Ethel Gelfer:
Skyggen af en glad verden
Indledt og redigeret af Miriam Gelfer-Jørgensen
252 sider, 299 kr.
Forlaget Vandkunsten
Er udkommet
I 1906 kom Ethel Gelfer med sin mand til København på flugt fra jødeforfølgelser i Østeuropa. De kom fattige til København med små børn og måtte arbejde sig op til en tålelig tilværelse fra nul. De mødte en venlighed i Danmark, som de aldrig havde oplevet i Rusland og Litauen, og fik hjælp og netværk fra det jødiske indvandrermiljø i København på den tid.
I 1924 omkring sølvbryllupstiden skrev Ethel Gelfer sine erindringer om sit liv, og det er disse, der nu udgives. De er oprindeligt skrevet på jiddisch iblandet litauisk og så oversat til dansk, så forsvundet og så fundet igen og så udgivet af barnebarnet i dag.
Det er grumme oplevelser af pogromer mod jøderne i Rusland, som får dem til at flygte.
Over Finland og Sverige kom familien til Danmark, og her er beskrivelsen af det nøjsomme og slidsomme liv som fattig indvandrerfamilie og antikvitetshandler i smågader i København bogens mest interessante.
Det går dog relativt hurtigt fremad. Ferieliv og mange rejser bliver det også til, og ægteparret engagerer sig i jødisk liv og foreninger i samtiden. Ethel Gelfer deltager også energisk i internationalt zionistisk arbejde og besøger i den anledning Moskva.
Ethel Gelfer døde i 1939, og barnebarnet nåede ikke at møde sin farmor, men nu foreligger et værdigt minde, som samtidig fortæller en tidstypisk historie. Baggrundsmiljøet for den jødiske emigration til Danmark på denne tid har historikeren Mortin Thing fyldigt beskrevet i sin store bog ”De russiske jøder i København 1882-1943”, der udkom for et par år siden.
Autenticiteten lyser ud af Gelfers beretning, som giver et enestående indblik i tiden omkring Første Verdenskrig. Bogen er fornemt trykt med fotos fra samtiden, stift bind og bogmærkebånd, og det er med til at understrege en læseværdig bog.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



