Anmeldelse: Jan Poulsen: Something rotten!

Punklitteratur

Jan Poulsen: Something rotten!

Punk i Danmark - maleri, musik, litteratur 1977-85

416 sider, 399,95 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Det er ikke noget problem at skifte stil i ugens løb.

Hvad skulle det være? Flipper, punker eller disker, læderjakke eller parkacoat, skovmandsskjorte eller jakkesæt, høje hæle eller flade sko?

Man kan finde det nødvendige udstyr - kostumen om man vil - til rimelige priser i tøjbutikker og i en vis udstrækning også i de store supermarkeder. Bor man på bøhlandet, kan man med kort leveringstid og returret købe det hele på nettet, hvor man ydermere ved hjælp af blogs skrevet af trendspottende teenagere kan finde inspiration til næste uges stiløvelser.

I slutningen af 1970'erne så verden anderledes ud.

Pænt eller praktisk

Der fandtes ikke noget cyberspace, der var et langt mindre udvalg af forskelligartede tøjbutikker i både København og provinsen, og typisk var der forretninger for mænd og drenge og for kvinder og piger.

I den mest gængse butik var der to slags tøj - det pæne og praktiske. Det første var til festlige lejligheder, det sidste til resten af ugen. Og månederne. For dengang gik de fleste i det samme tøj i lang tid, og kom der et hul på knæet, blev der syet en lap på om aftenen. Så var det par bukser som nye igen.

Naturligvis var der børn og unge, der så anderledes ud. Men så skilte de sig som regel ud på samme måde hele ugen og næste uge med.

Mange gange kunne barnet også være et billede på, hvordan familien derhjemme så ud. En flippet knægt ville ofte have en mor og far, der så flippet ud.

En outsiderkultur

Med punken sidst i 1970'erne skete der noget, der kunne opfattes som en fuckfinger til systemet - til farmand, resten af familien derhjemme, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og også lige til hippiekulturens tanker om, at vi skulle komme hinanden ved.

Punken var i sit udgangspunkt en outsiderkultur, som man hverken kunne eller ville købe sig til i en tøjbutik. Den, der farvede sit hår rødt, smurte en ordentlig omgang farvelade i sit ligblege ansigt og tog et hundehalsbånd på sammen med en itureven T-shirt, et par smadrede jeans og militærstøvler, var én, der var indstillet på at stå udenfor og på at blive kigget på.

Hvornår denne subkultur nåede fra den store verden til København, kan diskuteres, men Jan Poulsen giver i sin ambitiøse fortælling om punk i Danmark et godt bud.

Han ser begyndelsen i den engelske punkgruppes Sex Pistols' legendariske optræden i Daddy's Dance Hall i sommeren 1977, og han sætter også en slags udløbsdato på. Det var støttekoncerten for Afrika i 1985 i Idrætsparken.

Hans pointe er, at Danmarks toneangivende punkband Sods - med det nye navn Sort Sol - ved den lejlighed stod på scenen med den folkelige popmusik.

Forfatteren er dog udmærket klar over, at det med beskrivelser af subkulturer er stort set umuligt at tale om første og sidste dag. Den slags kulturer har det med at forandre sig undervejs, og for nogle døde punken, da aktørerne søgte i mange forskellige retninger, bl.a. til skinheads- eller bz-bevægelsen eller til det etablerede kulturmiljø. For andre kom dødsstødet, da »stofferne begyndte at skylle ind over miljøet«.

Sods og Lars H.U.G.

Forfatteren, der senest skrev en god portrætbog om David Bowie, har valgt en speciel teknik til at fortælle om punken i Danmark. Fortællingen bygger på en ubrudt række af stemmer, der rulles ud, og som for manges vedkommende vender tilbage igen og igen. Blandt fortællerne finder man medlemmer af Sods, der står som bogens centrale figur, og andre musikere som Lars H.U.G. og Martin Hall. Dertil kommer digtere og malere samt nøglepersoner i miljøet. En af dem var Camilla Høiby, der blev betragtet som en guru.

»Jeg synes ikke, at vi holdt nogen udenfor,« ræsonnerer Camilla Høiby, mens mange andre pointerer, at der i punkkulturen herskede et hierarki.

»Det var helt sindssygt ekskluderende,« kommer det fra filminstruktør Søren Fauli, der ikke desto mindre fandt sin platform for friheden til at have det sjovt og opføre sig, som han ville.

Det kendetegnede også miljøet, at man ikke nødvendigvis blev accepteret, selv om man så på sig selv som punker. Den problemstilling ramte digteren Michael Strunge, der i aviser og på tv blev trukket frem som en af subkulturens vigtigste skikkelser. Den slags skete ikke ustraffet i en bevægelse, hvor det for mange var et mantra at lægge afstand til politik og etablerede medier.

»De følte, at han var sådan en, der ville komme og tage patent på det at være punker, og det brød de sig ikke om,« konstaterer forfatteren Henrik S. Holck.

Bonderøve i Århus

Punkkulturen kom aldrig til at stå som en stor, landsdækkende fodboldklub. Tværtimod var der punkere i Københavns centrum, som fandt, at punkmiljøet i Århus bestod af en flok bonderøve, og selv om man gik rundt på Vestegnen og kunne lide den samme slags musik og tøjstil, var man ikke nødvendigvis accepteret i de rigtige miljøer i Indre By.

Til gengæld var det et fællestræk overalt i landet, at man som punker skulle gøre det selv og finde på: Man måtte skabe sin tøjstil ved at gå i genbrugsen eller i fars klædeskab. Man måtte bruge toilet- og køkkensager samt kemikalier for at få hanekammen til at stå, og man måtte selv skabe events, musikudgivelser og undergrundsblade for at kunne vise (ikke mindst sig selv), hvad man duede til. Derfor forstod ledende skikkelser i miljøet ikke, at punkerne på et tidspunkt blev udråbt til nå-generationen.

»Det var simpelt hen så langt ude, fordi vi syntes, at vi var den mest aktive generation, der havde været meget længe,« hedder det sig i bogen, som uden problemer kunne have været 50 sider tyndere.

Professoren taler

Flere citater kunne have været skåret skarpere. Andre kunne have været udeladt helt, da de samme pointer optræder i fortællingen lige inden eller lige efter. Desuden virker udtalelserne, der bygger på konkrete erfaringer, meget stærkere end citaterne fra dem, der gør sig til eksperter på punktiden.

Ydermere kunne Jan Poulsen have undladt at tage professorhatten på til sidst for i stedet at nøjes med en mere komprimeret gennemgang af den musik, litteratur og billedkunst, som han forbinder med punkkulturen. Det var trods alt få plader, bøger og udstillinger, der gjorde en afgørende forskel, og det er endnu færre af værkerne, som har bibeholdt en kunstnerisk værdi for andre end dem fra dengang.