Evan Thomas: Vejen til Washington

Evan Thomas:

VEJEN TIL WASHINGTON

Den amerikanske valgkamp bag kulisserne

Oversat af Erik Barfoed, Niels Iver Larsen, Kirsten Vesterager og Mich Vraa

232 sider, 199 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Der var et tidspunkt i historien, hvor Hillary Clinton ikke var udenrigsminister i præsident Obamas regering, men modkandidat til selv samme mand.

Blandt andet mødtes de to konkurrenter i Iowa i 2007, hvor journalisterne spørger Barack Obama om »hvordan han kunne fremstille sig selv som forandringens mand, når så mange af hans rådgivere havde arbejdet i Clinton-regeringen.«

Da han rømmede sig som en anden professor, lød en skarp latter fra Hillary, der udbrød: »Det her glæder jeg mig til at høre!«

Obama svarede muntert og nærmest profetisk, at »jeg glæder mig også til, at du skal rådgive mig.«

Var et hårdt, men godt angreb, blevet besvaret af en arrogant modstander? Det var ikke sådan pressen så det. De gik straks i gang med at analysere om Hillarys latter »i virkeligheden havde været en kaglen«.

Rolig som en klippe
Situationen udtrykker Obamas kampagne i en nøddeskal. Manden kunne gå på vandet. Og det var en bevidst strategi, fremgår det af Newsweek-journalisten Evan Thomas' fremragende bog ”Vejen til Washington”.

”No Drama Obama” blev det kaldt, når Obama rolig som en klippe modtog hug og ufine angreb fra modstanderne eller slentrede afslappet ned ad gaden med sin jakke over skuldrene. Det sidste irriterede i øvrigt John McCain grænseløst, da den gamle veteran på grund af sin krigsmærkede krop ikke kunne løfte sine egne hænder over hovedet og måtte have andre til at rede sit hår.

Den slags detaljer vrimler det med i Thomas' præcise skildring af kampagnens personligheder og den effekt, de havde på resultatet. Det er et kig bag facaden med alt, hvad det indebærer af pinlige optrin og raseriudbrud, der uundgåeligt kommer frem, når man er et presset menneske og derudover har medierne på nakken.

Vindernes historie
Bogen giver intet indblik i politikken, hvilket også efterlader indtrykket af, at McCain udelukkende tabte, fordi han omgav sig med elendige rådgivere, der indbyrdes bekæmpede hinanden. Sandheden er nok lidt mere kompliceret.

I det hele taget er det tydeligt, at Obama - i bagklogskabens lys - fremstår som noget nær genial, mens Thomas får det til at ligne et mirakel, at hans modstandere overhovedet formåede at komme ud af sengen og finde en ledig mikrofon.

Men det er jo vinderne, der skriver historien, eller i det mindste er det i lyset af deres sejre, at man forstår den.

Uforudsigeligt træk
”Vejen til Washington” er en bog, der slet og ret er svær at lægge fra sig. Vi får serveret historien kronologisk, og man glæder sig til højdepunkterne som valget af Sarah Palin, der af Thomas fremstilles som mere et offer for dårlig rådgivning end decideret ubegavet.

Et valg af vicepræsident, der fik Obamas lejr til at gyse, som når en skakspiller ser modstanderen foretage et fuldstændig uforudsigeligt træk. Enten er det genialt, eller også er det bare uigennemtænkt. Palin viste sig at være det sidste.

En epilog om Obamas politiske arv og et afsluttende interview skulle dog være udeladt. Bogen skulle have sat sit sidste punktum efter valgnatten, fordi der er ingen grund til at skrive om rigtig politik, når man konsekvent og så godt har fokuseret på alt det andet.