Florian Havemann: Havemann

Florian Havemann:

HAVEMANN

1091 sider,

28 euro hos www.amazon.de

Forlaget Suhrkamp

Er udkommet

Faderen Robert Havemann (1910-1982) var gennem sit liv kommunist, giftgasforsker, antisemit, dødsdømt og systemkritiker. Sønnen og forfatteren Florian Havemann (født i 1952) protesterede som 16-årig mod Sovjetunionens nedkæmpning af foråret i Prag i 1968 ved at vaje med Tjekkoslovakiets flag ud af vinduet, fik et halvt år i fængsel for at bedrive hetz mod staten og flygtede så til Vestberlin i 1971.

Efter flugten blev han hængt ud af sangeren Wolf Biermann. Også faderen mente, han var forræder ved at flygte fra socialismen.

Med sin over 1000 sider meget tyske erindringsbog smæder Florian Havemann sine fædre og fjender. Hele den komplicerede tyske fortid hvirvles rundt på siderne og gentages og uddybes igen og igen. Det er faderopgør, også med den åndelige fader Wolf Biermann, der får mange ridser i lakken af denne bog.

Forræderen

Robert Havemann, DDR's kendteste systemkritiker, blev i 1964 fyret som professor ved Humboldt-universitetet i Østberlin og smidt ud af partiet. Flere af Havemanns bøger udkom på dansk i 1960'erne, og han blev anset for en dissident.

Han blev dødsdømt under Anden Verdenskrig som modstandsmand mod Hitler, men Florian opdager i arkiverne, at han undslap døden ved at samarbejde med naziregimet - ved at forske i giftgas. Faderen arbejdede også for Stasi og KGB efter krigen.

Florian Havemann offentliggør breve, hvor Robert som ung ytrer sig klart antisemitisk. Opportunist! Kujon! kalder Florian sin far. Og da han selv protesterede i 1968, kaldte faderen ham forræder.

»Havemann, det er for mig forræderiet,« skriver Florian et sted. Hvorfor er der ikke sønnerland i stedet for et fædreland, udbryder Florian, der i hele sin opvækst og stadig i 50-års alderen lider under slagskyggen fra en faderfigur.

Biermanns bedrifter

Bogen er også et intenst opgør med sangeren Wolf Biermann, der var gift med Florians lillesøster en kort tid. Biermann kom hos familien Havemann og var en blanding af storebror og reservefar for Florian.

Nu påstås det i bogen - og det har vakt stor opsigt i Tyskland - at Biermann havde et forhold til DDR's førstedame, Margot Honecker, og derfor vidste, at han ville blive smidt ud af DDR i 1976, da han tog på turné i Vesttyskland.

Biermann kendte også til invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 via sine kontakter til regimet, påstår Florian. Og selvom Biermann levede som sanger og højtprofileret kritiker af regimet, havde han alt, som man kunne købe i Vesten.

»Den forfulgte digter havde en bil. Købt med hans D-mark.« Han havde også altid lækre oste, som var uopdrivelige i DDR.

Tvangsproletariseret

Florian Havemann blev efter fængslet tvangsproletariseret som elektrikerlærling ved jernbanen, og når Florian fortalte Biermann, hvordan almindelige mennesker levede, nægtede han at tro det. Florian havde også et kortvarigt forhold til Biermanns senere steddatter, sangeren Nina Hagen. Alle er viklet ind i hinanden.

Da Florian så flygtede til Vesten, skrev Biermann en berømt smædesang mod ham, hvor han kaldte ham ”enfant perdu”, den bortløbne eller forsvundne dreng, der svigtede og nu kun kan leve som venstreorienteret klovn i Vesten. Roberts æble faldt langt fra stammen.

Samtidigt hyldede Biermann DDR, der på langt sigt ikke behøvede hverken fængsel eller mur. Håbløst naivt, kommenterer Florian, der heller ikke undlader at fortælle, at sangen kom på en plade, som Biermann havde solgt til det amerikanske pladeselskab CBS. Socialistiske sange kunne han tjene hård valuta på.

Brandt op mod muren

Florian Havemann hævder også, at Wolf Biermann følte sig provokeret af DDR-borgeres hyldestråb til den vesttyske kansler Willy Brandt under dennes besøg i Erfurt i DDR i 1970. »Willy! Willy! Willy!« råbte mængden. De skulle hellere have råbt »Brandt an die Wand!« (Brandt op mod muren, altså så han kunne skydes), ifølge Biermann. Senere benægter han udtalelsen, men den var på bånd.

Wolf Biermann får klippet noget af vingerne i denne bog, men det er også svært at vurdere sandhedsværdien af det alt sammen. Den personlige animositet er udtalt. Biermanns udnævnelse til æresborger i Berlin for nylig får kun foragtende ord med på vejen.

Den endelige flugt

Florian Havemann så aldrig sin fader igen efter flugten i 1971. Udrejsen var ikke kun et exit fra DDR, men også en flugt væk fra faderens dominans. De blev aldrig forsonet, også fordi Robert i grunden forblev benhård kommunist til det sidste og aldrig respekterede sønnens flugt.

Bogen stiller dermed også spørgsmålstegn ved, hvor kritisk Robert Havemann egentlig var. Der er langt til en Havel eller Solsjenitsyn eller blot en Dubcek eller Gorbatjov. Havemann solidariserede sig heller ikke med den opposition, som der trods alt var i 1950'ernes DDR (1953-opstanden, Jarich, Janka).

100 års historie

Tilsammen har Robert og Florian Havemann gennemlevet 100 års tysk historie og levet under wilhelminsk kejserrige, Weimarrepublik, nazistyre, det kommunistiske DDR og endelig en demokratisk forbundsrepublik. At det giver flossede identiteter siger næsten sig selv.

I dag lever Florian Havemann i Vestberlin, er fransk-katolsk gift og har tre børn. Han har aldrig rigtigt slået igennem som kunstner eller forfatter i Tyskland. Bogen her er også alt for lang og med for mange gentagelser, selvom det er spændende læsning, som f.eks. hvordan han flygtede i en tankvogn fra DDR.

Florian Havemann var opstillet til forbundsdagen i 2002 for PDS, efterfølgeren til DDR's kommunistparti, og er som lægmand forfatningsdommer i delstaten Brandenburg, valgt af PDS.

Man forstår ikke, hvad han vil med de gamle kommunister. Men som han selv slukøret siger: »Havemann er forræderi.«

kultur@jp.dk