Finn Lynge: Et langt liv på tværs

Finn Lynge:

ET LANGT LIV PÅ TVÆRS

Bind 1 1933-1979

220 sider, ill., 200 kr.

Forlaget Atuagkat

Er udkommet

Finn Lynge, årgang 1933, personificerer en stor del af den rivende udvikling, der er foregået i hans fødeland Grønland.

Han konverterede overraskende til katolicismen i ungdommens vår og blev katolsk sjælesørger i Nuuk, hvor han sideløbende udførte socialt arbejde. Han blev chef for Grønlands Radio og fra 1979 valgt til Europaparlamentet, derpå konsulent i udenrigsministeriet og ministerråd for grønlandske anliggender i den danske ambassade i Bruxelles. Han var medlem af den grønlandske selvstyrekommission samt seniorrådgiver ved Grønlands Hjemmestyres danmarkskontor.

Efter hæsblæsende arbejdsår lod han sig pensionere i 2003.

Disse sidstnævnte, men væsentlige sysler har læserne til gode i det næste bind erindringer med indbygget debat, og dem glæder man sig faktisk til, fordi Finn Lynge formår at berette levende om stort og småt, og han er i stand til at væve sin egen familiesaga ind i Grønlands historie.

Selv født i kolonitiden, der ikke var en rar periode, iagttager Finn Lynge nu fra bopælen i Narsaq de voksende selvstændighedsbestræbelser og omformningen af den store ø, som læserne formentlig får analyseret i næste ombæring.

Opgør med cølibatet

Efter studentereksamen i København læste Finn Lynge filosofi og teologi i Rom og siden i USA, så han var klædt på til det første katolske embede på grønlandsk jord, der siden legendernes og myternes tid ellers var gødet med luthersk gods. Man fornemmer forfatterens kristelige engagement, og det skinner tydeligt igennem, at han fandt stor tilfredsstillelse ved at give en hjælpende hånd i det påkrævende sociale arbejde blandt sine landsmænd.

Kødet er skrøbeligt, forkyndes det. Selv om Finn Lynge anfører, at han principielt aldrig har haft problemer med cølibatet, opgav han det og hengav sig til ægteskabet. Det var en smertefuld proces.

Finn Lynge registrerer, at ikke alle i Grønland var imod tyskerne, da de spredte pest over Europa. Der var indflydelsesrige mennesker, som i krigens første år agiterede voldsomt for Hitlers vanartede samfundssystem.

Gravrøveren Rasmussen

Finn Lynge oplevede også Canada for at få et indtryk af det arbejde, som den katolske kirke gjorde i North West Territories, nu Nunavut, og her er Grønland en velkendt størrelse. Men ikke alle personer får de samme høje karakterer. Finn Lynge fortæller, at Knud Rasmussen og Peter Freuchen blev betegnet - ikke offentligt, men lokalt og ganske utvetydigt - som »nævenyttige grønlændere på langfart, der opførte sig som gravrøvere, imperialister og tyveknægte, hele tiden optaget af at stikke alle de bedste ting til sig for at bortføre dem og gemme dem væk et så ligegyldigt sted som ? på et museum et sted i Europa kaldet Copenhagen«.

En karsk kommentar til den veritable kolonialisme, som den også ytrede sig i det antropologiske feltarbejde!

Engang var det danskerne, der bestemte gennem ministerier og styrelser og andre undertrykkende mekanismer. Der var langt fra Grønland til København. Afstand udviklede en ærbødighed hos småfolk. Også Nuuk ligger langt væk, sukker Finn Lynge og konkluderer, at det nye Grønlands ledere desværre har holdt fast i koloniherrernes ledelsesstil, som ret beset burde være kørt på lossepladsen.