Dorrit Willumsen: Det søde med det sure

Dorrit Willumsen:

DET SØDE MED DET SURE

264 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Hvornår bliver ens eget liv til historie og fortiden til en sammenhængende fortælling? Når man bliver 60 år, 70 år, 80 år, eller er det den dag, hvor man indhentes af erkendelsen af at have lagt flere år bag sig, end man har foran sig?

»Hvor den dog løber - den tid, under sig aldrig et hvil,« skriver Dorrit Willumsen på første blad, fordi hun åbenbart er nået dertil, hvor det historiske ikke længere er forbeholdt afdøde dronninger, men også kan handle om en opvækst på Nørrebro i 1940'erne og 1950'erne.

Og det er skønt, at hun er nået til det punkt. Virkelig skønt, for hun lister sig pulsnært og hjertevarmt ind i barndommen, som om den kun var en meter væk. Hun er både dér og hér med den blanding af tilstedeværelse og overblik, som gør en biografi interessant.

Den umulige pige

Dette på en gang at kunne huske, at det fad, som man tog fodbad i, var det samme, som blev brugt til at rense høns i, og så at kunne sige: »Salmonella var ikke opfundet,« rummer lige præcis det dobbeltblik, som gør erindringen troværdig.

For slet ikke at tale om det lattermilde overskud, som er nødvendigt for at kunne se, at der går en lige linje fra den umulige pige med nedbidte negle til den prisbelønnede forfatterinde.

Dorrit Willumsen er krigsbarn, rationeringsbarn, erstatningsbarn og altså barn i den tid, da intet er som det var ifølge de fantastiske morforældre, som hun og søsteren vokser op hos i lejligheden, Prins Jørgens Gade 12.

Hendes smukke mor og forelskede far bor andetsteds, lige indtil faderen forsvinder, og moderen flytter ind i et af de små værelser i lejligheden. Mere i rollen som tilbedelsesværdig storesøster end som ansvarsfuld mor.

Den rolle udfylder mormoderen til fulde, ligesom morfaderen er et pragteksemplar af en far, der sidder med pigerne på skødet og synger, går med dem i Tivoli og tager deres parti, når moderen bliver hysterisk.

Hvis da ikke dagene går med at få besøg af de farverige tanter og onkler, der mødes om æbleskiver, flødekager og hjemmebagte boller.

Smukke billeder

Dorrit Willumsen har ikke villet skrive en fortælling om et usædvanligt barn med en usædvanlig opvækst. Hendes erindringer er en kærlighedserklæring til ikke mindst bedsteforældrene, og derfor er tonen overvejende lyrisk, fuld af underdejlige, prægnante billeder.

Hos denne forfatterinde »snitter mågerne luften«, mens uopfyldte ønsker er »et strejf af aske i sjælen« og frost på ruden er »hvide bregner på min tunge«. Smukkere bliver det vist ikke, når historien om en barndom skal gøres sanseligt nærværende.