Anmeldelse: Robin Aitken: CAN WE TRUST THE BBC?

Robin Aitken:
CAN WE TRUST THE BBC?
208 s., 9,89 pund hos www.amazon.co.uk
Continuum
Er udkommet

BBCs plads i det britiske samfund kan ikke overvurderes. Med seks tv-kanaler, syv radiokanaler og mere end 40 regionale stationer overskygger kulturinstitutionen alt og alle på de kanter i en grad, der må gøre Kenneth Plummer grøn af misundelse. Og med sine 27.000 ansatte og et årligt budget på ca. 30 mia. kr. er BBC ikke bare en gigant på de britiske øer. Den gamle tante, som folketungen har hende, sender nyheder på 42 forskellige sprog, kan høres på FM i 129 hovedstæder og ses i mere end 250 millioner hjem. En arabisk-sproget, global BBC tv-kanal er på trapperne. Det samme er en spansk. Og så står BBC for en af verdens mest besøgte hjemmesider.

Måling på måling har vist, at BBC er verdens mest troværdige elektroniske nyhedsmedie. Så højt estimeret er nyhedsdækningen, at BBCs vinkling og dækning af internationale historier ofte bruges som reference i danske og andre journalisters versioner af sandheden.

Så når den tidligere BBC-journalist, Robin Aitken, titulerer sin bog med en retorisk boomerang - "Kan vi stole på BBC?" - må det antages, at hans konklusion er et polemisk »Nej!«. Alt andet ville være banalt. Og Robin Aitkens beretninger indefra BBC rejser da også et gevaldigt spørgsmålstegn ved troværdigheden i mediemastodontens nyhedsdækning.

Aitken påstår, at BBC langtovervejende består af venstre-orienterede journalister, der hylder en progressiv - i modsætning til konservativ - politisk dagsorden og som er besat af politisk korrekthed. På den måde er BBCs nyheder udstyret med en institutionel bias, der betragter det tidligere britiske imperium med foragt, tager afstand fra krig, er anti-kapitalistisk, sekulær i en grad så man anser kristendom for at være en overtro og som forsøger at tryne enhver, der går imod den internationalisme, som er bedst repræsenteret ved De Forenede Nationer (FN).

Fortaler for EU

Aitken slår ned på BBCs EU-dækning. Den har ikke ører for den Europa-skepsis, som er udbredt blandt briterne. Han dokumenterer, at BBC er en varmere fortaler for EU end den ellers EU-venlige Labour-regering. Ved at lade det EU-skeptiske synspunkt være repræsenteret af de mest markante EU-modstandere, der ønsker Storbritannien ud af EU, bliver EU-dækningen unuanceret til fordel for EU-tilhængere.

Det samme gælder BBCs dækning af konflikten i Nordirland, der - sympatisk nok - forsøger at støtte fredsprocessen. Men i den bestræbelse nægter at bringe historier, der kæder velrespekterede borgere sammen med IRA. Og derved giver køb på den fulde sandhed.

Det er også fascinerende læsning, når Aitken med rig dokumentation påpeger, hvordan abort-modstanderes argumenter systematisk er blevet undertrykt. Som journalist ved han, at eksemplets magt er uovertruffen. Bogens mest fængende del er afsnittet om Irak-krigen. Robin Aitken var ansat på BBC Radios Today Programme og var dermed kollega med den famøse Andrew Gilligan. Det var Gilligan, der refererede en samtale med den åbenmundede våbenekspert David Kelly, der senere begik selvmord af samme grund. Indefra BBCs maskinrum beretter Aitken, hvordan kulturinstitutionens udprægede sympati for FN-vejen i kombination med den redaktionelle ledelses følelse af magtfuldkommenhed forhindrede BBC i at indrømme de fejl, der blev begået i dækningen af opløbet til Irak-krigen. BBC satte fingeren det rette sted, men i sin iver efter at vinde argumentet, gik man for langt.

Tendens fra 1980erne

Påstanden er altså ikke, at BBC har slået pjalterne sammen med Blairs Labour-parti i en venstredrejet konspiration. Langt fra. Den institutionelle bias følger ikke partipolitik. Og den er ikke top-styret. Det er snarere en underliggende, uartikuleret kultur, der manifesterer sig i de ansattes måde at bedrive journalistik på. En BBC-ideologi, der bekræfter og forstærker sig selv. Og så stærk, at Robin Aitken er blevet afvist hver gang, han internt har påtalt den observerede bias.

Tendensen kan føres tilbage til tidligere generaldirektør John Birts plan for BBC i 1980erne. Fra da af skulle BBC-journalister ikke længere kun reportere, hvad de så, og hvad der skete. Nu skulle de også forklare og fortolke, hvorfor det gik sådan. Dér gik det galt. For enhver fortolkning er et udsnit af virkeligheden. Og derfor fik den enkelte journalists holdning større betydning.

Det er, siger Aitken, utilgiveligt, at verdens fornemmeste pulic service-station dermed har mistet sin upartiskhed.

Fuld af beundring

Tag dog ikke fejl. Forfatteren er fuld af beundring for sin gamle arbejdsgiver. Og plæderer ikke for at lukke foretagendet. De fleste af BBCs programmer er fremragende. Det bedste, man kan få fra journalister. Men når der lister sig holdning ind i BBC-journalistikken, er det oftest med den samme venstre-drejede tone.

Som mange-årig BBC-journalist er Robin Aitken en forrygende fortæller. Bogen er letlæst, velfortalt og nødvendig. Den er sigende nok skrevet efter, at han er holdt op i BBC. Så han lægger ikke fingre imellem. Den rejser spørgsmål, som kun sjældent stilles af folk med Aitkens baggrund. Og den skulle også kunne give inspiration til en overvejelse eller to i DR.

kultur@jp.dk

Thomas Buch-Andersen er journalist ved DR 2 og tidligere korrespondent i London.