Find mere om:
Livet i over- og underverdenen | bog.guide.dk

Livet i over- og underverdenen

Dokumentar: Tre aktuelle bøger udgør tre vidt forskellige forsøg på at vise os de verdener, som vi ikke kender - et liv langt væk fra middelstanden og dens trivialitet.

Søren Jakobsen:

OVERKLASSELIV

256 sider, ill., 299 kr.

Informations Forlag

Er udkommet

Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen:

FRA EDDERKOPPEN TIL MAKRELLEN

320 sider, ill., 300 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Morten Frich:

KRONVIDNET

344 sider, 299 kr.

Peoples Press

Er udkommet

I fladlandet, det helt og aldeles lige Danmark, er det naturligvis ekstra fascinerende at få at se, at der stikker noget under. Og over. At der er et andet liv, fjernt fra forældremøder og terminsbetalinger i Vanløse, et liv uden for de almindelige regler, at der er verdener, hvor andre ordener hersker.

For regler er der masser af, både i over- og underverdenen.

To live outside the law you must be honest, sang Bob Dylan, og med Bruce Springsteens Rich man wanna be king er det rart endnu en gang at konstatere, at universet stadig ikke er mere kompliceret, end det kan indrammes af to rockcitater. For det kan det. Det viser også tre aktuelle bøger om livet ovenpå og nedenunder.

Det fascinerende ukendte


Bøgerne har fascinationen af det ukendte til fælles, og de er fælles om ikke at forløse den helt.

Journalisten Morten Frich slipper så absolut bedst fra det med en historie, som da også er landet i hans turban som en gave fra himlen eller måske snarere fra helvede, for der er tale om erindringer fra en mand, der besluttede sig for at sladre om Hells Angels.

Frich sørger artigt for at slå syv journalistiske kors for sig i indledningen: Kasper har krævet del af royaltyen, så han har en interesse i at dramatisere. Kasper har været på kokain det meste af tiden, så hans erindring kan være en anelse uklar. Og Kasper har desuden masser af gamle regnskaber at gøre op, hvad der kan påvirke hans udsagn.

Mange forbehold, der selvfølgelig tilsammen gør historien ret utroværdig for ikke at sige helt og aldeles upålidelig. Men forbeholdene er hurtigt glemt, for det er en god historie, og så gør det mindre, at det kan være løgn det meste. Det lyder ikke som løgn, det lyder tværtimod, som om det er sådan, det har været.

Historien handler om, hvordan søde Kasper fra parcelhuset i Aalestrup i Himmerland endte med at skulle have en ny identitet af PET, fordi han havde vidnet mod sine gamle venner i Hells Angels.

Måske gik det galt, da den beundrede fætter Thomas hængte sig. Det synes i hvert fald at være bogens forklaring. Herefter begynder Kasper dels at lukke sig om sig selv, dels at søge et andet fællesskab.

Han går til styrketræning sammen med folk, der viser sig at være rockeraspiranter. Han tager steroider, han begynder også at handle med dem og for resten desuden med falsk mærketøj. Det er big business.

Langsomt drages han længere og længere ind i cirklerne, ind i en verden af vold, hurtige (og mange, mange) penge og hurtige damer.

Kasper Vetter vokser i yndest blandt helvedes engle, og han kommer under beskyttelse af folk som ”Paven” og ”Kongen af Aarhus”, figurer, hvis tilnavne i sig selv skal gøre dem mytologiske, men som sandelig findes i virkeligheden, hvad bogens interessante illustrationer viser os. Morten Frich har tydeligvis gjort et stort arbejde for at efterprøve dagbogens indhold så godt, som man nu kan som undersøgende journalist i underverdenen, så vi får også ansigter og avisbilleder på mange af de personer og begivenheder, der omtales i bogen.

”Kongen af Aarhus” er en typisk overgangskikkelse, nødvendig for en dramatisk historie. Han er kriminel, men driver også en blomstrende byggevirksomhed og ligger i med byens fineste folk.

Hans motto: »Spar aldrig på advokater og revisorer.«

Kasper snuser også til livet på solsiden. Han kommer til Sydspanien, hvor narkoens bagmænd lever overdådigt og forstå at sno sig, også mellem bandekrigens dødsfjender, som de som ægte bagmænd sagtens kan handle med uden at involvere sig, for det handler om penge. Hele tiden.

Vold og narko er der også hele tiden. Volden er uhæmmet i sin råhed, og narkoen er konge. Den er en pengemaskine, og den er nødvendig for at stå det hele igennem. Kasper er leverandør, men han er også storforbruger, dybt afhængig, og det er med til at knække ham til sidst.

