Hønseavl og bondedrab

Arne Strøm:

Onkel, giv os brød

Forord ved Bent Jensen. Efterskrift og noter ved Camilla Schultz

384 sider, 275 kr.

Gyldendal


HUNGERKATASTROFE Da den økonomiske depression ramte USA og Vesteuropa i begyndelsen af 1930'rne, var der mange, der så Sovjetunionen som de nye muligheders land. Her var jo den første femårsplan sat i gang, landbruget blev kollektiviseret, og der satsedes på at opbygge en sværindustri. Sovjet havde ingen arbejdsløse, hed det officielt.

En af dem, der valgte at prøve Stalins socialistiske eksperiment, var danskeren Arne Strøm. Efter en halv snes år i Amerika som hønseavler og konsulent for den canadiske andelsforening for fjerkræproduktion havde han måttet give op og vende hjem til Danmark. Da så den sovjetiske repræsentation i 1932 søgte udenlandske eksperter, sagde Strøm ja til et tilbud om at blive konsulent for et sovjetisk statshønseri. For en mand med rødder i andelsbevægelsen forekom tanken om kollektiv stordrift umiddelbart spændende.

Helt uvidende om de russiske realiteter tog Strøm toget til Moskva sammen med sin hustru og seksårige søn. Herfra blev den lille familie dirigeret sydpå til landsbyen Povorino, nær Voronezj. Her lå det hønseri, han skulle forsøge at få skik på med sine gode råd til direktionen.

Der gik dog ikke længe, før Strøm indså, at alle forsøg på at reformere hønseriet var dømt til at mislykkes. De strandede på den almindelige tilbageståenhed og uoplysthed, på fattigdom og mangel på alting. Eller fortabte sig i det uendelige sovje- tiske bureaukrati og korruptionen.

Den værste hungersnød
Det gik også snart op for ham som familieforsørger, at det krævede sin mand blot at redde den lille familie helskindet gennem det år i et russisk provinshul, som han havde bundet sig til. Det mest elementære - mad, tøj, bolig, lidt køkkengrej, seng, hygiejne, transport - fordrede stor opfindsomhed og gennemslagskraft, også for en privilegeret udenlandsk ”spetsialist”.

Både i landsbyen og under sine mange rejser blev Strøm et lidt tilfældigt, men meget opmærksomt vidne til de frygtelige følger af tvangskollektiviseringen. Han var havnet på den slagmark, hvor regimet for ganske nylig havde knækket bøndernes selveje.

Bondelandet var i kaotisk opbrud, horder af fordrevne bønder vagabonderede på vej mod sultedøden, og når Strøm pakkede sin spartanske madpakke op, stod der altid en forkommen russer og udtalte sit hjerteskærende »Onkel, giv os brød«. Hungersnøden 1932-33, som danskeren var havnet i, betegnes i Camilla Schultz' velunderbyggede efterord som »kulminationen på den værste hungersnød i Europas historie«.

Strøm så med egne øjne en historisk tragedie, som sovjetregimet siden gjorde alt for at nedtone og bortcensurere. Bent Jensen anfører i sit forord, at kollektiviseringen »kostede syv-otte millioner mennesker livet, mens omkring fem millioner blev fordrevet og gjort retsløse«. Et vigtigt formål med genudgivelsen af Strøms bog har været, at en så stor tragedie ikke bare skal forsvinde i et ”erindringshul”.

Det fremgår dog også, at selve bogen på ingen måde har været overset. Den nye udgave er den tredje på dansk (skønt forlaget kalder den ”2. udgave”). 1. udgave kom i 1934, i tre oplag på i alt 18.000 eksemplarer. 2. udgave fulgte i 1940, med 3.000 eksemplarer. Bogen blev også på kort tid oversat til svensk, finsk, tysk, engelsk og hollandsk og kom som føljeton i Norge, Frankrig, Canada og USA »og i flere af Tysklands store aviser«. Den engelske udgave skal Churchill have læst - og lært af.

Humør, energi og ironi
Bogen er dog ikke kun alvorstung afsløring. Strøm mistede hurtigt enhver illusion om sovjetstyret. Men fra sin plads på og omkring hønseriet lyttede han ikke kun til historiens vingesus. Bogen giver masser af levende dagligdag, rejseoplevelser, komiske og bevægende situationer.

Strøm er som fortæller et selvsikkert stykke mandfolk fra en anden tid. Det mærkes i sprog og holdninger. Han fortæller med humør, energi og tommetyk ironi. Han harcelerer over mange af de samme ting, som har generet ruslandsrejsende fra Vesten gennem århundreder. Men der er også betydelig forståelse og hjertevarme i portrætterne af russere, han lærte at kende.