En levende Anna Frank

Clara Kramer:

CLARAS KRIG

En piges dramatiske kamp for at overleve.

Fortalt til Stephen Glantz

Oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist

368 sider, 249 kr.

Gads Forlag

Er udkommet

”Claras krig” udkom på den internationale Auschwitz-dag. Det virkede helt selvfølgeligt og åbenbart også nødvendigt. Tvivlen breder sig, siges det. Mange børn og unge tror ikke på, at der blev dræbt millionvis af jøder under Anden Verdenskrig.

Så der skal levende stemmer til; overlevendes stemmer og dvs. vidnesbyrd, som brænder igennem med deres uhyrlige beretninger om 1940'ernes overgreb, forfølgelser, ydmygelser, skjulesteder og henrettelser.

En af dem, der har taget det ansvar på sig med stor alvor, er den polske jøde Clara Kramer. Den nu 82-årige kvinde har brugt det meste af sit voksenliv på at fortælle historien om sin og tre andre jødiske familiers overlevelse i en kælder midt i det nazistiske inferno.

Overlevelsens privilegium

Som hun formulerer det i forordet: »Med overlevelsens privilegium følger også en forpligtelse til at fortælle historien om alle dem, der ikke gjorde det.«

I hendes tilfælde var der kun 50 ud af 5.000 jøder tilbage i barndomsbyen Lwów, da tyskerne omsider blev drevet tilbage af russerne i sommeren 1944.

Af Claras egen store familie overlevede blot 10, herunder hendes forældre.

I lighed med Anne Frank skrev også Clara dagbog. Den befinder sig nu på United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C. ”Claras krig” rummer kun ganske få uddrag fra dagbogen, hvilket er en lille smule ærgerligt.

Hvor stærkt perioden end står i Claras erindring, er hun nu den voksne, vidende og kommenterende fortæller, der har andre dagsordener end den 15-årige pige, der måtte leve under jorden i 18 måneder.

Bogen er naturligt nok stærkt præget af hendes taknemmelighed over for den tysk-polske familie, som var grunden til, at hun og 17 andre jøder ikke blev dræbt. I den forstand er bogen også en uforbeholden hyldest til de mennesker, som ikke lod sig inficere af ondskaben.

Boede i en jordhule

Blottet for frygt og med en eminent evne til at snyde SS'erne, når de lavede husundersøgelser eller i lange perioder flyttede ind, satte Julia, Valentin og Ala Beck deres eget liv på spil, når de tømte de jødiske familiers toiletspande, købte mad, hentede vand og rent halm til dem.

Skjulestedet under familien Becks soveværelser var på i alt 50 kvadratmeter og så lav - 130 cm fra gulv til loft - at kun de mindste børn kunne stå oprejst. Det var en jordhule, som blev så stegende hed om sommeren, at huden praktisk taget smeltede af kroppen og om vinteren så kold og mørk, at de sov konstant.

Fra top til bund

»Det er det tyvende århundrede. Det er utroligt,« skriver Clara i foråret 1943. Indtil krigsudbruddet var hendes familie en af de mest betydelige og respekterede i byen. Moderen og mostrene blev beundret for deres elegante påklædning, og hjemmet var kendt for sin enorme godgørenhed mod fattige.

Kun et par år senere sidder de i en stinkende kælder og spiser kartoffelskræller.

Claras historie er ufattelig, men sand. Desværre.