Pablo Llambias: Monte Lema

Bog med sonetter

Pablo Llambias:

MONTE LEMA

Cd med oplæsning inkluderet

416 sider, 379 kr.

Rektor på forfatterskolen, Pablo Llambias, er en vaskeægte konceptforfatter. Alle udgivelserne er væsensforskellige, og de er genremæssigt vidt forskellige.

Denne gang har Llambias kaster sig ud i at digte sonetter - men ikke regelrette med for eksempel enderim. Antallet af stavelser per vers og antallet af vers per digt matcher dog nogenlunde.

Som det hedder i første spor, der lyder titlen ”Poetik”, skal det være ubehjælpsomt. Grimheden er en kvalitet. Llambias er kantet. En postmoderne eksperimenterende forfatter, som nu tager udgangspunkt i et dagbogsskriveri mærket af kærlighedssmerte og ikke mindst mental ubalance, angstfornemmelser og psykisk sygdom, som digtene skal fortætte, og det sker i sonetformen.

Brændt af

Enten skal vi have ondt af manden. Eller også er han god til at imitere en udsat tilstand. På den ene side kan bogen forekomme privat med ikke mindst utallige bekendelser om, hvor svært det er at elske og have styr på de indre kræfter. Meget klogt hedder det:

»Den, der elsker mindst, har magten. Til gengæld/ har man ikke kærligheden i sig. Jeg/ ved ikke hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt.«

På det dilemma og den erkendelse er ”Monte Lema” funderet, og det er bestemt ikke uinteressant. Slutdelen handler angiveligt om et forhold til en sygeplejeske, ”L”, som er lidt af en drømmekvinde: Sexet, opofrende og alt muligt andet. Alligevel brænder Llambias figur damen af.

Tørre tårer

På den anden side er det nu yderst begrænset, hvor meget den nyfigne læsers snagen i det private tilfredsstilles. Karakteristisk nok slutter flere digte med at svinge fra at være betragtninger over livets kvaler til, hvordan det nagende formuleres. Under den klynkende overflade er der en cool fortæller, der græder tørre tårer.

Følelser og angst er til for at blive eksperimenteret med, eller også er der meget langt mellem emotion, handling og skrift. Det er ikke noget tilfælde, at midterdelen om ”Angst” skildrer et ophold på en psykoterapeutisk højskole med så megen distance og ironi, at man har mere end svært ved at se en lidende forfatter for sig.

For et lille publikum

Hos Llambias er gimmick sagen. Verden er et skuespil, og den skrivende lufter gerne selvkritiske fornemmelser. Han er næsten brødbetynget over, hvor meget han fylder i landskabet, men er heller ikke for god til at afholde sig fra at rose sig selv for »hudløse skildringer af mig selv/ og mit liv«.

Samme digt slutter med en rammende psykologisk karakteristik:

»Det er, som om narcissismen ikke vil slippe mig.«

Yes, det er Pablo Llambias' stunt-jeg i en nøddeskal. Og jeg gætter på, at manden bag den skrivende har det lidt på samme måde. Så længe Llambias er så selvfed og beregnende, formår han ikke at skrive bøger, der er vedkommende for andre end de særligt litterært interesserede.