Theis Ørntoft: Yeahsuiten

Theis Ørntoft:

Yeahsuiten

56 sider, 179 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af ”vildt syge” tidstypiske vendinger.

Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/ jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.«

Man omgiver sig med ”de dejligste mennesker” og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/ det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet.

Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se.

Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«

Det skurrer i ørerne

Det hedder enten ”op at skændes med” eller også ”op at diskutere med”. Den sidste skurrer i mine ører.

Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge- attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog.

»Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.