fundet på et lokum med kanylen i armen. ”The Needle and the Damage Done”, som Neil Young sang over en lignende skæbne.

Marks død er en konkret tragedie, men fungerer også symbolsk som et definitivt varsel om afslutningen på the summer of love. Vi er, for nu igen at citere Neil Young, ”After the Gold Rush”. De fede dage er forbi, halvfjerdserne truer med marxisme, tidlig død, religiøs sekterisme, armytøj og ensretning. Det sjove er, at vor helt og hans venner er så up front, at vi kun skriver 1967: »Da sommeren 67 bragede igennem, og festen skulle til at begynde for alle andre, var den allerede forbi for os.«

Selvfedme

Det fine ved Ib Michaels bind 2 er ud over nogle fine enkeltscener - f.eks. festlige beskrivelser af seancerne, når profeten Dylan udgiver nye album - den underliggende strøm af mørke og død, der ligger i hele den lyse optur gennem tresserballaden med dens kosmiske tjalde-udtræk. Vi ved jo rent historisk godt, hvordan det gik, ligesom vi betvivler dem, der påstår, at nirvana - altså tilstanden - indføres næste torsdag, men det skal jo også kunne mærkes litterært i romanens univers. Og det kan mærkes, en del af tiden i hvert fald.

Jamen, hvorfor er det så, denne anmeldelse ikke egner sig til flappen næste gang? Se, det har med Ib Michaels monumentale selvfedme at gøre (altså ham, der skriver; mennesket kender jeg intet til). Lad gå med den prætentiøse Vi Var Der Før Alle Andre, lad gå med det noget selvforelskede selvportræt. Begge dele fungerer fint inde i teksten, og så er det jo lige meget, om Ib & Avantgarden rent faktisk var der før alle andre, lige meget, om han faktisk var og er så lækker.

Nej, det er sådan noget her: »Skyggepartiklerne danser i parallelle symmetrier. I denne nat er der åbent ind til dimensionernes mangfoldighed, jeg står på en svingende streng i universet og kan se det hele på én gang.« Jeg kan sagtens købe, at det er et trip, og at sådan var det dengang (i teksten i hvert fald). Det, der ikke dur, er, at forfatteren tilsyneladende tror, at det her er det fedeste, det, han er bedst til, måske endda den eneste grund til, at læseren vil elske ham.

En blævrende vandmand

Sådan er det efter min mening ikke, forfatteren synes både at overvurdere og undervurdere sig selv. Der er syv gange så meget energi i en pinlig og akavet scene hos en ung supermodel, som der er i disse kosmiske udladninger om Blå Bror og i hele sympatien for østens røvkedelige mystik og alskens MayaBuddha-ævl.

Vor helt er hjemme hos Lil'Karin, hin ultralækre. Den erotiske energi har været spændt og hård længe, men hjemme bag facaden mellem dårligt samlede Ikea-møbler viser gudinden sig som en banal og usikker poptøs med en syntetisk vandseng og en klam hankat. Deres møde bliver til en parodi på et samleje, udført på en vandseng, hvis overflade »ligner en blævrende vandmand«.

Det er, som om der ligger en mørkere og mere spændende roman om de sorte huller og lurer hele tiden. Det er den, der taler til sidst, og på løbende bånd indimellem, men Blå Bror-tingen får alt for meget snor både i stilen og på handlingsplanet, hvor f.eks. hovedpersonens skumkedelige afhandling om alting, nogle gamle indianere, Niels Bohr og linje 14 fylder rigtig pænt op.

Forelsket i Blå Brors bror

Man kunne gætte på, at der bag forfatterens forelskelse i Blå Bror og hans bror ligger et ikke ordentligt gennemført opgør med det fra dengang, der ikke holdt, men som alligevel bliver krampagtigt fastholdt. Romanen synes på den ene side at pege på, at tressernes ruskultur med tilhørende import af religiøst stykgods og okkult isenkram kom før og måske i virkeligheden var lige så slem som den senere marxistiske politisering, vi rutinemæssigt fordømmer. På den anden side har samme kultur og samme import sat sig så meget i stilen og måske selvopfattelsen, at den egentlige roman om de knugende sorte huller i hele ufo-religionen forbliver en lidt uforløst bror til ham, vi faktisk har fået.

Men når det er sagt, så er ”Sorte huller” alt i alt en læseværdig roman, mens de to foregående fra Michaels værksted efter min opfattelse var ulidelige. Vi må krydse fingre for, at Blå Bror aborteres helt i næste bind iscenesatte erindringer, mens de sorte huller formerer sig. Mindre festligt og lækkert fortalt måske, men relevant, for nu at citere de 1970'ere, Ib Michael må være på vej ind i. Og føj for et lorteårti, heldigvis, et glimrende sted at holde dommedag. Tro på det! som deltagerne i "Fangerne på fortet" hele tiden råbte til hinanden.