Anmeldelse: Stig Larsson: Godnat til mine kære

Stig Larsson:

Godnat til mine kære

Oversat af Anders Abildgaard

120 sider, 170 kr.

Basilisk

Digtere drømmer om at skrive gode digte. Den banale præmis gælder bare ikke for svenske Stig Larsson. Han vil skrive dårlige digte. Det lykkes til fulde.

”Godnat til mine kære” er spækket med DIREKTE DÅRLIGE sætninger, som det hedder med versaler, så alle fatter, at Larsson decideret er ude på at ryste læserens forestillinger om litterær nydelse.

Hvad kendetegner det dårlige digt i Stig Larssons aftapning?

Det har ingen afslutning, ordstrømmen stopper brutalt. Teksten er grafisk spraglet og har forskellige skriftstørrelser. Digressioner er ikke undtagelsen, men reglen, så det vrimler med emner, der forlades uforløst.

Sprængt gramatik

Grammatikken er tit ved at sprænges, ligesom han gerne kaster sig ud i beskrivelser af ydre forhold, fænomener og erindringer, som han så opgiver at genskabe. Eller er disse erindringer og oplevelser af andre udtryk for fejludlægninger?

Talemaskinen bliver usikker. Men han tænker højt, kan man roligt sige. Og selv om attituden er nedbrydende, hører vi på den anden side om alle vennerne, hvoraf langt de fleste er solide navne fra det svenske kulturparnas. Horace Engdahl, der i flere år var den ledende stemme for Nobelpriskomiteen, er for eksempel en tilbagevendende reference.

Der er ikke noter til alle disse personager, der går ind og ud af digtene, men det havde ikke skadet. Bogen er i forvejen så aparte, så jeg ikke kan se argumentet for ikke at bryde med den konvention, der dikterer, at digte skal stå for sig selv. Det kan Stig Larssons næppe, al den stund de skrider ud i alle tænkelige retninger.

Halvkvædede viser

Ustabilitet, flagrende linjer, uafsluttede betragtninger, halvkvædede viser, selvpromovering og usikkerhed støder sammen, og det ser og lyder ad h? til. Man forstår godt, at Larsson siger, at han ikke længere skriver digte - så samlingen handler om fortidens meritter og om at skrive tekster, der mislykkes. Det digteren siger teksterne skal være, skal de være. Sproghandlingen forpligter. Indhold skal svare til formen:

»Læseren ved måske ikke hvem jeg hentyder til - og jeg kan heller ikke blive særlig meget mere eksplicit uden/ at digtet bliver så dårligt at det/ bliver, jeg mener hvad jeg siger, ulæseligt?«

Den underholdende fiasko er godt oversat (!) til dansk af Anders Abildgaard.