Selve omvendelsen er måske det dårligst dokumenterede i bogen, men vi forstår i hvert fald, at Kasper gennem sine mange handler kommer under et stigende, nærmest umenneskeligt pres, så det er ikke moralske kvababbelser, der får ham til at gå over til den anden side.

Det handler om penge


Verdener mødes indimellem, og i bogen møder vi både den tidligere fodboldlandsholdsspiller Stig Tøfting, der går i forbøn for en rocker, der er blevet takseret til at skylde sin gamle kammerater et ubetaleligt beløb, og politikeren Anders Samuelsen, hvis rolle allerede er blevet endevendt i medierne.

Den handler om at betale, naturligvis - først og sidst handler det altid om penge.

»Med meget få undtagelser omsætter HA'erne deres teoretiske frihed til én ting - at blive rige. Hells Angels-medlemmerne taler sjældent om det, men de fleste af døgnets timer er de beskæftiget med muligheden for at lave penge. Sådan siger de i miljøet - lave, ikke tjene. Det er, som om sproget sladrer om det, de egentlig ikke vil tale om. For mange begynder rejsen med Hells Angels med det første, kammeratskabet og friheden, men for næsten alle slutter den som ødelæggende kamp om det sidste, pengene, der ultimativt gør enhver tale om broderskab absurd.«

Hedder det i bogen, som man ikke upåvirket lægger fra sig igen. Hos nogen vil historien muligvis appellere til den drømmende drengerøv, hos andre til den sociale bevidsthed, hos mig appellerer den faktisk mest til den forargede småborger, der drømmer skjult og indædt om amerikanske retstilstande, hvor den slags forbrydere for alvor sættes fast, når de bliver fanget.

Det er under alle omstændigheder en uhyggelig bog, ubehagelig at læse. Og måske derfor nødvendig.

Møder om den hvide sne


Anderledes draget er man til Søren Jakobsens ”Overklasseliv”, som også handler om en fremmed verden, en oververden, lige så eksotisk som rockernes og stedvis endda i berøring med denne, for også overklassen har indimellem brug for det hvide sne for at stå livet igennem. Mange vil sikkert erindre, hvordan Rigmor Zobel under narkosagen imod hende alligevel kunne spise middag med kronprinsesse Mary, og det skulle vist ikke have været i avisen, men det kom det.

Selv om man kun er konge i Legoland, kan man godt være hævet over provinsbyens regler, men unddrage sig dens nyfigne blik i gadespejlet kan man ikke:

»Med lige dele sladder og samfundsmæssig analyse af overklassens magt og indflydelse går Søren Jakobsen bag om de førende 47 familier i det moderne danske aristokrati,« hedder det i den introduktionstekst, som Informations Forlag (!) disker op med. Det lyder jo lifligt. Tænkt at få lov at læse Se og Hør, uden at nogen opdager det. Læg bogen på kaffebordet, og folk vil alene af forlagsnavnet tro, at De er intellektuelt anlagt.

Desuden er forfatteren ikke hvem som helst. Cavlingpris-vinder (en måske lettere blakket titel efterhånden, men alligevel), og læg dertil 10 års erfaring som hårdtslående journalist på Ekstra Bladet og et forfatterskab, der tæller bøgerne ”Danske Dynastier” og ”Lego-arven”, så begynder det at ligne noget.

Kongehuset er solen


Men ak, det er som sædvanlig falsk varebetegnelse. Der er masser af sladder i bogen, men ingen økonomisk og samfundsmæssig analyse overhovedet.

Ét forstår vi, og det vidste vi godt i forvejen: Hvis vi ikke havde kongehuset allerede, måtte vi opfinde det alene for at skabe den sol, som de adelige planeter kan cirkle omkring.

Det gælder om at være tæt på de kongelige, og at være af gammel familie er og bliver nummer ét i den retning. At være styrtende rig og i stand til at yde især kronprinseparret elegante diskrete tjenester hjælper på det, og bogen fokuserer især på, hvordan det er lykkedes enkelte, rigmanden Fritz Schur især, men også aldeles nyrige som Frank Uhrenholt, at komme ind i inderkredsen.

Og hvad så?

Ja, så ingenting, for bogen mangler ganske bid og kant. Man læser og læser om overklassen og dens jagtselskaber og herregårde, dens pelse og dens penge, men man spørger til sidst sig selv, hvad forfatteren overhovedet har villet med den bog.

