David Gress: Egne veje

Erindringer

David Gress:

Egne veje

458 sider, 198 kr.

CEPOS

UDOMMER I DAG

Der er noget ved bøgers åbningssætninger, der afslører bogen. Skønlitterære forfattere tumler ofte med den første sætning, der sætter tonen. Det gælder også erindringsbøger:

»Jeg er et efterkrigsbarn, født ni dage efter Dwight D. Eisenhower tiltrådte som USA's 34. præsident og fem uger før Josef Stalin døde i Moskva ?«

Så er hovedpersonen plottet ind i sin rette kontekst, mellem to (andre) store personligheder. Og den oplyste læser gætter vel selv, hvornår det var.

Med scenen sat ser David Gress sig ikke tilbage, det går over stok og sten, ret kronologisk.

Opvæksten i moderen Elsa Gress' og stedfaderen Clifford Wrights såkaldte decenter i midtsjællandske Glumsø - stedfaderen levede helt op til stedfaderlige normer - skolegang på Herlufsholm og Sorø Akademi, universitetsuddannelse og tidlige rejser, herunder til det andet fædreland, USA.

Over alle tangenter

I 1970'erne chillede han med styrvolten Henrik Stangerup, selv om nørden Gress nok var bedre til fast reading end fast living. Vi præsenteres indgående for »bøger, jeg elsker«, f.eks. Tolkiens, C.S. Lewis' og Homers, og for »bøger, jeg hader«, som ”Oprør fra midten”.

Gress kaster sig over alle tangenter og slæber revl og krat med sig, selv madopskrifter diverteres vi med. Så skete dette, og så skete hint, og i mellemtiden skete dette. Utallige (overflødige?) detaljer, utallige digressioner, og fra hvad? Digressioner fra digressioner. Kan man også huske for godt?

Der er tænksomme digressioner undervejs, f.eks. om overdreven vestlig oikofobi og fremtidsangst i en globaliseret verden.

Idiosynkrasier er der bunker af, og Gress har ingen problemer med at sættes sig til doms over personer og begivenheder, der har sat sig på tværs i hans system, »den lede Olof Palme«, for eksempel, for ikke at tale om Svend Auken og den familie. For blot at nævne nogle.

Tabet af Skåne

En snob, tillige, på egne præmisser. Man skal igennem store mængder af namedropping, »mennesker, der mødte mig«, af hvilke man kun kender en brøkdel.

Man bliver hængende, hvis man som undertegnede selv har en rem af huden og er enig i mangt og meget. Den store interesse for science fiction, eksempelvis, og kritikken af masseuniversitetet, sympatien med Israel, den dybe foragt for tidens multi- kulturalisme.

Man står først af der, hvor man delagtiggøres i forfatterens åbenbart stadigt blødende sår over tabet af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige i 1658, der sammenlignes med tyskernes tab af Østpreussen efter Anden Verdenskrig.

Ingen nådegaver

Ikke meget i det seneste årti møder nåde for det uforsonlige blik, og da slet ikke det danske velfærdssamfund under Rasmussen I, Rasmussen II og Rasmussen III.

Han er bestemt ikke overbebyrdet med tilgivelsens milde nådegave trods en tidlig hengivelse til katolicismen. Lyset sættes ikke under en skæppe, omend karrieren aldrig lettede.

Han var med til at grundlægge tænketanken CEPOS, som nu udgiver bogen: »Jeg overvejede naturligvis selv at blive direktør for dette lovende initiativ, men afstod.« Nok klogt, for begge parter.

Et landsby-geni af holbergsk tilsnit. En bog drevet af en stimulerende vrede og et aldrig svigtende engagement.

Henrik Jensen er lektor i historie ved RUC, debattør og forfatter, senest til ”Det ordentlige menneske”.