Deborah Rodriguez og Kristin Ohlson: Kvinderne i Kabul

Deborah Rodriguez

og Kristin Ohlson:

Kvinderne i Kabul

288 sider, hft., 199 kr.

Forlaget Lindhardt og Ringhof


DOKUMENTARISME

Deborah Rodriguez fortæller selv, at hun er kendt som Skøre Deb. Og denne midaldrende, amerikanske, frisøruddannede kvinde, som på det nærmeste er blevet verdenskendt for en helt speciel indsats i Afghanistan, er virkelig ud over det normale: I 2002 var hun med til at åbne Kabul Beauty School, den første skønhedssalon i landet.

Hvordan ender en enlig mor fra Michigan i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor Deborah i øvrigt også lige indgår et arrangeret ægteskab med en afghaner som kone nummer to?

Ifølge eget udsagn er hun en rastløs natur, som hverken kunne slå sig til ro som frisør eller fængselsbetjent. I 2001, et par måneder før 9/11, tager hun kurser i nødhjælp og katastrofehjælp hos en hjælpeorganisation, og det lykkes hendes at snakke sig til en plads på det første hold, som foreningen sender til Afghanistan. Som frisør skiller hun sig ud fra resten af de udsendte, og ledelsen kan ikke rigtig finde noget at sætte hende til. Derfor kommer hun på ideen med en skønhedssalon, som samtidig skal fungere som frisør- og kosmetologskole for unge afghanske kvinder.

Projektet er vanskeligt at få op at stå og støder i de fem år, Rodriguez ender med at blive i landet, på mange forhindringer. Ikke bare i form af manglende økonomiske midler og chikane, men også fordi de unge kvinder, som er så heldige at blive optaget som elever, for manges vedkommende er traumatiserede og ødelagte af vold(tægter), tvangsægteskaber og borgerkrigens kaos.

To skæbner
Med sit varme hjerte og vindende væsen opnår forfatteren imidlertid kvindernes fortrolighed, og mein Gott - hvilke skæbner hun opruller for læseren, som her må nøjes med to:

Roshanna bliver gift med en fætter i Tyskland for at beskytte hende mod Taleban, der har for vane at bortføre unge piger. Fætteren indgår ægteskabskontrakten, tager hendes jomfrudom og vender så tilbage til Tyskland, hvor han bekvemt tre gange i vidners nærvær udtaler: Jeg lader mig skille fra dig. Ved at skjule, at hun ikke er jomfru, lykkes det Roshanna at blive forlovet igen, men hvordan skal hun levere det krævede mødomsblod på bryllupsnatten? Deborah redder hende på målstregen ved at klippe sig i fingeren med en neglesaks og smøre blodet ind i et lommetørklæde. Baseeras far bliver slået ihjel af enten russerne eller mujahedinerne og efterlader familien uden hjem og penge. Hendes mor forlover den 12-årige Baseera med en 29-årig mand, fordi hun frygter, at folk vil tænke dårligt om de tre døtre, måske oven i købet beskylde dem for at være prostituerede, fordi enken er uden mand og midler. Som 14-årig bliver Baseera gift, og hendes mand voldtager hende gang på gang. Hun får i hurtig rækkefølge tre døtre og en søn og vil nu gøre alt for at komme ind som elev på skønhedsskolen for ikke af fattigdom at nødsages til at sende sine børn væk.

Selv om bogen er lidt for flimrende og springende efter min smag, er ”Kvinderne i Kabul” bestemt værd at bruge tid på. Ikke bare er den udfarende, impulsive og uforfærdede Deb et fascinerende bekendtskab, men hun får løftet op til flere slør for, hvad der gemmer sig bag de afghanske kvinders burkaer.