Anmeldelse: Dorrit Willumsen: Pligten til lykke

Erindringer

Dorrit Willumsen:

PLIGTEN TIL LYKKE

Erindringer 2

224 sider, 279 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Erindringer kræver afstand. Det er årene, som giver blik for det nostalgiske farvespil. Det er fjernheden, som hiver mønstre ud af kaos. Kommer man for tæt på, flimrer det, og de røde tråde bliver til tynde, overrevne trevler.

Derfor er det lettere at skrive om barndommen end voksenlivet, og derfor er ”Pligten til lykke” ikke helt så fremragende som Dorrit Willumsens dejlige erindringsbog fra 2009, ”Det søde med det sure”.

Dorrit Willumsen fyldte 70 sidste år, men er åbenbart stadig for ung til at skrive om sig selv som ung kone, ung mor og ung forfatter.

Kærlighed og kunst

Hun har lige været dér, midt i det hele: Hverdagen, festerne, bekymringen. Hun kan ikke som i arbejdet med de historiske skikkelser holde sig selv ud i strakt arm og læse sig som et tema. Eller måske tør hun ikke, skønt tiden fra debuten i 1965 og op til nu er åbenlyst præget af forfatterens kamp for at skaffe sig rum til at skrive.

Selv om, eller fordi, hun er gift med en digter, er det tilsyneladende ikke altid lige nemt at forene kærligheden og kunsten. Selv de største skønånder skal have mad, og stik imod den tids kvindeideal går Dorrit Willumsen uden et kny i køkkenet og laver pistacieis. Til gengæld vælger hun at få en abort, da hun bliver gravid anden gang. To børn ville have bremset hende, forstår man.

Første bog sluttede med mødet med Jess Ørnsbo, og anden bog begynder med forelskelsen, som hurtigt bliver til ægteskab og familieliv. Først i en lillebitte lejlighed holdt i stærke farver og med møbler i lag, siden i en kæmpe villa uden for byen med plads til hund, svigermor og et hav af gæster.

Vinen gærede lystigt

Der har ikke været kedeligt i det Ørnsbo-Willumsen'ske hjem, hvor vinen gærede lystigt i kælderen, mens opvasken tårnede sig op bag de kunstneriske gemytter.

Døre er blevet smækket i og åbnet igen, fordi ægtefællerne trods alt tror på kernefamilien, som hun udtrykker det.

De må vel også have elsket hinanden de to, men her bliver Dorrit Willumsen privat. Kærligheden fortæller hun ikke om. Den skubber hun bag de mere humoristiske og skarpe kommentarer om sin koleriske ægtemand, der hverken møder op til sønnens bryllup, eller da hun modtager Nordisk Råds Litteraturpris for ”Bang”.

»Erindringen er en kludepose. Stumper af noget, der har været engang. Og min familie kasserede aldrig,« skriver Dorrit Willumsen i bogens poetiske afslutning, som viser, at hun er allerbedst, når hun lader erindringerne strømme ustruktureret igennem sig.

Det sker alt for sjældent i ”Pligten til lykke”.