Martin Kaae og Jesper Nissen: Vejen til Irak

Martin Kaae og Jesper Nissen:

VEJEN TIL IRAK

Hvorfor gik Danmark i krig?

252 sider, 249 kr.

Gads Forlag

Der findes mennesker, som er optaget af at rette op på, hvad de opfatter som en historisk uretfærdighed:

At to statsledere, USA's præsident George W. Bush og Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, fik deres politiske karrierer ramponeret af det delvist løgnagtige og helt igennem dårligt forberedte grundlag for at gå i krig mod Irak i 2003, mens Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, gjorde danske soldater til en del af angrebs- og besættelseshæren uden efterfølgende at betale nogen synlig politisk pris for det.

Ingen rygende pistol
Journalist Martin Kaae og historiker Jesper Nissen er ude i et sådant ærinde i ”Vejen til Irak”.

Anders Fogh Rasmussen brugte nogle af de fabrikerede påstande i sin argumentation, men ingen har foreløbig kunnet påvise, at den danske statsminister dengang vidste, at de var løgne. Heller ikke denne bog finder en rygende pistol.

Mysterier om Møller
Den er ikke engang tæt på. Bagsideteksten lover at bringe læseren »helt tæt på Danmarks dramatiske vej til Irak. Ind på kontorerne, ud i korridorerne«. Men det skaffer end ikke svar på sagens mindre mysterier, som f.eks.: Havde Fogh afstemt det med udenrigsminister Per Stig Møller, før han i januar 2003 sammen med syv andre europæiske regeringsledere lod en opsigtsvækkende pro-amerikansk erklæring offentliggøre?

»Det er uklart,« skriver forfatterne.

De har heller ikke svaret på, hvordan Per Stig Møller kort før den endelige beslutning om at sende danske soldater med i krigen blev overtalt til, at det kunne ske uden en ny beslutning i FN's sikkerhedsråd, som tidligere havde været Møllers udtalte holdning. »Hvordan det end lykkedes ?« må forfatterne nøjes med at fundere.

Hemmeligt i mange år
Årsagen er bl.a., at de to hovedpersoner, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, ikke har villet lade sig interviewe til bogen. Samt at sagens afgørende dokumenter - på trods af den ofte fremførte påstand om, at »alt er lagt åbent frem« - fortsat holdes hemmelige af hensyn til rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter.

Dem får vi allertidligst at se i 2023, og hvis arkivloven strækkes til sit yderste, kan de holdes hemmelige til 2063.

I det hele taget har forfatterne ikke formået at åbne de afgørende døre. I stedet bruges åbne, og i alt væsentligt kendte kilder, til en analyse af, hvordan VK-regeringens retorik om krigsdeltagelsen har udviklet sig fra den politiske og militære forberedelse i 2002 til i dag.

Talen på landsmødet
Forfatterne skildrer interessant det mildt sagt dynamiske forløb, som spænder fra Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde i september 2002 om begrundelsen for at gribe ind mod Saddam Hussein:

»Det er for sent, når først giftgassen eller den dødelige sygdom er spredt over en af vore store byer,« til et interview i august 2007: »Når vi gik med i den internationale koalition i Irak, så havde det ikke noget med masseødelæggelsesvåben at gøre.«

Forfatternes problem er, at det alt sammen er velkendt stof. Enhver interesseret har kunnet følge det retoriske skred. Det er foregået fra talerstole og foran tv-kameraer, så der er intet fordækt i forløbet - det kan, som forfatterne gør, afdækkes minutiøst via frit tilgængelige kilder.

Kommer ikke i mål
Men det bringer dem ikke i mål med bogens hovedpåstand: At Anders Fogh Rasmussen »vildleder« befolkningen i spørgsmålet om, hvorfor Danmark gik med i krigen mod Afghanistan.

Statsministeren har forsøgt med tilbagevirkende kraft at flytte vægten fra det ben, som forud for angrebet umisforståeligt argumenterede med, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben - det troede stort set alle på det tidspunkt, men det viste sig at være forkert - til det andet ben, som blandt begrundelserne for krigen er en gryderet af hensynet til FN's troværdighed, til det irakiske folk, udbredelsen af demokrati i Mellemøsten m.v.

”Vejen til Irak” udpensler den retoriske manøvre - med lovlig mange gentagelser undervejs - men vildledning af befolkningen leverer bogen ingen dokumentation for.