Erindringer Céleste Albaret: MONSIEUR PROUST

Erindringer Céleste Albaret: MONSIEUR PROUST

Erindringer fortalt til Georges Belmont

På dansk ved Neal Ashley Conrad og Helga Schmidt

415 sider, ill., 388 kr.

Multivers

Er udkommet

Te og kiks giver nul og niks, sagde vi i min ungdom. Så det er beroligende at læse, at ophavsmanden til verdenslitteraturens berømteste kop lindete med tilhørende madeleinekage i virkeligheden foretrak kaffe.

Nyoversættelsen af Marcel Prousts klassiker ”På sporet af den tabte tid” fra 1913-27 skrider meget langsomt frem, hvis overhovedet. Seneste bind, det tredje af 13, kom i 2006.

Men mens vi venter, er der i hvert fald nu mulighed også for ikke-franskkyndige for at lune sig ved én af de primære kilder til den sky forfatters sidste år: Husholdersken Céleste Alberts erindringer. Eller rettere sagt: De erindringer, som hun over 50 år efter Prousts død i 1922 fortalte til litteraten Georges Belmont, og som først nu er blevet oversat til dansk.

Sprogligt præg
Hvad vi har, er dermed en meget personligt farvet fortælling - Prousts homoseksualitet benægter hun demonstrativt - som er skabt et halvt århundrede senere af en meget gammel dame med meget beskeden skoleuddannelse til en udenforstående, som tydeligvis selv har sat sit kraftige sproglige præg på hendes mundtlige beretning.

I betragtning af, at omdrejningspunktet for det hele er alle tiders mest beundrede roman om, hvad det vil sige at mindes, tror man gerne, at Proust selv smiler mildt ironisk i sin himmel.

Portræt af Frankrig
Trods alle forbehold for sandhedsværdien er Célestes beretning dog overhovedet ikke til at komme udenom for Proust-elskere. Hendes loyalitet er uforbeholden over for den skrøbelige, excentriske forfatter, der i årevis isolerede sig i sit korkforede værelse på Boulevard Hausmann og levede om natten, men portrættet af næsten-eneboeren er i al sin ukritiske beskyttertrang også omfattende og varmt.

Samtidig bliver det, uanset hvor lidt man kommer uden for en dør, et panorama over den tabte tid, over livet i Frankrig omkring og lige efter Første Verdenskrig.

Célestes mand og flere mandlige familiemedlemmer er ved fronten, det samme er flere af Prousts bekendte, og derudover er det samtidig en fortælling om forne tiders blanding af hierarki og loyalitet mellem herskab og tjenestefolk.

De mange referencer til romanværket, hvor Proust i vidt omfang trak på venner og bekendte i den parisiske overklasse, tiltror man snarere Belmont end Céleste. Men som en form for facitliste er det i alle tilfælde væsentligt.

Også fordi det lige præcis ikke er en facitliste. Prousts roman er jo netop ikke blot et stykke reportage, men fiktion med udgangspunkt i den virkelighed, han efterhånden forsagede mere og mere til fordel for at forsvinde ind i sit værk.

Erindringsforskydning?
I hvilket omfang Célestes beretning så også er fiktion eller erindringsforskydning, kan Prousts biografi-skrivere afgøre. Den er i hvert fald lige så levende et billede af ham, som hans roman er af hans tid, så gå bare tidligt til ro og læs væk.