Måske har han haft en forestilling om, at nogen ville hjælpe ham, snakke over sig så at sige, men det er folk i den rangklasse naturligvis for kloge til. Derfor bliver det ved antydningerne, den tiskende og hviskende sladder, ikke mine ord igen osv., og fremstillingen er på én gang anekdotisk og aldeles humørforladt.

Kun i glimt fornemmer man ekstrabladsjournalistens iboende respektløshed, men det er i få glimt, og de er ikke skarpe nok.

Journalisten som helt


Anderledes tro mod deres oprindelse er Søren Jakobsens tidligere kolleger, Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen, der sammen har en fortid som kulegravende makkerpar på Ekstra Bladet.

I deres bog om underverdenen fra Besættelsen frem til i dag bekræfter de på hver eneste side deres afhængighed af Ekstra Bladets særlige mytologi, hvor det hele er råddent, politikerne nogle vatnisser, politiet udueligt og den undersøgende journalist den sande helt.

I en rigt illustreret, enkelt fortalt og ganske saftig bog, får vi fortællingen om den danske underverden fra 1944-2004, ”Fra Edderkoppen til Makrellen”, og som i ”Overklasseliv” virker begrundelsen som lidt af et postulat, noget med for alvor at vise, at der sandelig har eksisteret og eksisterer en underverden.

Jamen, har nogen betvivlet det? Og har forskningen ikke i rigt mål dokumenteret de retsløse tilstande i Besættelsens sidste år?

Edderkoppen blev tilmed en tv-serie, omend hans borgerlige navn var Svend Aage Hasselstrøm. En fattig christianshavnerdreng, der blev en stor mand med rå midler og forsikringssvindel. I hans omgangskreds finder man også pæne folk som møbelhandler Johannes Linde, der forstod at beværte politiet, så det hele gled lidt lettere, så jo, det hele hænger sammen som ærtehalm.

Entré: Anders B. Nørgaard, journalist på dagbladet Social-Demokraten og hans kollega, den kun 22-årige kollega Poul Dahlgaard, historiens sande helte. Så gik der hul på bylden, de skyldige blev stillet for retten, og sådan er det hele vejen igennem i bogen, der kun en enkelt gang er nødt til at tage en smule forbehold for journalisten som helteskikkelse.

Poul Dahlgaards kæmpede i årevis mod Svend Thevis, og det er klart, at vi skal holde med Dalle. Men det faktum, at Ekstra Bladet måtte trække 53 artikler om sagen tilbage, efterlader dog ikke forfatterne helt upåvirket. Måske var Thevis ikke den, som Ekstra Bladet troede, han var.

Hvor er sammenhængen?


Under alle omstændigheder er det hele ret underholdende og kulørt, tilmed rigt illustreret - som Ekstra Bladet, når det er bedst.

Hvad man kan savne, når det nu skal være en bog, er en indre sammenhæng mellem de mange, mere eller mindre tilfældige nedslag i danmarkshistorien. Hvis sammenhængen da ikke bare er den, der også knytter de tre bøger sammen, nemlig den lokkende og farlige besked til den for længst parcellerede og i lænestolen parkerede læser: Der er en anden verden derude.

Tænkt at få lov at læse Se og Hør, uden at nogen opdager det. Læg bogen på kaffebordet, og folk vil alene af forlagsnavnet tro, at De er intellektuelt anlagt.

Anmeldelse: Lone Holm: De 5 på Lotte

20-12-2011: Det er ikke sjovt at komme på alderdomshjem, men plejehjemmet Lotte gør sit for at kaste lys over den sidste rejse. Fem beboere optræder i en ny interviewbog om plejehjemmet. Læs artikel

Anmeldelse: Jakob Mathiassen: Beton

07-03-2011: Ny bog om arbejdet som ufaglært betonarbejder giver et indblik i livet som underhund i dagens Danmark. Læs artikel

Anmeldelse: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 2 - den hårde kerne

31-10-2007: Andet bind af Peter Øvig Knudsens blændende fortalte storværk om Blekingegadebanden handler navnlig om politiarbejdet i forbindelse med bandens 1980'er-forbrydelser - og om, at den muligvis kunne have været stoppet, længe før den blev. Læs artikel

Anmeldelse af Hjalmar Dahl - Fordi vi lever. Om bøsser og lesbiske i Grønland

04-08-2014: Forfatteren Hjalmar Dahl har interviewet bøsser og lesbiske i Grønland og sætter fokus på et tabubelagt problem. Læs artikel

Anmeldelse af Søren Baastrup - Exit Hells Angels

10-02-2014: ”Exit Hells Angels” er mere båret af rockerfascination end journalistisk nysgerrighed, og bogen tegner et endimensionalt portræt af bogens hovedperson. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...