Anmeldelse: Christa Schroeder - Han var min chef

Anden Verdenskrig

Christa Schroeder: Han var min chef - Hitlers privatsekretærs erindringer

Oversat af Henning Goldbæk

304 sider, 299 kr.

Rosenkilde & Bahnhof

Adolf Hitler havde en håndfuld kvindelige sekretærer, hvoraf den i dag mest berømte er Traudl Junge, der i 2002 udgav sine erindringer, ”Til den bitre ende”, som blev grundlag for filmen ”Der Untergang”.

Junge var junior i flokken, mens Christa Schroeder så absolut var seniorsekretær og gjorde alle 12 naziår med som Førerens sekretær. Hendes erindringer foreligger nu på dansk og er ganske anderledes end Junges. Det er ikke nogen ny bog, for den udkom i Tyskland umiddelbart efter hendes død i 1985.

Forsvar for Bormann

Det er et naturligt spørgsmål til en så sen oversættelse af en bog fra et underordnet medlem fra Hitlers hof, om der er mere af interesse at offentliggøre? Svaret er på en særegen måde bekræftende.

Christa Schroeder lægger ud med et varmt menneskeligt forsvar for Martin Bormann, den brutale vogter af indgangen til dragens hule, som hun karakteriserer som »en af de få retlinede nationalsocialister«. Så tør scenen siges at være sat, og læseren kan besinde sig på, at her møder man ikke en Hitler-betroet, der i et selvopgør formår - eller søger - at skabe sympati om sin person, som det i årtier var tilfældet med Albert Speer.

Netop af den grund har Christa Schroeders bog historisk vægt som en beretning om, hvordan hverdagslivet var i Hitlers inderkreds. Der skal ikke pyntes på noget af hensyn til eftertiden, og hun fortæller nøgternt, næsten lidt tørt om tingene, som hun oplevede dem.

Klosterliv for staben

Schroeder var ikke nazist i egentlig betydning, men hun var selvfølgelig en integreret del af miljøet. Det, der gør hendes iagttagelser interessante, er, at hun havde en distance til livet ved førerhovedkvartererne. Ikke systemkritisk eller ideologisk, men menneskeligt.

Kravet om konstant nærvær og snævre udfoldelsesmuligheder gjorde, at hun fandt årene ved Hitlers side for spildte - at hun levede 12 år i total isolation. Hitler havde ingen sans for familien. Stabens inderkreds blev hans surrogatfamilie, og derfor krævede han, at dens medlemmer altid var omkring ham. Det blev et klosterliv for den personlige stab.

Christa Schroeder giver et ikke ukærligt portræt at Hitler, fortæller om hans småborgerlige manerer, humørsvingninger og taler endog om hans sans for humor. Der er elementer af gossip og sladderagtige afsløringer i bogen. 20 år før ”Der Untergang” for alvor brød et tabu ved at skildre en tyran med menneskelige følelser, forsøgte hans sekretær lidt det samme.

Derimod er ethvert tegn på anger fraværende. Schroeder hævder under alle 12 år i nazistyrets absolutte magtcentrum ikke at have fået kendskab til krigsforbrydelser eller Holocaust. Måske er forklaringen, at hun var for tæt på Hitler og magteliten til at få noget at vide.

Sekretærerne måtte ikke tale om krigens gang. De var isoleret fra de grusomme realiteter. Det kan alt sammen være rigtigt, men så meget mere må det undre, at hun ikke retrospektivt forholder sig til det forbryderiske regime, det viste sig, at hun var en del af. Eller som hendes unge kollega Traudl Junge konkluderede ved at sammenligne sit liv med den jævnaldrende henrettede Sophie Scholl fra modstandsgruppen Hvide Rose:

»Vi burde have vidst bedre«.

Schroeder hævder under alle 12 år i nazistyrets absolutte magtcentrum ikke at have fået kendskab til krigsforbrydelser eller Holocaust.