Sten Kaalø: ADRIAN MOCCELS PAPIRER.

Sten Kaalø:

ADRIAN MOCCELS PAPIRER.

Digtfortælling.

196 s. Kr. 269.

Tiderne skifter.

Er udkommet

[x] [x] [x] [x]

Digtfortællingen ser man ikke hver dag. Den fragmenterede tid er måske ikke passende for en genre, der vil forene det lyriske med et episk drag. Ikke desto mindre har Sten Kaalø kastet sig ud i eksperimentet - og slipper godt fra det. Det er ikke den store rimsmed, der er kommet på arbejde, snarere ser vi en strøm af små film, der til sammen fortæller et lille kærlighedsdrama om Adrian, der kommer frygtelig galt af sted.

Han tager sydpå - konkrete lokaliteter eksisterer ikke i bogen - for at erfare, at fruen har en elsker. Da indsigten melder sig, dør rivalen imidlertid ved et attentat, og efterfølgende mister Adrian såvel den ene arm som sin hørelse. Fruen sælger parrets hus, og vi møder den arme helt, der er flyttet ind på et pensionat ledet af nonner. Omkring sig har han en flok handicappede og en natur, der har visse storladne træk. Og så møder Adrian heldigvis kioskejerens datter, som han indleder et forhold til.

Måske er der håb
Holder den mesalliance? Nej vel. Men måske er der, efter at unge Kari-Anne er forduftet til en storby for at studere, håb hos den midaldrende Irgitta, der lærer Adrian at mundaflæse. I periferien er der nogle ungdomsvenner, der ikke er, hvad de har været.

Tristessen er udtalt hos Kaalø. Men omvendt også en livsappetit som KariAnne inkarnerer. Den poetiske skildring af det stumme forhold, de to umage mennesker udvikler, er sødladent på den fine måde. Pensionatet er desuden befolket med festlige typer, der tager luften ud af den lurende sentimentalitet.

På den ene side skriver Kaalø: »Æblet har hængt/ for længe/ og er blevet sort«. Lige over for står der så »Min nye nabo/ mangler begge ben/ en munter fyr/ som gerne demonstrerer/ sine armkræfter/ ved at tage en runde/ i spisesalen«.

”Adrian Moccels Papirer” har en bred stemningsvifte. Den har til gengæld et dæmpet formsprog.

Også for andre


Fremstillingen er enkel. En poetiseret udgave af tidligere tiders knækprosastil - bort set fra at bogen ikke har noget at skaffe med bekendelseslitteraturen. Dens hovedperson erklærer bramfrit, at han gerne vil være fri for ”medlidenhedsomklamring”.

Uden at være omklamrende vil jeg konkludere, at Sten Kaalø har begået en dramatisk og stemningsfuld bog, som mange læsere, også de urimeligt lyrikforskrækkede, vil kunne nyde.

kultur@jp.dk