Chil Rajchman:
Jeg er den sidste jøde - Treblinka 1942-43
Med forord af Herbert Pundik
144 sider, 199 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag
Er udkommet
Chil Rajchman døde i 2004 i Uruguay i en alder af 90 år. Men han var født i Polen, og som jøde blev han med sin familie sendt til udryddelseslejren Treblinka i 1942. Han overlevede med arbejde i lejren ved at klippe kvindernes hår før gaskammeret, ved at slæbe ligene ud, hive guldtænder ud efter gasningen og brænde ligene eller ekspedere dem til massegrave.
Til sidst lykkedes det Rajchman at flygte fra lejren, og han overlevede som en af få dette helvede. Hans beretning blev nedskrevet lige efter flugten, men først trykt efter hans død i 2004, og står i dag som et enestående dokument fra en af det 20. århundredes uhyggeligste og mest modbydelige foreteelser.
Han ankom til Treblinka i 1942 med sin søster, som med det samme blev gasset. Rajchman meldte sig som frisør og blev en af de jøder, der på kort sigt holdt sig i live ved at hjælpe i lejren. Vagterne var hovedsagelig ukrainere, der piskede løs ved enhver mistænksomhed.
Han blev også sat til at sortere tøj og søge efter gemte værdier og fandt her pludselig sin søsters sommerkjole. Der er ikke mange opløftende øjeblikke at læse om. Kun død og systematiseret ødelæggelse af menneskeliv. Mellem linjerne fornemmer man næsten stanken af lig. Men Rajchman beskriver kun nøgternt og usentimentalt, hvad der skete.
Op mod 15.000 jøder blev henrettet om dagen i lejren, mens den fungerede på højtryk som en dødsfabrik. Det er tragisk og uhyggeligt at læse om, hvordan fangerne tilsyneladende i mange tilfælde apatisk fandt sig i en grum skæbne, men der var heller intet at gøre, når først toget med de mange godsvogne standsede ved lejren.
Da Chil Rajchman sammen med 300 andre fanger i 1943 gjorde oprør og flygtede ud i de omkringliggende skove, blev de fleste fanget og skudt, og kun ca. 50 overlevede. Rajshman levede under jorden i Polen indtil russernes befrielse. Efter krigen vidnede han flere gange ved processer i Vesttyskland mod tyske fangevogtere og kommandanter.
Det er et enestående dokument, som her udkommer på dansk, og som allerede har vakt stor opmærksomhed internationalt. Det er svært at holde ud at læse på grund af al den ondskab, men det er en pligt at vide om den.
Til sidst spørger Chil Rajchman, hvorfor lige netop han skulle overleve mod alle odds:
»Fordi jeg skal fortælle verden om de myrdede millioner af uskyldige ofre, for at aflægge vidnesbyrd om det uskyldige blod, som blev udgydt af de mordere.«
Bogen vidner om en systematiseret ondskab, som kun mennesker og end ikke de værste rovdyr ville kunne sætte i værk og gennemføre fra start til slut.
Herbert Pundik har skrevet et oplysende forord om Treblinka og dets rolle i holocaust. Man regner med, at ca. 900.000 mennesker blev likvideret i lejren.



