Anmeldelse: Jette Hvidtfeldt: Flemming Hansen - Politik til tiden

Flemming Hansen

Politik til tiden

Skrevet af Jette Hvidtfeldt

280 sider, 299 kr.

Forlaget Sohn

Flemming Hansen, forhenværende transport- og energiminister, lægger megen vægt på at fremstå som et hæderligt menneske.

»Hvis nogen beklikker min hæderlighed, bliver jeg dybt såret, fordi jeg netop altid forsøger at være hæderlig,« hedder det i hans erindringsbog.

»Jeg bliver også meget vred over det, virkelig meget vred,« fortsætter han.

Herefter forekommer det meget naturligt, at han er stærkt forbitret over, at Morgenavisen Jyllands-Posten i sommeren 2007 oplyste, at han som transport- og energiminister i Danmark ejede aktier Siemens og Deutsche Post, og i en leder antydede, at der kunne være problemer med hans moral.

Jyllands-Posten så et problem i, at den danske transport- og energiminister havde aktier i foretagender, som dels ejede en vindmøllefabrik, dels kunne forventes at byde ind på det danske postmarked - og altså møde ministeren som forhandlingsmodpart.

I sin vrede langer Flemming Hansen også ud efter Jyllands-Postens lederskribenter, der »ikke vil stå ved, hvad de skriver«, men »gemmer sig i anonymitet«, også når de kræver ministerens afgang.

Ansvaret

Flemming Hansen må efter sine mange år i rigets lovgivende forsamling vide, at han altid kan finde den ansvarlige bag avisens ledende artikler - nemlig den ansvarhavende redaktør. Det følger af, at avisen tager det særlige presseretlige ansvar, som er udtrykt i Medieansvarsloven, alvorligt.

Flemming Hansen fremturer også med en påstand om, at Jyllands-Postens modstand mod Femern-forbindelsen skulle hænge sammen med, at avisen efter fusionen med Politikens Hus »prøvede at retablere sig selv som en lokalavis for Jylland.«

Det er selvfølgelig noget ukvalificeret vås, og det rejser den mistanke, at bogens øvrige afsnit kan have samme standard i analyse og troværdighed.

Stridighederne i den konservative folketingsgruppe i Hans Engells formandstid behandles indgående, og den hæderlige Flemming Hansen undslår sig ikke for eksempelvis at kalde gruppefællen Niels Ahlmann-Ohlsen for slibrig.

Lånte fjer

Flemming Hansens navn og portræt pryder bogens forside, men det er slet ikke ham selv, der har skrevet den. Den er skrevet af journalist Jette Hvidtfeldt, og det forklarer nok den rimelige disposition og det letløbende sprog, som kun skæmmes af ganske få stavefejl.

Der er grundlæggende noget ynkeligt ved at smykke sig med lånte fjer, og det er netop, hvad man gør, når man smykker sig med andres præstationer. Bogen er holdt i jeg-form og foregiver dermed, at Flemming Hansen selv skulle være skribenten. Det er en ærlig sag ikke at kunne formulere sig i bogform, men så havde en interview- eller portrætbog med den reelle skribent som forfatter have været mere hæderligt.