Christian Nissen: Generalens veje og vildveje

Christian Nissen:
GENERALENS VEJE OG VILDVEJE
272 s., 269 kr.
Gyldendal

Damernes Magasin, det er den tidligere generaldirektør Nissens meget træffende parallel i beskrivelsen af monopolbruddet på tv-fronten. Matadors manufakturhandler Arnesen hvilede selvtilfreds i bevidstheden om, at hos ham handlede byens damer, men så kom Mads Andersen-Skjern til med sit kølige forretningstalent, og han lavede butik for konerne og pigerne, og snart fandt også mange af damerne ud af, at det kunne betale sig at gå til Skjern.

I den virkelige verden er det kulturminister Hilden, der undrer sig over, at DR skulle bruge seks mand til at gennemføre det samme interview, som TV 2 kunne afhandle med kun tre mand. Det var vækkeuret, der ringede for det gamle monopol, og ét af en række anekdotiske indslag i Christian Nissens stedvist ret underholdende bog om sin tid i DR.

Utidig førpensionering af topchefer fører næsten altid til et kildevæld af aktiviteter, bøger er ikke ualmindelige, og helt efter reglerne er det naturligvis, at der skal slippe en god historie eller to ud før tiden, så bogen kan få noget omtale i pressen.

Det har denne til overflod fået, og selv om den først udkommer på fredag, har alle tilsyneladende allerede læst den. Det er dog også relativt hurtigt gjort.

Sensationen

I dette tilfælde er sensationen en e-mail fra kulturminister Brian Mikkelsen til bestyrelsesformand Jørgen Kleener med oplysning om, at når regeringen spiser morgenmad, så er Ole Sippel og tilliggende journalistiske skønånder ikke ligefrem populære.

Den afsløring har fået oppositionen til at »rase« (som det hedder) og kræve ministerens hoved på et fad, regeringens afgang og en foreløbig aflysning af juleaften.

Det er ikke i sig selv usædvanligt, for det kræver oppositionen hver dag, men selve sagen påkalder sig en vis interesse, fordi den handler om Danmarks Radios rolle i samfundet. Et heftigt debatteret emne på det seneste, der blandt andet udløste et mindre stykke absurd teater, da man i Folketinget bebrejdede statsministeren, at han havde kritiseret filmen Den Hemmelige Krig.

I betragtning af, at en frådende Mogens Lykketoft efter forpremieren havde talt om en rigsret, var det måske lige hårdt nok at forlange, at statsministeren ikke måtte sige noget til filmen, men sagen udstiller selvfølgelig DRs rolle. Den er en del af den fri presse, men den er også statsradiofoni, så når en statsminister siger noget, er det på sin vis den allerøverste chef, der taler.

Illusionen

Nissen (og med ham mange andre) påkalder sig Danmarks Radios uafhængighed. Den findes bare ikke. Den er en illusion. Danmarks Radio er grundlæggende afhængig, af staten nemlig, der skal kradse pengene ind til den videre drift. At tale om redaktionel frihed i den forbindelse er egentlig nonsens, for hele DRs fundament er ufriheden.

»Hvis du ikke bryder dig om Hustler, så lad være med at købe Hustler« sagde pornokongen Larry Flynt til sine kritikere. Det var også det eneste ædruelige svar, man kunne give de forargede i Muhammed-sagen. Hvis I ikke bryder jer om Morgenavisen Jyllands-Posten, så sig avisen op.

Men der var mange, der hellere ville lukke avisen, forbyde den, straffe den, og man forlangte, at statsministeren skulle tage afstand fra Jyllands-Posten. Til gengæld må han og Brian Mikkelsen ikke mene noget om Danmarks Radio. Det er grotesk, for det er jo netop sagen ved Danmarks Radio.

Betaler alligevel

Man kan ikke sige den op, hvis man ikke bryder sig om den. Man kan slukke, javel, men regningen kommer alligevel, og der står en uniformeret statsmagt bag opkrævningen, ikke noget med at glemme licensen, så kommer pejlevognen og tar dig. Sådan er det, derfor er både institutionen og det redaktionelle indhold, den leverer, per definition et offentligt og et politisk anliggende.

Brian Mikkelsens lidet subtile henvendelse afslører egentlig mere en art politisk afmagt. Som om regeringen ved morgenmøderne genoplever frustrationer fra dagene i VU og KU, hvor man også godt kunne høre, at P1-journalisterne var venstreorienterede og konsekvent vinklede verden derefter. Heller ikke dengang kunne de gøre noget ved det, og i Nissens beskrivelser af sine møder med de borgerlige ministre, står det egentligt pinefuldt klart.

Selv om hans pointe altså er en anden. Hans analyse stivner i klichéen om »armslængde-princippet,« så det er ikke for den nyhed, man skal læse bogen nu har historien jo også stået i avisen.

Fra Rigshospitalet

Men der er andet at hente. Nissen kom til statsradiofonien med et rygte. Der hang en em af blod omkring ham efter tiden på Rigshospitalet. Døden fra Blegdamsvej kaldte man denne veltrimmede legemliggørelse af DJØF-kulturen, og beskrivelserne af, hvordan Nissen kommer til DR og møder en kultur skabt af selvbevidste og magtvante journalister, vant til at være i fjernsynet, vant til at være i centrum og vant til at blive taget meget alvorligt, er ret underholdende.

De huserer på de nedre etager, og på loftet sad Nissen, reverenter talt, og prøvede forgæves at komme igennem med sine ideer.

Man vender sig imod ham, afholder stormøder, trykker T-shirts og får skabt en stemning, så generaldirektøren må have politibeskyttelse. Mere underholdende at læse om, end det må have været at være i Nissens sko dengang.

Med selvkritik

Bogen indeholder noget så usædvanligt for en topleder som selvkritik, i sig selv opmuntrende, men det kan jo også være et resultat af den tidlige pensionering.

Nissen hyrede konsulentfirmaet McKinsey. Samme firma havde i begyndelsen af 1980erne takket nej til opgaven, fordi den forudså stor fjendtlighed blandt medarbejderne. Ret usædvanligt, kommenterer Nissen tørt, men firmaet havde set rigtigt, forudsigelserne kom til at holde stik, også 1990erne, og Nissens opslidende kampe med DRs kultur og den indædte modstand mod effektiviseringer og forandringer.

E-mails på lager

Afsnittet om samarbejdet med bestyrelsesformand Jørgen Kleener er ikke nådigt. Han beskrives som noget nær utilregnelig, en mand i vane med at sende uartikulerede smædebreve til sin direktør via e-mail sent om aftenen, for næste morgen nærmest at have glemt alt om det. Jo, man skal passe på med, hvad man sender ud i verden der findes folk, der gemmer, og Nissen har masser af e-mails på lager.

Nissen citerer nu afdøde Hans Morten Rubin for at have sendt følgende til nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen:

»Jeg noterede mig, at Ole Sippel forleden i TV-Avisen indtil adskillige gange betegnede Hizbollah som frihedskæmpere. Det kan man mene. Mit spørgsmål går på, om en journalist, der måtte være af en anden opfattelse, vil have samme redaktionelle frihed til at betegne Hizbollah som terrorister.«

Meningen er vist nok, at det er upassende med den slags henvendelser. Men det er da egentlig et godt spørgsmål. Måske ligefrem spørgsmålet i debatten om DRs redaktionelle profil.