Flemming Helweg-Larsen: Dødsdømt

Flemming Helweg-Larsen: Dødsdømt

Udgivet af Henrik Skov Kristensen og Ditlev Tamm

312 sider,

299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Den første henrettede landsforræder efter Anden Verdenskrig var Flemming Helweg-Larsen. Han gik i tysk krigstjeneste i 1941, kæmpede som SS'er både på øst- og vestfronten, blev i retsopgøret efter krigen dødsdømt for et terrormord i 1943 (begået sammen med Søren Kam) på redaktør Carl Clemmensen, der havde spyttet en dansk nazist i ansigtet.

Hvis nogen havde fortjent at dø som landssviger, ja, så måtte det være Flemming Helweg-Larsen.

I de sidste måneder før henrettelsen den 5. januar 1946 skrev han en beretning om sit liv, som nu udgives for første gang. Han angrer og undskylder ingenting og tager sin skæbne med forbavsende ro og dør uden bitterhed. Sigtelsen for landsforræderi sårer ham, men han vedstår drabet.

Flemmingway
Flemming Helweg-Larsen var eventyrer, født på De vestindiske Øer i 1911, hvor faderen var præst. Som ung turede han rundt i Sydamerika, arbejdede som gaucho, meldte sig i krig på Paraguays side mod Bolivia, vendte hjem til Danmark og skrev tre bøger.

Han sværmede for Hemingway, fik selv tilnavnet Flemmingway (hans fætter skrev for 10 år siden en bog om ham med denne titel), giftede sig og fik to børn. Som forældrenes yndlingssøn var der intet i hans liv, der pegede frem mod hans kranke skæbne.

Han var ikke racist eller nazist, han var notorisk anglofil og antitysk. Alligevel melder han sig frivilligt i 1941 til tysk krigstjeneste med Tysklands angreb på Sovjetunionen og kører så linen ud.

Faderen var provst
Hans egen beretning, som mest handler om hans krigsindsats, er ikke specielt spændende læsning. Man savner, at udgiverne forsøgte at karakterisere personen mere. Hvorfor endte Helweg-Larsen på den forkerte side? Hans farbror var redaktør af Kristelig Dagblad og skrev ihærdigt mod tyskerne i bladet, så han måtte gå under jorden.

Da Flemming Helweg-Larsen skal henrettes, er hans far som provst i København til stede, i fængslet tager han sønnen til alters, kører med ham ud til pelotonen, beder Fadervor, mens sønnen er bundet til pælen, lyser velsignelsen, går bort og så skydes der. Alle benådninger var blevet afvist.

Og hvad skete der med hans kone og to småpiger? Det får vi intet at vide om. Han var ingen god ægtemand, men skriver alligevel hjerteskærende om sin Ragna. Flemming Helveg-Larsens skæbne optog mange i samtiden, fordi hans familie var kendte kirkelige og helt uforstående over for hans valg.

Hvad har de tænkt? Man lukker bogen med mange spørgsmål. Hans egen beretning oplyser ikke ret meget, og Henrik Skov Kristensens lange indledning burde indeholde mere om manden.

Juridisk tvivlsom
Professor Ditlev Tamm kalder dommen over Helweg-Larsen juridisk tvivlsom, i hvert fald hård i forhold til senere mildere straffe. Men dødsdommen var et resultat af samarbejdspolitikken, hvor ingen politiker kunne drages til ansvar modsat Norge, hvor Quisling som den første og største blev henrettet.

Mentalundersøgt
Helweg-Larsen blev også mentalundersøgt efter krigen bl.a. af den kendte psykiater og slægtning, Hjalmar Helweg, det giver ingen forklaring. Flemming Helweg-Larsen valgte tilsyneladende af fri vilje selv en ond og destruktiv vej.