Anmeldelse: George W. Bush: Kritiske beslutninger

George W. Bush:

Kritiske beslutninger

592 sider, 349 kr.

Forlaget Sohn

UDKOMMER I DAG

Hvorfor skriver præsidenter politiske erindringer? George W. Bush er motiveret af to forhold: Han vil beskrive, hvordan det var at sidde i Det Hvide Hus i otte år og samtidig give et indblik i, hvordan de afgørende beslutninger i hans tid som præsident blev truffet.

Bush har selvfølgelig et motiv mere. Han ønsker at gøde jorden for et positivt eftermæle. Historikere er dybt uenige om USA's 43. præsident, omend de kritiske røster er i overvægt.

Bushs håb er, at historiens dom vil blive mildere om 50 år, sådan som det skete for Harry Truman, der i 1953 forlod Det Hvide Hus med katastrofale meningsmålinger, en upopulær krig i Korea og et skudsmål som den ringeste præsident i historien, men som i dag hyldes som en fremsynet leder, der i årene efter Anden Verdenskrig lagde fundamentet til en ny verdensorden. Trumans succes i historiebøgerne skyldes, at det gik USA, som det gik i de følgende årtier med en stadig mere dominerende position som økonomisk, politisk og kulturel supermagt.

På samme måde vil Bushs eftermæle afhænge af, hvordan det kommer til at gå USA i de kommende år. Vil hans år i Det Hvide Hus blive opfattet som en overbelastning af USA's militære, økonomiske og politiske ressourcer, der satte ekstra fart på det globale magtskifte, eller lykkedes det Bush at tilføje Al Qaida og konsorter et nederlag i Irak og lægge fundamentet til en ny epoke, hvor vestlige værdier går deres sejrsgang i den islamiske verden, som det skete bag Jerntæppet efter Den Kolde Krig?

9/11 og Patriot Act

”Kritiske beslutninger” er ikke en kronologisk fremstilling. Bush fokuserer i stedet på udvalgte beslutninger og processen, der førte til dem: Debatten om stamcelleforskning, 9/11, vedtagelsen af lovgivning for at imødegå terrortruslen, de militære indgreb i Afghanistan og Irak, indenrigspolitiske reformforsøg vedrørende indvandring, undervisning af børn fra ressourcefattige hjem, pension og sundhedsforsikring, hjælpeprogrammer til Afrika, som var mere omfattende end hos forgængerne, optrapningen af den militære tilstedeværelse i Irak i efteråret 2007, finanskrisen og frihedsdagsordenen.

Bush mener, at nøglen til forståelse af hans tid som præsident er 9/11. Det er hans reaktion på den udfordring med lovgivning, invasionerne og troppeforøgelserne i Afghanistan og Irak og frihedsdagsordenen samt finanskrisen, der vil blive debatteret til evig tid. Gik han for langt, gik han ikke langt nok, reagerede han for hurtigt eller for langsomt?

Patriot Act blev vedtaget seks uger efter 9/11 og gav myndighederne ret til udvidet telefonaflytning og overvågning af borgerne, så man fik adgang til bl.a. kontoudtog, biblioteksudlån og lejekontrakter. Bush gav også tilladelse til forhørsteknikker, der er blevet stemplet som tortur, f.eks. simuleret drukning.

Interessant nok er Bush bevidst om tidligere præsidenters tilbøjelighed til at overreagere i en krigssituation og gå for langt i bestræbelserne på at styrke sikkerhed på bekostning af borgernes frihed. Det gjaldt John Adams i slutningen af det 18. århundrede, Lincoln under borgerkrigen og Roosevelt, der under Anden Verdenskrig internerede amerikanere med japanske rødder.

Erkendelse af flere fejl

Når fremtidens historikere fordyber sig i de FN-resolutioner, der legitimerede angrebet på Saddam Hussein, vil de undre sig over, at så mange mente, at det var verdenssamfundets ansvar at bevise, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og ikke omvendt. I lyset af, hvor hastigt beslutningen om at gribe militært ind i Libyen blev truffet, kan det undre, at mange i dag beskylder Bush for at have haft alt for travlt med at gå i krig i Irak.

Da Bush i marts 2003 indledte invasionen, var der gået over 10 år siden FN efter Den Første Golfkrig havde krævet Saddams afrustning, mere end fire år siden han havde sparket FN's våbeninspektører ud, et halvt år siden Bush i FN havde fremsat et ultimatum til Saddam, og tre måneder siden Saddam overskred sin deadline for en komplet redegørelse for Iraks masseødelæggelsesvåben.

Bush er ikke bleg for at erkende sine fejl i Irak, i håndteringen af orkanen Katrina og på flere andre områder.

Set fra denne anmelders skrivebord vil den afgørende beslutning, som ændrede historiens gang, være troppeforøgelsen i Irak i 2007. New York Times fastslog dengang, at krigen var tabt, og at USA burde trække sig ud, selv om konsekvensen kunne være folkedrab, flere af Bushs rådgivere advarede ham mod beslutningen, og Kongressen forsøgte at blokere den. Hvis Bush ikke var gået mod strømmen, kunne radikale islamister have vundet en historisk sejr over supermagten i hjertet af den arabiske verden. Konsekvenserne havde været uoverskuelige.

Et enkelt suk: Bogen er elendigt oversat og kunne have fortjent en ekstra tur gennem en kyndig redaktørs hænder.