Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas

Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas

96 sider, 175 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Den lille pige rejser i fantasien langt væk hjemmefra. Den unge pige transcenderer gennem bøgerne den nære verden, kvinden rejser rundt og møder en fremmed verden og bringer souvenirs med sig hjem. Den indre uro lader sig ikke ophæve.

Digteren erfarer, at uanset, hvor i verden hun befinder sig, har hun et hjem i det sprog, som hun er vokset op med. Digteren ser og mærker, at vinden ikke kender sig til grænser, og digteren ser, at mange hverdagslige rutiner bringer alverdens forskellige steder på samme formel.

Et mentalt fænomen

Pia Tafdrups nye digtsamling handler om rejsen.

I bogstavelig forstand som et mentalt fænomen, som alle kender til, om livet som en rejse, om det nomadiske, som mange af naturens væsener praktiserer og om den umættelige fantasi, drømmen, der bringer vitalitet ind i det rituelle og flytter åndelige teltpæle - men ikke altid flytter mennesker:

»Mine fodaftryk/ i mange lande,/ men langt flere i drømmenes aske.« Formuleret på en gang håbefuldt og illusionsløst nedbrændt som 'aske'.

Den permanente drift

”Trækfuglens kompas” er i pagt med Pia Tafdrups digteriske produktion, dens betoning af tilværelsen som en proces med det organiske som et omdrejningspunkt. Med fokus på det oplevende jeg, der søger at formulere almene erfaringer.

Med gode gamle H.C. Andersen som motto plæderes for den permanente drift udad, men i næste åndedrag inkluderer denne bevægelse en søgen indad og opad - og hjemad.

Ud for at blive inspireret, hjem for at give længslerne nye kræfter: »Jeg vil gerne have/ skyernes pas/gyldigt for rejser til alle lande og tilbage.«

Tæt på banalt

Som citaterne antyder, er der paradoksalt nok noget næsten prosaisk over Pia Tafdrups bog. Den er i sit motiv højtflyvende, men stilen er forbløffende jordnær. Og hvis jeg må være så fri - tit grænsende til det banale.

Det er selvfølgelig fint, at digtene ikke er skræmmende svære at læse; bagsiden er, at digtene snarere konstaterer og opremser tilstande, end de bevæger i sproget:

»Her er her/ alle steder/ en sær ensom fornøjelse.«

Genkendeligt, sikkert nok. Men formuleringen er nøjsomheden selv. En ny fase i Pia Tafdrups forfatterskab?