Helmut Kohl: ERINNERUNGEN 1990-94

Helmut Kohl:

ERINNERUNGEN 1990-94

784 sider, 29,90 euro

Droemer Verlag, München

Er udkommet


Man kan kun ønske Helmut Kohl mange gode år endnu. Han har fortjent dem. Om nogen har han præget den tyske efterkrigstid, altovervejende i lykkelig retning.

Det er 10 år siden, at han afsluttede sine 16 år som forbundskansler (1982-1998). Som i dag 77-årig rapporteres han heldigvis stadigvæk i nogenlunde god fysisk og psykisk forfatning.

Når man alligevel må indlede med et ønske for ham om godt helbred, skyldes det simpelt hen, at først når han er død og borte, vil hans historiske fortjenester for alvor blive vurderet i det rette lys. Det lyder måske kynisk, men er skrevet i bedste mening.

Som Reagan

Det vil gå Kohl, nøjagtigt som det gik Ronald Reagan. I levende live - og i sin embedstid - forkætret, latterliggjort og set ned på, ikke mindst af et medielandskab, som helt glemte forpligtelsen til kigge i alle retninger på én gang. Men knap afgået ved døden udråbt til den måske største præsident efter 1945 af de selv samme kritikere, der nåede at kalde ham både en »kræftbyld« og »skydegal cowboy«, mens han sad i Det Hvide Hus.

På samme måde med Kohl. Ingen tysk forbundskansler har vel været forsøgt nedgjort så systematisk og ondskabsfuldt som denne kæmpe fra den dybe rhinlandske provins. Og ingen forbundskansler har alligevel - når bagklogskaben åbner for en fri og uhildet betragtning - ydet så meget for Tyskland og for tyskerne.

Afgørende periode

Det minder tredje bind af hans erindringer om. Denne gang er perioden den helt afgørende for den tyske genforening og de første vanskelige, men også euforiske år med at integrere de to tyske stater til én.

Det er tiden fra det sidste - men første frie - valg i DDR, der lukkede og slukkede den kommunistiske arbejder- og bondestat, frem til valgsejren i 1994, da Kohl og hans CDU/CSU som sædvanlig var dømt færdig og ude af en stort set enig presse, men mod alle odds igen vandt en suveræn sejr.

Arven fra DDR

Kohl tæller gerne de lyse timer, men lader også de mørkere skinne igennem. Han medgiver gerne, at løftet om ”blomstrende landskaber”, som han varslede for Østtyskland lige efter genforeningen, var vanskeligt at indfri. Men forklaringen har han klar:

En af DDR-regimets store triumfer havde været at bilde alverden ind, at dette kunstprodukt af en statsdannelse hørte til i toppen af den industrialiserede verden. Da først Muren var faldet, folkene blevet frie og regnskabsbøgerne tilgængelige, viste den sande trøstesløshed sig. Vilkårene var vanskelige.

Hvornår har man sidst lige stået og skullet smelte to stater sammen til én - helst lynhurtigt, og helst så alle 16 millioner østtyskere fik alle de mange - urealistiske - drømme om et bedre liv i den sociale markedsøkonomi opfyldt, uden at nogen i øvrigt skulle have tegnebogen frem?

Genforeningsprocessen, som den er forløbet siden 1990, har været en enestående, verdenshistorisk bedrift.

Når man ser tilbage på de 17 år siden dengang, må man sige, at Kohl lagde sporet for en udvikling, som ingen kommer uden om at kalde dybt beundringsværdig og en kraftpræstation, selv for et land med nu 82 mio. indbyggere.

Vi taler her om den fysiske genopbygning, men også om den nok så vanskelige mentale genforening mellem to slags tyskere. Set over et længere stræk kan Kohl i dag glæde sig over, at meget er gået bedre, end selv han kunne få sig til at forudsige.

Hans største stund?

Og så kan man endda diskutere, om genforeningen rent faktisk er Kohls største bedrift. Mange vil mene, at det var hans standhaftighed under den voldsomme debat i Vesttyskland i 1980'erne om NATO's dobbeltbeslutning og den efterfølgende stationering af raketter som svar på Sovjetunionens opstilling af nye SS20-missiler, som var hans største stund.

Han stod fast, hvor mange andre bøjede af. Vi kender debatten herhjemme fra fodnote-tiden. Tyskland skulle selv lægge jord til hovedparten af de 572 nye raketter. Debattens ekstra heftighed var derefter.

Den lige linje fra opstillingen af raketterne til Berlin-murens fald få år senere er det dermed også kun logisk og rimeligt, at det blev Helmut Kohl, som kunne trække. Han fortæller selv om, hvor meget i tvivl han var, da han fløj hen over Bonn i en helikopter og kunne kigge ned på 350.000 demonstranter. Havde de alle sammen uret og han ret?

Ja, sådan må historiens dom falde ud. Presset fra dobbeltbeslutningen og den efterfølgende stationering førte direkte frem til Gorbatjov og Murens fald. Kohl høstede, som han havde sået. Han stod fast og vandt. Det er bl.a. dét, der vil stå i historiebøgerne, mens det for mange er for svært at indrømme, mens hovedpersonen stadig er i live.

Kohls stil er på grænsen til det knastørre. Hans erindringer er først og sidst et katalog over begivenheder i hans lange regeringstid. Undertiden letter han dog på låget og giver et indblik i tingene, som de foregik i kulissen. Han lægger selv vægt på, at han har søgt at undgå det anekdotiske og banale. Desto gladere er man dog som læser, når han går på kompromis med sig selv.

Willy Brandt

Et bevægende kapitel er skildringen af hans forhold til den dødssyge Willy Brandt. Den tidligere SPD-kansler gik på distance til sit eget parti i slutningen af 1980'erne, da det viste sig, at den daværende SPD-ledelse omkring Oskar Lafontaine og Gerhard Schröder havde et meget tvetydigt forhold til den vesttyske grundlovs klart udtalte mål om en genforening.

SPD-ledelsen havde lært at leve med Kreml og Østberlin. Båden skulle endelig ikke rokkes for meget. Lafontaine sagde ligeud, at han hellere ville på ferie i Paris end Leipzig. Genforeningen var reelt afskrevet af en ny generation af SPD-ledere, der blev kaldt Brandts »børnebørn«, men som stod den gamle fjernt i netop dette altafgørende spørgsmål.

Dém er Kohl endog meget hård ved. Desto mildere er han over for Brandt, som også satte genforeningen på den flotteste af alle formler: »Nu vokser dét sammen, som hører sammen.«

Som talt ud af Kohls hjerte. I Brandts sidste leveår forsonede de sig med hinanden. Kohl opsøgte den gamle kæmpe på dødslejet i hans hjem ved Rhinen; bedre sent end aldrig.

En stor bedrift

Nu venter vi så bare på sidste bind af Kohls erindringer. De vil omhandle de sidste fire år af hans regeringstid.

Forfatterskabet er i sig selv en bedrift. Godt 4.000 sider - skrevet af hovedpersonen selv med arkivhjælp fra et par assistenter - bliver det til, når han er færdig. Et tidsdokument, der fastholder de verdenshistoriske omvæltninger, som han var en del af og drivende kraft i. Hans erindringer giver et fascinerende indblik i, hvordan det gik til i genforeningens maskinrum.

joern.mikkelsen@jp.dk