Frank Westerman: Ararat

Rejseoplevelser

Frank Westerman

ARARAT

Oversat fra hollandsk af Aino Roscher

248 sider, 299 kr.

TURBINE

Er udkommet

Ararat har en særlig plads i den jødisk-kristne kultur. Det var her - på det godt 5.000 meter høje bjerg i krydsfeltet mellem det nuværende Iran, Armenien og Tyrkiet - at Noahs Ark strandede, da syndflodens vande begyndte at synke. Beretningen står som bekendt at læse i Første Mosebog.

Bjerget har i århundreder haft mytologisk status, og til langt ind i det 19. århundrede blev det betragtet som umuligt at betvinge for mennesket.

I dag ligger Ararat i det, man på udenrigspolitisk kalder for »et følsomt område«. Bjerget ligger på tyrkisk territorium, men er synligt fra de kristne armenieres hovedstad Jerevan.

At det store bjerg stadig ikke er for tøsedrenge, forstår man efter endt læsning af den hollandske journalist Frank Westermans ”Ararat”, en personlig klatretur op ad Smertens Bjerg. Alene visumproblemerne må forventes at tage pusten fra selv den mest hærdede bjergbestiger!

Men ”Ararat” er ikke en bog om bjergbestigning. Det er en refleksion over tro og tvivl, religion og videnskab med bjerget som anledning og fikspunkt. Den ydre rejse illustrerer den indre rejse, og faktisk er selve opstigningen begrænset til bogens allersidste del. Resten går med forberedende øvelser og tanker.

Forfatterens egen tvivl

Den ikketroende Westerman er uddannet journalist, har en dybtfølt interesse for geologi og har studeret landbrug. Han er tilmed opvokset i et kristen-reformert hjem. Hollænderen har dermed alle forudsætninger for at servere en tankevækkende fortælling om alt fra stenede bjergtableauer til religionens rolle i det moderne samfund. Dette lykkes desværre kun delvist.

Bogen begynder i et adstadigt tempo. Her hører vi lige lovligt meget om spildevandstanke, dieselgeneratorer og natriumdamplamper, og under samtalerne med professoren og ateisten Salle Kroonenberg bliver vi til tider taget i skole.

”Ararat” er stærkest, når forfatteren hamrer humoristisk løs på andres barnetro - f.eks. påviser han, hvordan netop Bibelens syndflodsmyte har bremset den geologiske forskning - men samtidig begynder at tvivle på sin egen gudefri tilværelse.

»Jeg spekulerede over, om jeg mon nogen sinde, ansigt til ansigt med katastrofen, ville komme til at hidkalde en højere magt. Ved første øjekast forekom det mig usandsynligt, men hvis jeg lige tænkte over det, måtte jeg indrømme, at jeg ikke var sikker. Jeg anede det ikke. Men jeg ville egentlig gerne vide det.«

Rejsen er det vigtigste

På sin vej mod toppen møder han flere af de arkjægere, der år efter år begiver sig ud på den ikke ufarlige ekspedition på udkig efter et par træsplinter fra gamle Noahs redningsbåd. Arkjægernes pseudovidenskabelige tilgang er ikke lige rationalisten Westermans kop te.

Alligevel ender forfatteren, idet han nærmer sig den sneklædte top, naturligvis med at indse, at rejsen og refleksionen er det vigtigste. At det ikke gælder om at nå sit mål, men om vejen dertil. På den måde befinder han og myte-jægerne sig alligevel i samme ark. Og er vi i grunden ikke alle sønner af Sisyfos? Smukt, men tykt.

Undervejs i bogen kan forfatteren ikke dy sig for at strø om sig med datteren Veras små guldkorn. »At tænke er, når man taler stille,« siger den opvakte treårige pige. Nuvel. Filosofi slår over i lommefilosofi og Facebook-poesi. ”Ararat” er en eftertænksom, men også ujævn klatretur.