Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

David Winner: Oranje - Totalfodbold og viljen til skønhed

Bog om hollandsk fodboldkultur maler modigt med den brede pensel. En moderne klassiker foreligger nu endelig på dansk.

Sportsbog

DAVID WINNER:

ORANJE - TOTALFODBOLD OG VILJEN TIL SKØNHED

304 sider, 249 kr.

Oversat fra engelsk af Stig Krøger Forlaget

Herreværelset

Er udkommet

Hvad har arkitektur, byplanlægning, design og politik med fodbold at gøre? Efter endt læsning af David Winners ”Oranje - totalfodbold og viljen til skønhed” er svaret temmelig meget. Winners bog om hollandsk fodboldkultur er kort og godt en moderne klassiker og er 11 år efter den engelske udgivelse nu endelig at finde på dansk.

Winners udgangspunkt er klart: Der er et før og et efter 1965 i Holland - på og uden for fodboldbanen. Også før dette skæringsår afspejlede hollandsk fodbold landets kultur, og især Amsterdam beskrives som et sjældent hæsligt sted: Skyldtynget, dystert, calvinsk, usexet og konservativt.

Vi forstår, at det ikke var et rart sted at være en ung eventyrer.

Det samme med fodbolden: Tung, usmidig og kedsommelig sunket ned i et britisk spilkoncept fra fortiden. Vi forstår, at det ikke var et rart sted at være fodboldspiller. Men ind fra siden kom, så og sejrede Rinus Michels - idrætslærer, Ajax-træner og frelser.

Med sportstasken fuld af nye og banebrydende ideer prædikede den disciplinære, men banebrydende træner forstandig og kreativ fodbold i stedet for fysisk brydekamp. Totalfodbold er Michels' stil siden blevet kaldt.

Amsterdams John Lennon


På banen rådede Michels over et af det 20. århundredes største fodboldgenier, den skarptungede og dominerende Johan Cruyff, der ikke blot sejrede på fodboldbanen og gjorde det tidligere så tilbagestående Ajax til klodens bedste klubhold i 1970-73. Han - ”Amsterdams John Lennon” - blev med sin oprørske originalitet bannerfører for en hel ungdomsgeneration.

Med sin provokerende egenrådighed og selvbevidste insisteren på det smukke spil ramte Cruyff tidens tone. En farveeksplosion på fodboldbanen, der gav plads til individet i et mekanisk klikkende spilsystem og dermed indeholdt begge tidens grundideer - den kollektive utopi og den radikale individualisering.

”Oranje - totalfodbold og viljen til skønhed” diagnosticerer hollandsk fodbold ved at hale det øvrige samfund ind i fortællingen.

Forfatteren ser en sammenhæng mellem den orange fodboldrevolution og det kunstneriske friløb i arkitekturen, landets ”rummelige” malerkunst, de nyere designtraditioner og andre af hollændernes højtravende total-ideer.

Eller som i den nye epilog, som forfatteren har skrevet i anledning af den danske oversættelse, hvori han drister sig til at sammenstille de senere års mindre yndefulde, men måske også mere realistiske hollandske fodbold med tidens ændrede politiske landskab med Geert Wilders i centrum.

For det meste er forbindelseslinjerne overrumplende overbevisende. Indimellem er de mere mystiske og søgte. Som når Winner sætter lighedstegn mellem hollændernes historiske evne til at udnytte hver en kvadratmeter lavland og deres fleksible fodbold. Underholdene er det dog hele vejen.

Stig Krøgers oversættelse er i det store hele vellykket.

Med sit ambitiøse perspektiv og mod til at male med den store pensel har ”Oranje - totalfodbold og viljen til skønhed” for længst dannet skole inden for den seriøse sportslitteratur.

Anmeldelse: Adam Holm og Anders Jerichow: Orientalske Rejser

08-01-2011: Storartet samling af danske rejsebeskrivelser gennem næsten 200 år. Læs artikel

Anmeldelse: Lars Movin: Downtown - en new york-krønike

24-09-2010: Kæmpestort, uoverskueligt og ofte fremragende panorama over New Yorks eksperimenterende kunstscene gennem mange årtier. Den ligner sit emne. Læs artikel

Anmeldelse: Jan Poulsen: Something rotten!

10-09-2010: Portrætbog: Hvordan så punken ud i Danmark? Jan Poulsen giver et godt og grundigt bud på, hvad der skete fra 1977 til 1985. Læs artikel

Anmeldelse: Fejden i Faaborg

05-08-2010: Spændende drama om skulpturen Ymerbrøndens modtagelse i 1913. Læs artikel

Anmeldelse: Ehrhorn-Hummerston: Nordøstgrøndland Ekspedition 2011

16-12-2011: Jørn Riel genså Ella Ø på en spændende ekspedition til Nordøstgrønland og kvitterede med ny skrøne. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...