Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Digte

Søren Ulrik Thomsen:

Rystet spejl

56 sider, 175 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Søren Ulrik Thomsen er blevet en institution i den litterære verden. Det betyder selvfølgelig også, at han er blevet hadeobjekt for nogle. Faderopgør er godt mediestof, og sådan forstærkes interessen for digteren, der selv holder lav profil.

Han gør ikke meget for at tækkes det potentielt store publikum. Den forrige digtsamling ”Det værste og det bedste” gik efter sigende i store oplag, men der skulle gå ni år, før der kommer en efterfølger, som ikke har mange fællestræk med den folkelige succes.

Snarere knytter den forbindelser

til debuten, ”City Slang”, der kom i 1981.

Jeg må indrømme, at det er sjældent, at jeg tillader mig at læse en bog, der skal anmeldes flere gange, før jeg skrider til udfærdigelsen af dommen. ”Rystet spejl” har jeg læst langsomt tre gange. Den blev bedre og bedre.

Digteren har i et interview udtalt, at han vil blive glad, hvis der er læsere, som om flere år husker et par tekster - teksternes bagmand er mindre vigtig. Og jeg deler Thomsens syn på digtningens betydning. Det er litteraturen der skal huskes. Ikke forfatteren. Mit bud på digte, der vil stå distancen, kan man læse på side 19, 21, 25, 33, 40, 44 og 51.

Dengang og nu

Digtene er prunkløse. De er på nær ét på mindre end en side. Der er ikke megen poetisk ornamentik.

Der er en tematisk koncentration om døden, om tidens fylde, gensyn med gamle bekendte - sjældent glædesfyldt, livet får tyngde, når man bliver midaldrende - og vanen tro svinger Thomsen dialektikkens stok, så mand og kvinde, dengang og nu, det ubegribelige og det begribelige, fravær og nærvær, død og opstandelse, fornuft og tro, drøm og hverdag, den sidste gerne kaldet kontoret, svinger sammen. Lad mig fremhæve bare en stor kvalitet i ”Rystet spejl”, nemlig dens åbenhed, dens appel til læseren via de eksplicitte metalag - dvs. steder, hvor fiktionen brydes, og vi ser, at sceneriet er en papirkonstruktion - eller noget, der er skabt af ord.

Ja, det lyder som intellektuel gymnastik. Men fordi digtene kreerer stemninger og skaber situationer, der fremstår som genkendelige, bliver læseren aktiv. Hele pointen ligger i titlen; digtene er som et rystet spejl.

Vi kan ikke se os selv i øjnene, det kan digteren heller ikke selv. Men teksterne tilbyder sig som en erkendelsesflade, der kan vække læserens erfaringer. Det er derfor, det er vigtigt, at digtene både er enkle og koncentrerede. Det gør dem åbne, indbydende.

Dynamik og stilstand

Målt med den aktuelle bølge i digtningen, den flerstemmige og interaktive lyrik, som mange yngre digtere bedriver (f.eks. Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup), kan Thomsen fremstå som usamtidig, umoderne. Men den holder ikke; det kloge og raffinerede er netop, at skildringen af det individuelle, jeg'et, der rulles det ud i flertal, suger verden til sig.

Et nødvendigt paradoks fastholdes: På den ene side er fortidens mange jeg'er nogle andre end det nutidige jeg, og på den anden side er det indlysende rigtigt, når det hedder om et gensyn med ungdommens Stevns:

»Og selvom jeg nu er en anden/ er det den samme som sad og drømte/ i Kinos lille lysende æske.«

Dynamik og stilstand i én og samme tanke.

Forandring og konservatisme.