Forsiden på "VM-bosserne" er vildt kikset, men billedet af de tre gutter arm i arm er om ikke andet illustrativt for den hyggelige, afslappede stemning i bogen. Foto: Kristian Brasen
ANDREAS KRAUL OG LARS HESTBECH:
DE GODE OG DE ONDE.
VM-historiens bedste og værste øjeblikke
304 sider, 250 kr.
Lindhardt og Ringhof
Er udkommet

HANS KRABBE OG DAN SØRENSEN:
VM-BOSSERNE
Bag VM-kulisserne med Sepp, Morten og Bo
269 sider, 250 kr.
Turbulenz
Er udkommet

Før Østrigs semifinale mod værtsnationen under VM i Italien i 1934 fortalte østrigernes træner sine spillere, at kampen var tabt på forhånd. En mærkelig udmelding, Østrigs hold blev kaldt ”Wunderteam” pga. dets kvalitet.
Men den hovedrystende sandhed ved trænerens spådom gik op for spillerne, da kampens svenske dommer brød en østrigsk aflevering ved at heade bolden hen til en italiener! Den svenske dommer havde tilsyneladende et lidt for nært forhold til Italiens diktator Benito Mussolini, og han fik da også genvalg til finalen den 10. juni i Rom.
Denne italiener-anekdote er en af mange fine i Andreas Kraul og Lars Hestbechs bog om VM-historien. Som det fremgår, er denne historie ikke blot en fortælling om smukke mål og enestående spillere. Det er også en fortælling om magt, politik, nationalisme og penge.
Anekdotens afslutning er, at dommeren indledte 1934-finalen med at strække armen og sende en fascisthilsen op til Il Duce. Modstanderne fra Tjekkoslovakiet blev besejret, og FIFA's præsident gav pokalen til de i øvrigt dygtige italienske spillere.
Mussolini havde selvfølgelig fået en langt større pokal fremstillet, og den, ”Coppa del Duce”, overrakte han spillerne, der triumferende bar den rundt på stadion.
De to forfattere behandler disse historier præcist og kyndigt. Sproget er ligefremt, nogle gange rigeligt fodboldjargon'sk som, »at han ikke kunne koncentrere sig de nødvendige 200 procent om en slutrunde.«
Det siger sig selv, at alle de gode historier og alle de gode spillere ikke kan være med. Bogen fokuserer på VM's tre største stjerner: Pelé, Maradona og brasilianske Ronaldo.
Vi kommer ganske vist ikke tættere på en opklaring af, hvad der egentlig skete, da Ronaldo kollapsede før VM-finalen i 1998 og alligevel kom (tvunget af storsponsoren Nike?) på banen. Men episoden formidles levende og sobert, og det samme gør bl.a. legenderne om ”Guds hånd” og Zidanes skalle i 2006.
”De gode og de onde” er tilmed en flot bog med mange fine illustrationer. Det kan man ikke sige om den anden VM-bog. Forsiden er (u)hyggeligt kikset og viser Danmarks tre VM-trænere arm i arm, Sepp Piontek, Morten Olsen og Bo Johansson. Journalisterne Hans Krabbe og Dan Sørensen har udtaget de tre til en rundbordssamtale, og resultatet er en omgang hyggelig fodboldsnak.
Sepp boltrer sig, han sludrer løs om de gamle dage i Mexico og kritiserer nutiden; de forkælede unge spillere og DBU, der ikke behandler de gamle landsholdsaktører og -trænere med respekt. Morten Olsen udviser overraskende forståelse for de unge og bliver ved med at forklare Sepp, at tiderne altså skifter.
Bo sludrer med. Det er sjovt, og især den politisk ukorrekte Sepp er frivilligt og ufrivilligt lårklaskende morsom. Hør bare denne diskussion om VM i Sydafrika: Sepp: »Vi kommer i hvert fald videre fra den indledende gruppe.«
Morten: »Hold da op med det der. Du kan da ikke bare sige, at vi går videre...«
Sepp: »Hvad? Du vil da ikke sige, at de er bange for Japan? For de små japanere? Nej, nu må du holde op.«



