Lars Halskov og Morten Halskov: Skibet der forsvandt

Skibshistorie

LARS HALSKOV og MORTEN HALSKOV:

SKIBET DER FORSVANDT

Historien om Hans Hedtofts forlis

320 sider, ill., 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Klokken 17.41 meldte ”Hans Hedtoft”: »Vi synker langsomt.« Det var det sidste budskab fra Grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”s uforstyrrelige telegrafist om skibets forlis den 30. januar 1959.

På 50-årsdagen for det største skibsforlis i nyere dansk historie udsender journalisterne Lars Halskov, Politiken, og Morten Halskov, fagbladet 3F, en bog om den store ulykke, som ud over tabet af et supermoderne Grønlandsskib, der betragtedes som ”usynkeligt” (som ”Titanic” i 1912!), betød døden for 50 passagerer og 40 besætningsmedlemmer.

Ved siden af denne tragedie medførte tabet af ”Hans Hedtoft” også mindst to skandaler: Den socialdemokratiske grønlandsminister Johs. Kjærbøls gennemtvingelse af sejlads på Grønland i de særdeles barske måneder om vinteren.

Ydmygende behandling
Dertil den ydmygende behandling af de efterladte efter de omkomne på det forulykkede skib, som der ellers spontant blev samlet fire mio. kr. sammen til ved en landsindsamling.

Sejladsen på Grønland - og den erhvervsmæssige udvikling på øen - var en mærkesag for Kjærbøl, en barsk fagforeningsmand, der også havde gjort sig i politik.

Han ville for enhver pris sejle på Grønland hele året, også selv om mange kyndige, heriblandt den meget respekterede grønlandske folketingsmand Augo Lynge, advarede på det kraftigste - han havde haft gruopvækkende oplevelser om bord og omkom selv om bord på skibet. Og så var der de erfarne grønlandskaptajner, som enedes om i en erklæring at understrege dette.

Kjærbøl accepterede ikke, men erklærede: »Hvis de tøsedrenge ikke vil sejle, skal jeg nok få dem til det.« Bemærkningen blev refereret af hans ministersekretær og overhørt af en kollega. Samt trukket tilbage bagefter.

Reddet af partikammerater
Kaptajnerne blev så tvunget til at udfærdige en ny erklæring, som gik ind for at sejle om vinteren. Det var bagefter ved at koste Kjærbøl (som i mellemtiden var gået på pension) hans anseelse som politiker, og da sagen i sidste ende kom op i Folketinget, blev han udelukkende reddet af partikammeratskabet.

Men sagen var ikke god for regeringen H.C. Hansen, der kom under kraftig ild fra den unge konservative Erik Ninn-Hansen og den netop frafaldne kommunist Aksel Larsen, som begge havde krævet en rigsretssag.

Kjærbøl blev altså reddet, men sagen medførte vedtagelsen af en ministeransvarlighedslov (hvad netop Ninn-Hansen blev ramt af efter Tamil-sagen). Desuden gjorde nye bestemmelser sejladsen på Grønland mere sikker end før.

Afslørende billede
Den anden skandale ramte især enker, der med den tids sociale love var dårligt stillede og fik deres vilkår yderligere forringt i det særlige nævn, der skulle fordele de indsamlede penge. Bogens forfattere har opsøgt mange af dem og giver et afslørende billede af, hvordan en kontorchef Jensen både behandlede dårligt stillede enker særdeles ydmygende og ydermere slet ikke udnyttede bestemmelserne efter deres hensigt.

Der var ellers penge nok, men mange af dem gik til sociale og kulturelle formål i Grønland.

”Skibet der forsvandt” er en glimrende dokumentarisk bog, der skildrer den barske virkelighed og i smukke og bevægende beretninger ikke glemmer den enkelte.