Azar Nafisi: Ting jeg har holdt min mund med

Erindringer

Azar Nafisi:

TING JEG HAR HOLDT MIN MUND MED (Things I've Been Silent About)

Oversat af Jan Hansen.

374 sider, ill., 349kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

I 2004 stiftede jeg for første gang bekendtskab med den iranske litteraturprofessor Azar Nafisi (f.1955), der i dag er bosat i USA. Det skete med erindringsbogen ”Reading Lolita in Tehran”, der omhandler tiden under og efter den iranske revolution i 1979. Jeg syntes dengang, at det var en besynderlig titel - til jeg fik læst bogen, og brikkerne faldt på plads.

I ”At læse Lolita i Teheran” (på dansk i 2005) følger vi dels Azar Nafisi, der vender hjem efter studier i USA for at arbejde som universitetslærer på Teherans Universitet, dels en gruppe af hendes kvindelige studerende. Da det islamiske præstestyre kommer til magten, bliver Azar tvunget væk fra universitetet, bl.a. fordi hun nægter at iføre sig tørklæde.

Da hun imidlertid ikke vil opgive sin elskede litteratur, opretter hun en hemmelig, privat læsekreds med syv af sine kvindelige yndlingsstuderende og en enkelt mandlig. De læser og diskuterer forbudte bøger, bl.a. Vladimir Nabokovs ”Lolita” (1955), som kommer til at symbolisere stor litteraturs frigørende potentialer.

Kærlighed og opgør

I 2008 kom så fortsættelsen, der går langt mere i dybden med forfatterens livshistorie frem til 2004. De nye erindringer har på dansk fået titlen ”Ting jeg har holdt min mund med”, og fortællingerne løfter på godt og ondt sløret for forældrenes turbulente ægteskab og den familiemæssige baggrund på mødrene og fædrene side. Socialt befinder vi os i den iranske overklasse.

Værket er såvel en kærlighedserklæring til som et opgør med den smukke og på en gang dominerende, hysteriske og usikre mor (i 1963 et af de første seks kvindelige parlamentsmedlemmer) og den højtelskede og begavede far (han var forfatter og beklædte bl.a. posten som Teherans overborgmester).

»Mor fik både det bedste og det værste frem i os. Ved at tage vores private rum fra os, tvang hun os til at skabe andre, hemmelige riger, der var vores egne, ved at sætte gang i vores fantasi. Min far flygtede (?)«

Azars egen ”lille” historie flettes sammen med den ”store” iranske, hvor den ukyndige læser heldigvis rækkes en hånd. Et selvstændigt afsluttende kapitel giver en tidslinje over en række af de begivenheder i Irans historie, der udgør baggrunden for bogen.

Mange slags tavshed

Ifølge forfatteren findes der mange forskellige slags tavsheder (jf. titlen):

Den tavshed et diktatur kan påtvinge sine borgere. Tavsheden hos øjenvidner, der vælger ikke at sige sandheden højt. Tavsheden hos ofre, der kan gøre dem medskyldige. Det sidste kender Azar til på egen krop. Også til den skamfuldhed, der ledsager meddelagtigheden. De nye erindringer er et brud med hendes tidligere pålagte indre censor og inkvisitor.

Sproget er sanseligt og farverigt og med litterære virkemidler, der gør et i forvejen fascinerende stof endnu mere indbydende. Også de mange fotografier undervejs er en fryd (er alle iranere smukke?). Selv om det gibber i mig, når jeg under portrættet af en nydelig dame i fyrrerne kan læse: Dr. Parsay, min skoleinspektør, som blev undervisningsminister og senere henrettet.

Uagtet at bogen med fordel kunne have været kortet ned, håber jeg, at mange vil binde an med at læse Azar i Danmark.