Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Pia Tafdrup: Salamandersol | bog.guide.dk

Pia Tafdrup: Salamandersol

I sin nye digtsamling i anledning af den snarlige 60-årsdag viser Pia Tafdup, at den poetiske selvtillid er intakt. Dog kan man godt få åndenød af hendes patos og storsind.


Digte
Pia Tafdrup:
Salamandersol
84 sider, kr. 175
Gyldendal

Ens alder og livsorientering hænger sammen. Et ungt menneske har en ganske anden horisont end en ældre har. Pia Tafdrup bliver 60 år, og hun havde næppe i sine tidlige digtsamlinger skrevet: »Der er bare/ ét liv/ og et utal af forsøg/ på tilvænning/ til den død,/ der ikke er langt/ fra fødslen.« Hvor Pia Tafdrup i sin tid slog igennem ved at nyformulere en sanselig tilgang til tilværelsen, en indlejring i en kosmisk orden, der kulminerede med ”Dronningeporten” (1998), dér spiller ophør og opbrud en stadig større rolle i de senere digtsamlinger. Smukkest i skildringen af barndommen og faderens død i ”Tarkovskijs heste” (2006). Men sin alder til trods er der noget genkendeligt tafdrupsk over dagens samling. Alene titlen peger på en naturens orden, som rummer flere faser, akkurat som salamanderen gør.

Fritsvævende jeg'er

Dagens udgivelse, ”Salamandersol”, rummer, meget apropos, 60 digte, og det er poetiske erindringer fortalt kronologisk, så de første mange tekster mimer i sprog, tanke og sansning barnet og den unge kvinde, der gjorde The Doors- revolutionen og maj 68 med. På sidelinjen må man tilføje. I det skjulte læser digteren skønlitteratur, som ikke helt matcher tidens facitliste. Digteren finder sig selv ved at gå egne veje og ved at etablere familie. Som så mange andre har Pia Tafdrup hele vejen igennem trukket på det levede livs oplevelser, men hun tilslører samtidig, så det almene bliver fremhævet på bekostning af det private. Størstedelen af digtene holder sig på en side, en undtagelse er generationsportrættet ”Det er tiden”, hvor Tafdrup giver sin version af 80'er-generationens storhed - og ikke fald, men dens opløsning i en række fritsvævende jeg'er, der var mindst lige så individualistiske, som tidsånden gik hen og blev det.

Smertelige opbrudstegn

Vi hører om glæden ved at få børn, men symbiosen med et andet menneske tilhører kun digtningens verden: ”Drømmen om at opnå/ fælles hukommelse/ uden at miste sig selv./ Jeg vil gerne tro, det er muligt,/ men det er det måske/ kun i et digt?”. Den erkendelse danner klangbund i digtsamlingens anden del, hvor den modne forfatter reflekterer over sit liv. Der analogiseres gerne mellem natur og kultur, og opbrud i vennekredsen tolkes som naturlig: ”Forandringers hvirvelstorm/ ikke anderledes end en vennekreds ramt/ af en tyfons kraft”. I kraft af denne naturorientering er der, selv om der listes det ene smertelige opbrudstegn efter det andet, en stamina hos Pia Tafdrup, fordi hun forankrer sig i en organisk og dybest set stabil orden. Måske er det derfra Tafdrup henter den vitalitet og det instinktive håb som kan opveje egen tristesse: ”Jeg har efterladt en knust drøm/ og er nødlandet i et forår”.

Villet optimisme

Pia Tafdrup har aldrig manglet poetisk selvtillid, men når begær tørrer ud, skal der trækkes på ressourcerne, hvorfor digteren i ”Melankolsk lykke” må slæbe sig ned til havet i mørke for at komme i kontakt med det element, som hun så ofte har besunget. Vandet, en kat, stjernehimlen osv. fremstår som allierede parter, og hun kan endog spejle sig i Murens fald og 9/11 og på den måde mobilisere en villet optimisme. Det hjælper selvfølgelig også, at begær igen bliver tændt: ”Skønt jeg ikke kan føde flere børn, /er det magiske vel ikke/ forbi?/ Sproget har mange ord for tab og afkald, /men stopper ikke op”. Som man kan se, er det ikke fordi Pia Tafdrup siger det sværere end det er. Store dele af ”Salamandersol” er uden de store krummelyrer. Det er, når patos og storsindet melder sig, at man kan få åndenød. Kald det en ideologisk uenighed, men i mine øjne det for let at påkalde sig ”århundreders visdom” som digteren øjensynlig har adkomst til, mens samtiden sejler rundt i ”det døve mørke”. Det frelste og det flotte hænger ikke altid sammen. Heller ikke hos Pia Tafdrup.

Blå Bog

Pia Tafdrup

Digter og forfatter

Født 29. maj 1952

Har blandt andet udgivet digtsamlingerne:


”Når der går hul på en engel” (1981).

”Den inderste zone” (1983).

”Hvid feber” (1986).

”Krystalskoven” (1992).

”Tusindfødt” (1999).

”Hvalerne i Paris” (2002).

”Tarkovskijs heste” (2006).

”Trækfuglens kompas” (2010).

Har også skrevet romanerne ”Hengivelsen” (2004) og ”Stjerne uden land” (2008).

Anmeldelse: Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas

06-05-2010: Pia Tafdrup skriver om at komme ud for at blive inspireret og hjem for at give længslerne nye kræfter. Læs artikel

Anmeldelse af Pia Tafdrup - Smagen af stål

23-09-2014: Pia Tafdrup tager igen livtag med den kosmiske uorden. Læs artikel

Anmeldelse af Caspar Eric - 7/11

26-08-2014: Caspar Eric er ikke den typiske selvfede KUA-knægt med Adorno-citater i ærmet. Hans digterdebut ”7/11” leger med hashtags, instagram og chatsprog, og det er på én gang skabagtigt og interessant. Læs artikel

Anmeldelse af Egil Dennerline - The Foreign Familiar

27-07-2014: Mellem sit danske og amerikanske ophav finder Egil Dennerline – sprogligt og personligt – en identitet, der gør sig fornemt i lyrikform. Læs artikel

Anmeldelse af Kristian Leth - Før og efter videnskab

08-04-2014: I sine nye digte er Kristian Leth på farten med de melankolske briller på næsen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...