Bent Isager-Nielsen: Man jager et bæst og fanger et menneske

Erindringer Bent Isager-Nielsen (i samarbejde med Jesper Stein Larsen):

MAN JAGER ET BÆST OG FANGER ET MENNESKE

304 sider, 250 kr.

Lindhardt og Ringhof' UDKOMMER I DAG.

De mest uhyrlige handlinger møder vi helt naturligt med fordømmelse. Men de efterforskere, der skal opklare drab, kan godt pakke deres afsky væk. Kun ved at vise respekt og forståelse for den mistænkte vil det lykkes at blotlægge motivet og hive tilståelsen hjem.

I sine erindringer fra sin tid ved Rigspolitiets Rejsehold inviterer Bent Isager-Nielsen læserne indenfor i afhøringslokalet med flere drabsmænd. Det er interessant og medrivende, og politiinspektørens detaljerede beskrivelse af det psykologiske spil er denne bogs trumf i forhold til en række andre udgivelser, hvor politifolk fortæller om deres sager og job.

Ansigt til ansigt med den mistænkte hjælper hverken råben eller trusler. Den gode afhører er tålmodig og venlig. Og så skal han erkende, at »drabsmanden har en personlig god grund til at begå drab, når han gør det«. Der er altså fuld skrue på indfølingsevnen.

Forståelsen for drabsmandens situation er ikke et trick fra Isager-Nielsens side. Der er ikke så forfærdeligt langt fra dig og mig til ham, der sidder i stolen. Og en væsentlig pointe er, at de voldtægtsforbrydere og drabsmænd, som efterforskeren har været med til at afsløre, alle har haft en opvækst med svigt af en eller anden slags. Er man offer som barn, bliver man gerningsmand som voksen, lyder det flere steder og til sidst så indtrængende, at man ikke kan undgå at blive berørt.

Letlæst affære
Bogen, der er skrevet i samarbejde med journalist Jesper Stein Larsen, er en letlæst affære, der udvider den traditionelle politimandsbog til at være mere end en genfortælling af en stribe forbrydelser fra opdagerens vinkel.

Men selvfølgelig er historierne med: Seriemordere fra Østrig og USA får adskillige siders opmærksomhed, og det samme gør en række danske sager. Blandt dem drabet på en seks-åring dreng i Randers. »Det var min person, der gjorde det. Men ikke min personlighed,« sagde særlingen, der havde begået forbrydelsen.

Vi hører om Bent Isager-Nielsens opvækst, hans familie og om den ambitiøse politimands sensationelt hurtige adgang til ordensmagtens drømmehold. Men helt tæt på kommer man ikke. Rejseholdet bestod af begavede, erfarne og »også lidt mærkelige mænd«, skriver Isager-Nielsen uden at forklare, hvad mærkværdighederne gik ud på. Undervejs er der en begejstret indføring i den analytiske efterforskning, som han og andre har importeret fra USA. Her løftes den pædagogiske pegepind, men hvad med den anden side af mønten? Er ideen om at kunne profilere en gerningsmand ikke blevet oversolgt i nogle sammenhænge?

Veludviklet korpsånd
Denne læser savner desuden lidt gåen til stålet. I andre bøger inden for genren - f.eks. Jørn Moos' ”Blekingegadebetjenten” og Hans Jørgen Bonnichsens ”Hånden” - er der beskrivelse af interne magtkampe og kritik af rigspolitichefens dispositioner, men Isager-Nielsen viser sig at have en veludviklet korpsånd.

I stedet får læserne andre ting at vide - og tænke over. Hvert tredje grove voldtægt opklares ikke, og en håndfuld sager med forsvundne mennesker dækker i virkeligheden over drab.

Niels Northroup er leder af Ritzaus politi- og retsredaktion