Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri

Roman

Hans Otto Jørgensen:

Sæt Asta fri

312 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

»Hvis jeg ikke arbejder, føler jeg mig som et dårligt menneske, uværdig til livet.«

Hvis den mentale konstatering passer på forfatteren Hans Otto Jørgensen, må hans selvfølelse og samvittighed være i orden, for det er blevet til små 30 bøger siden debuten i 1989. Og hvis der er selvbiografisk tyngde i ”Sæt Asta fri” - og der er kun ét svar på det spørgsmål - så er Jørgensens overvældende flid, »besat af arbejdet«, en følge af opvæksten på en gård, hvor der skulle knokles med næverne, hvis maden skulle på bordet.

Øjensynlig har Jørgensen slidt så meget, at hans ryg er smadret. Det manuelle arbejde er fortid. Nu skriver og skriver Hans Otto Jørgensen i stedet for, og han har sågar også i et par år været leder af forfatterskolen.

Autodidakt forfatter

Denne arbejdets tour de force kalder på respekt. Autodidakten har folkelige rødder og den lange fortælling om udviklingen på landet, som flere bøger har kredset om, bringer ham i selskab med Knud Sørensen og Jens Smærup Sørensen og ikke så mange andre.

Det betyder nu ikke, at Jørgensen har en folkelig pen. Han ynder at skrive knoldet, i bevidsthedsspring, og han bringer gerne flere slags tekster sammen. I den nye roman - der er tredje bind med erindringsstof - er der lange citater fra den første bog (om denne Asta, der nævnes i titlen), som forfatteren baksede med i sin tid, og vi får f.eks. en omfattende liste med kommentarer til favoritlokaliteter i Danmark. Hvad vi så skal bruge den til? Bogens kronologi er også en by i Rusland. Stilen skal være ujævn, ligesom den tidslige dimension er hullet, og den tilfældige orden giver mulighed for erindringsglimt.

Rejse i ungdommen

”Sæt Asta fri” drejer sig primært om den skrivendes ungdom i 1970'erne og de følgende årtier. Han flytter i landkollektiver, og den ideologiske og materielle primitivisme ligger smukt i forlængelse af den nøjsomme barndom på den fædrene gård. Der er ophold i kibbutzlejre, hvor den agrare viden igen kommer til sin ret. Der stiftes familie, og kvinder kommer og går. Vi hører om faderens forfald, om kærligheden til moderen, der forbliver en fremmed på egnen, og vi hører om de politiske overvejelser, der bringer den skrivende langt væk fra ophavet. Et selv- og generationsopgør følger med murens fald, og en rejse i eks-østeuropa, der er bogens bedste passager, skildrer ondskabens imperium, som vil gøre indtryk på alle, også Ole Sohn.

Jeg vil tilsvarende håbe, at den afsluttende skildring af en flygtning i Center Sandholm vil anfægte læseren.