Pablo Neruda: Elementære oder

Pablo Neruda: Elementære oder

Oversat af Peer Sibast

760 sider, kr. 400. Sohn

Er udkommet

Forbindelsen mellem det basale og enkle udtryk i ”elementære” og odens klassiske og lettere højtidelige form markerer digterens ærinde. Vel digter han om alt fra genstande, begreber og naturlige fænomener til stemninger, men det sker ikke for at hylde ideer, derimod for at besynge alt det, som folk kan gå til og bruge, så tilværelsen får flere farver. Neruda vil understøtte det elementære liv og de mennesker, der ikke kan andet end realisere det grundlæggende.

Vi møder et digterbillede, som i dag er en utopi, nemlig en digter, der er inderligt forankret i folket. Det er på folkets vegne, at Neruda digter, og han hviler i det billede. Han blæser på kritikernes udstilling af hans manglende dunkelhed, for det er at foretrække at »leve for altid/ blandt de jævne folk« og være talerør for almindelige mennesker.

Den store histories vidne

Ja, læseren har ret i, at Pablo Neruda også er den store histories vidne - her taler en digterisk marxist, som lovpriser industrialismens teknik, fordi den ifølge ideologien bærer fremskridtet med sig.

Nerudas udgangspunkt er en inderlig tiltro, dels til at naturen er et spejl, som skubber på fremskridtets vogn, dels til at det folkelige arbejde vil sprænge magtens snærende bånd. Og hans forestilling om folket er mindst lige så reduktivt, som det er i den herskende danske politik. Men til forskel fra populistiske partier i dagens Danmark var der sikkert belæg for at operere med et mere homogent folk i 1950'ernes Chile.

På den ene side er den massive udgivelse, flot oversat til dansk af Peer Sibast, en stemme fra fortidens verden. På den anden side kan man læse den i små bidder - 760 siders poesi er en stor mundfuld - som et korrektiv til de tilstande, vi lever med i dag.

At have blik for det elementære i al dets frodighed er ikke hvem som helst beskåret, og på den måde er Pablo Nerudas bog næsten en ubetinget fornøjelse.