Philip Tafdrup: Cat loves Sean

Philip Tafdrup: Cat loves Sean

102 sider, ill., 199 kr.

Forlaget Spring

Er udkommet

”Cat loves Sean” er et konceptalbum i den forstand, at alle digte er bundet til en stor kirkegård, Waverly, som ligger ud til havet ved Sidney. Stedets karakter kalder på melankoli og den dybe eftertanke, men der er også legende tekster om de forgangne beboere, som digteren ret beset næppe kender meget til. Til gengæld kan han kvit og frit digte små biografier og skæbner.

Dertil kommer, at han har gennemfotograferet lokaliteten, så vi får både nærbilleder af gravsten (tit med frodige plantevækster, der viser, at ingen længere kerer om afdøde) og totalindstillinger med drivende skyer, bølgende hav og lysegrå stentavler én masse. Ak hvor forgængelig er dog verden, her som hisset.

Døden som fænomen

Digtsamlingen udmærker sig dog ved at balancere mellem det nøgternt konstaterende og det engagerede, vemodige. Vel at mærke ikke det sentimentale, fordi digteren ikke har personlige aktier i de døde, så han sigter snarere efter det almene.

Det principielle i døden som fænomen, de afgrundsdybe forskelle mellem fortid og nutid, de døde og de levende, det kommende og det overleverede i form af slidte materier (forvitrede sten, forhutlede skulpturer osv.). Historien - den store og den lille - sætter mange spor. Nogle af dem har Philip Tafdrup vandret i.

»Cecil Spencer DeGrey Cowper (død 1919)/ gør plads/ til de tanker der vil komme/ men som ikke ejer rum i dag/ til gravsteder for de/ der endnu ikke/ har levet,« lyder udgangen på en tekst.

Unge Tafdrup (født i 1979) tænker i det store linjer, har en cyklisk bevidsthed og er på den måde i pagt med lang digterisk tradition. Digter-jeg'et erkender gennem sanserne og prøver at udvide sigtet, så jeg'et når det kosmiske. Det er lige før, der er noget gammelklogt over Philip Tafdrup.