Forsiden på bogen "Dobbeltmordet på Peter angs Vej", der udkom den 27. september.
Journalisten og forfatteren Peer Kaae har arbejdet på sin bog i henved 10 år - og de seneste to år på fuld tid. Foto: People's Press.
Peer Kaae:
DOBBELTMORDET PÅ PETER BANGS VEJ
266 sider. 249 kr.
People's Press
Er udkommet
Den tidlige bogsæsons mest foromtalte bog har været ”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej”.
Interessen blev stimuleret af løfter om, at forfatteren på basis af eksklusiv arkivadgang kunne afsløre den »den sandsynlige morder«, som slap for den store tur i politiets vridemaskine på grund af indgriben fra den daværende formand for Landstinget, K.K. Steincke. Et beskæmmende udslag af Old boys network.
LÆS OGSÅ: Er århundredets mordgåde løst?
Peer Kaae har tavshedspligt, fordi arkivalierne er båndlagt til 2023, men på grundlag af et stort interview var det en smal sag for Weekendavisens journalist efterfølgende at finde frem til den mistænkte og offentliggøre hans navn.
Det var en erhvervsmand, der døde så sent som i 2006.
Nu er bogen her, og det første spørgsmål efter læsning er selvklart, om den står distancen. Det korte svar er et rungende ja.
Per Kaae har forvaltet kildeadgangen på fornemste vis og i dette århundredes perspektiv leveret en overlegen opsummering af det foregående sekels mest gådefulde forbrydelse, dobbeltmordet på ægteparret Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen.
En bestialsk udåd, der har fået mytisk status, fordi morderen blev på gerningsstedet hele natten og lagde falske spor, der pegede væk fra ham - og antydede et ritualmord.
Med en næsten underspillet stilistisk metode uden brug af de dramatiske virkemidler, som historien ellers inviterer til, formår Kaae at opdatere dobbeltmordets fascinationskraft og samtidig give et kuldslået billede af efterkrigstidens København med trådene tilbage til den politiløse tids brutalitet under Besættelsen.
Peer Kaaes litterære præstation er at give kontorchef Jacobsen og hans hustru liv forstået på den måde, at det i eftertiden stiliserede og næsten anonyme offerpar får blotlagt et alt andet end småborgerligt liv på Frederiksberg.
Der var mørke understrømme og fortrængninger.
Ikke mindst gjaldt det fru Jacobsen, der tilsyneladende havde en elsker, i bogen omtalt som hr. X, som forfatteren når frem til må være morderen.
Det kan han sagtens have været. Indicierækken underbygger teorien langt hen ad vejen, og det må anno 2010 konstateres at være en politisk skandale, at efterforskningen blev lagt død, og en politimæssig ditto af den mistænktes alibi ikke blev efterprøvet.
Gåden bliver aldrig løst, og dermed vil dobbeltmordet på Peter Bangs Vej - godt hjulpet på vej af denne bog - bevare sin position som kriminalgåden over alle andre.
Næsten sidestillet med krimilitteraturens uløselige ligning: ”Mordet i det lukkede rum”.



